
”Det er latterligt at skjule, at vi har lænet os meget op ad ’The Daily’, men vi har ikke lavet en kopi,” siger Knud Brix. Foto: Thomas Nielsen
”Vi blev ganske enkelt forelskede i The Daily fra New York Times.”
Sådan siger australske Rebecca Costello fra podcasten ’7am podcast’ i en aktuel rapport fra Reuters Institute for the Study of Journalism ved Oxford Universitet.
Rapporten handler om nyhedspodcasts, der er på kraftig fremmarch. Ikke så meget i antal; de udgør fortsat kun 1 procent af de podcasts, Reuters Institute har undersøgt i USA, Australien, Storbritannien, Frankrig, Sverige og Danmark.
Men målt i downloads fylder nyhedspodcasts 10 procent, og nyhedspodcasts er faktisk et af de områder, hvor nyhedsforbruget vokser mest i disse år.
Vi har lænet os meget op ad The Daily
Det er en udvikling, som især har været drevet af ’The Daily’, nyhedspodcasten fra New York Times siden 2017.
I Danmark har ’The Daily’ ifølge rapporten for eksempel været inspiration for ’Helikopter’ fra Zetland, Politikens ’Du lytter til Politiken’ og DR’s nyhedspodcast ’Genstart’ med Knud Brix som vært.
”Det er latterligt at skjule, at vi har lænet os meget op ad ’The Daily’, men vi har ikke lavet en kopi. Vi ville lave en podcast, der var endnu mere fortællende, end man hører i den amerikanske pendant,” siger Knud Brix.
Journalisten har talt med ham om inspirationen fra udlandet, om at finde sine egne ben, og hvad der kendetegner en god nyhedspodcast.
Fire medarbejdere og en praktikant
Da holdet bag ’Genstart’ fik til opgave at lave en daglig nyhedspodcast, tog de kontakt til ’The Daily’ for at få nogle inside-tips.
Knud Brix, der kom fra det lukkede Radio24syv, lyttede dengang slet ikke til nyhedspodcasts. Han forstod faktisk ikke helt, hvad det var, siger han i dag.
”Folkene på ’The Daily’ fortalte, at de typisk optog et til to timers interview, som de klippede ned til 25 minutters podcast. De var 30-40 ansatte, som arbejdede på skift dag og nat. Vi var fire og en praktikant,” fortæller Knud Brix.
De besøgte også BBC og The Guardian i London.
”Vi stjal de greb, som vi godt kunne lide. Især fra The Guardian.”
Husk processen
Det gik op for Knud Brix og hans kolleger, at en god nyhedspodcast spiller på nogle andre tangenter end traditionel nyhedsjournalistik. Det handler mere om fortællingen end om nyheden.
”Det var tydeligt, at det eksempelvis virkede godt at tale om den journalistiske proces. Fortælle, hvad man havde gjort, og rækkefølgen i de papirer, man fik fat i,” siger Knud Brix.
”Jeg er selv opflasket på Jyllands-Posten og TV 2 News, hvor man næsten altid holder processen ude af nyheden. Man afleverer bare den færdige artikel eller det færdige indslag på 1 min og 40 sekunder. Men der ligger ofte nogle sigende detaljer i arbejdsprocessen, som gør historien stærkere.”
Aktuel, men ikke dagsaktuel
Holdet fra DR havde en måned til at udvikle ’Genstart’. Resultatet blev en fortællende daglig podcast med et lækkert lydunivers og aktuelle historier fortalt af mennesker med et personligt engagement.
’Genstart’ leverer hellere en velfortalt historie, end det rapporterer det seneste nye.
”Vi laver jo en slags fortællende søndagsartikel hver dag, og derfor leder vi efter historier med et godt anslag, en god hovedperson og spændende scener. Det er en mere dramaturgisk måde at se det på. Hvis fortællingen er god nok, behøver nyhedskrogen ikke være så stærk,” fortæller Knud Brix.
Derfor er ’Genstart’ heller ikke en dagsaktuel podcast, siger Knud Brix.
”Vi vil hellere vente en uge, før vi ved, hvad der er op og ned i en sag, end at tage den op på dagen. Det kribler nogle gange, fordi vi er nyhedsjournalister, men hellere udskyde en historie end at have den med en halvdårlig fortæller.”
En bar på Nørrebro
Netop valget af den helt rigtige kilde er helt afgørende for, at ’Genstart’ rammer rigtigt.
”Når man lytter til os, må man godt mærke, at man møder et menneske, og at der også sidder et menneske over for vedkommende.”
Da ’Genstart’ for eksempel interviewede Thomas Funding fra Avisen Danmark om minkskandalen, gav det historien noget ekstra, at Thomas Funding selv havde arbejdet på en minkfarm som ung.
Og Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, analyserede ikke bare valget i USA. Han kunne også fortælle en personlig historie om et Trump-vælgermøde i 2016, hvor hans familie blev budt velkommen med åbne arme.
Redaktionen fortæller altid gæsterne, at de ikke optræder i TV Avisen.
”De skal smide kappen og fortælle historien, ligesom hvis vi sad på en bar på Nørrebro. Det gør ikke historien mindre troværdig. Tværtimod.”
To Prix-priser
Podcasting har eksisteret siden 2004, men det er først for nyligt, at nyhedspodcasts er begyndte at dukke op. Af de nyhedspodcasts, Reuters Institute omtaler i rapporten, er en tredjedel startet inden for de seneste år.
’Genstart’ havde premiere i marts 2020, og siden er antallet af lyttere vokset støt til over 400.000 downloads om ugen.
Ved Prix Radio i oktober 2020 vandt ’Genstart’ i kategorien ’Årets nyheds- og aktualitetsprogram’, mens Knud Brix blev ’Årets vært’.
Der var godt nok hverken takketale eller spotlys, men fragtmanden med priserne var rigtig sød og skal til at høre Genstart’
Overrækkelse her til @Knud_brix: Årets vært / bordherre ❤️ pic.twitter.com/8JJrWxX9pP
— Simon Stefanski (@simon_stefanski) October 23, 2020
Programmet bliver ofte forbundet med Knud Brix, fordi det er hans dybe, langsomme fortællerstemme, lytterne hører. Men det er i den grad en holdindsats. Redaktør Sofie Tholl har for eksempel produceret podcasts i USA sammen med folk fra NPR, ’The Daily’ og Radiolab.
”Uden lyddesignere, journalister og redaktør ville det slet ikke hænge sammen. Alle kommer med idéer. Også praktikanter. Jeg tegner bare butikken,” siger han.
Skamløse
’The Daily’ taler som regel kun med New York Times’ egne journalister, ligesom ’Du lytter til Politiken’ især taler med avisens egne medarbejdere. ’Genstart’ inviterer både DR-journalister, journalister fra andre medier og politikere som for eksempel Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg.
En anden forskel fra ’The Daily’ er berettermodellen bag ’Genstart’. ’Genstart’ arbejder med dramaturgi ligesom i filmbranchen.
”Vi sætter også strygere på, hvis der er behov for at give historien fremdrift. Vi er skamløse med det – bare journalistikken holder, og etikken er i orden. Hvorfor ikke fortælle det som en god historie?” spørger han.
Klokken 1 om natten
Allerede i opstartsfasen var det tydeligt for ’Genstarts’ redaktion, at de udenlandske nyhedspodcasts var betydeligt bedre bemandet. På ’Genstart’ var de ikke 30-40 mand. De var kun fire og en lyddesignerpraktikant.
Men ambitionerne var høje, og arbejdstiden lang. Det blev hurtigt et problem.
”Lyddesigner Thomas Arent og redaktøren arbejdede ofte frem til klokken 23, af og til var vi først klar til at uploade programmet klokken 1 om natten. Det kan man gøre i en opstart, men ikke i længden. Enten skulle vi gå ned i kvalitet eller sende færre dage.”
Siden er holdet bag ’Genstart’ vokset fra fire til syv, så der nu er tilknyttet en ekstra journalist og lyddesigner.
I en undersøgelse lavet i DR’s brugerpanel i oktober 2020 lyder konklusionen, at ’Genstarts’ lyttere ønsker at blive klogere, men at den medrivende formidling er ’Genstarts’ særpræg: ”Hvornår har aktualitetsformidling sidst rørt lytterne?”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.