18. SEPTEMBER

Sjakbajsen møver sig igennem byggepladsen. Hvidt støv har lagt sig i furerne på hans ansigt.

”Har I travlt?” spørger jeg.

”Maje,” siger han på klingende nordjysk og peger rundt i lokalet. ”Vi skal have bygget det her færdig om to uger.”

Væggene er blottede. Kabler hænger løst ned fra loftet. Lyden af tunge bor får lokalet til at vibrere.

Det er en kølig solskinsdag i midten af september. Om halvanden måned – helt præcist den 1. november – skal denne byggeplads være forvandlet til Danmarks nye taleradio, Radio4.

Kanalens kommandocentral med studier og redaktionslokaler skal ligge på 3. sal i samme bygning som Århus Stiftstidende på Banegårdspladsen i Aarhus.

Men her er hverken radiopulte, mikrofoner, loft eller døre. Kun nogle vægge til studierne er slået op. Det er med andre ord ét stort byggerod.

Det er her, nye værter, reportere og redaktører allerede fra begyndelsen af oktober skal kunne øve sig i at lave radio. Lige nu er et godt stykke over halvdelen ansat.

Hvordan skal den lyde, hvem skal være bag mikrofonerne – og hvordan undgår man at blive stemplet som en forvokset lokalradio – hvis det kan lade sig gøre?

Sjakbajsen gentager, nok mest henvendt til sig selv: ”Vi har maje travlt.”

 

Sammenrend af nye ansigter

Når rodet er forvandlet til en spritny radio med flotte logoer og store studier, skal journalisterne rykke ind i sjakbajsens domæne. Men indtil videre sidder de cirka 20 journalister klemt sammen i forkontoret til en lokal ejendomsmægler på 4. sal, hvor det flyder med pamfletter med rosende ord om Aarhus’ fortræffeligheder.

Redaktionen er lidt af et sammenrend af relativt ubeskrevne blade.

Flere har haft første arbejdsdag to dage forinden. En af dem er SoMe-blæksprutte Mikkel Lindegaard, der har været videojournalist på Bolius og allerede har været i gang med at skyde behind-the-scenes-video til kanalen.

Der er også en gruppe mere erfarne radiorotter ombord, der er startet nogle uger tidligere. Én af dem er Jais Nørgaard Alstrøm, der blandt andet har lavet dokumentarer til P1. En anden er Tine Toft, der i flere år har været vært og reporter på Radio24syv.

Og så er der de næsten nyuddannede som Majken Friis Lange, der har været i praktik på P4 og synes, ”det er rimeligt vildt at være med”.

William Ejsing er en af en lille håndfuld medarbejdere på kanalen uden radiobaggrund. Han er i begyndelsen af 30’erne, har et par dage gamle skægstubbe og et mildt ansigt.

Han har taget lidt af en chance for at være med.

”Indtil nu har jeg lavet tv på TV 2 Fyn. Jeg har aldrig lavet radio før. Og jeg bor stadig i Slagelse. Så jeg har virkelig rykket op i tingene for at kunne være  med,” siger han.

”Det er næsten en nyforelskelse. Stemningen har været grænsende til euforisk.”

William Ejsing, journalist og vært på Radio4

Selv om William Ejsing er blevet ansat som reporter, skal han også være vært på et program. Han vil endnu ikke sige, hvad det præcis handler om. Men det er ét, han selv har pitchet.

Han forklarer, at lige nu er der følgende mantra på radioen: Den bedste idé vinder. Derfor er nyhedsafdelingen og programafdelingen også så godt som ét på Radio4.

”Det er næsten en nyforelskelse. Stemningen har været grænsende til euforisk,” siger han.

”Det spændende er, om vi kan holde gejsten oppe, når vi kommer i gang.”

Indtil videre er der koncentration på kontoret. Gækken er ikke slået helt løs endnu, alle er ydmyge og venlige, som om de lige skal finde deres pladser internt.

Redaktionelt skal særligt DR-journalisterne og Radio24syv-slænget finde hinanden.

”Det er ved at gå op for 24syv-kuldet, at de dogmer, de er vokset op med, ikke altid er de rigtige,” som redaktionschef Viktor Lykke Reddersen siger.

Mødet mellem Radio24syvs flade hierarki, hvor tingene hurtigt kan prøves af, og DR’s store maskine med mange mellemlederlag er et møde mellem forskellige journalistiske traditioner.

Mest af alt er der en stemning af solidt jysk gåpåmod over kanalen.

Tine Toft læser en opmuntrende mail op fra en lokalpolitiker:

”Det er den helt store pionerånd, der må være hos jer nu. Jeg glæder mig til at lytte med!”

Ud til håndværkerne

Viktor Lykke Reddersen stikker hovedet ind i byggerodet på 3. sal. Han har strithår og smiler, som om han knap kan være i sig selv af begejstring. Popmusik strømmer ud fra håndværkernes radio.

”Tænk, hvis det om seks måneder var Radio4, der strømmede ud af den højtaler. Hvis det var os, de stod og hørte på byggepladserne.”

Viktor Lykke Reddersen, redaktionschef, Radio4

”Tænk,” siger han, ”hvis det om seks måneder var Radio4, der strømmede ud af den højtaler. Hvis det var os, de stod og hørte på byggepladserne. Det ville være mega fedt.”

Det er Viktor Lykke Reddersen, der sammen med direktør Anne-Marie Dohm og nyhedschef Tina Kragelund har lagt de store visioner for Radio4.

Det helt centrale nøgleord er relevans. Radio4 skal lave historier, der sætter dagsorden landet over. Og som rammer demografier, der normalt ikke hører taleradio. Sagt på en pæn måde: Alle andre end de meget veluddannede over 60 år.

Viktor Lykke Reddersen har især hænderne begravet i journalistikken og pusler med at finde svarene på spørgsmål som: Hvordan får vi nogen til at lytte til os? Hvordan får vi fortalt vores historier, så folk forstår dem? Hvordan skal vi lyde?

”Vi havde selv besøg af en håndværker derhjemme for nylig. Han hørte ikke Radio24syv eller P1, men han hørte udenlandske podcasts,” siger han.

”Når han hørte dansk radio, følte han sig ikke taget i hånden. Hvis ikke vi får det basale med, hvordan skal folk så nogensinde forstå det, vi fortæller dem? Det er dét, vi skal kunne.”

Viktor Lykke Reddersen var en af de første, der kom ombord på Radio4 i august, efter at kanalen vandt udbuddet om FM4.

Han har tidligere været graverjournalist for Radio24syv i Aarhus – og har med andre ord allerede kombinationen af provins og nyskabende radio i blodet.

Nyhedschef Tina Kragelund er en energisk kvinde med mørke, korte krøller. For hende er det afgørende, at lytterne føler, at Radio4 er deres kanal – blandt andet ved at de sender sms’er, der kan bruges som oplæg til historier, eller som værterne kan citere fra.

”Det vigtigste for mig er, at vi bliver en radio, der er noget for hele Danmark,” siger Tina Kragelund.

Status i Rottehullet

På toppen af en vakkelvorn stige er Anne-Marie Dohm, radioens direktør med stålgråt hår og lysende, gyldne øjne, blevet opgraderet til fotograf.

Foran hende har næsten hele Radio4 foldet sig i en hestesko.

Det er vigtigt at få det dokumenteret, når man starter noget nyt op.

”Ja, så vi er ikke klar endnu, men RadioDays, vi glæder os til at se jer næste år,” siger Viktor Lykke Reddersen til kameraet.

Anne-Marie Dohm har allerede undskyldt, at hun i næsten en måned ikke fik svaret på Journalistens spørgsmål om, hvorvidt vi måtte komme forbi på reportage (”Undskyld! Jeg har hundredvis af mails, jeg ikke har fået svaret på”), men da der kom en kommunikationschef ombord i form af Jonas Vadstrup, der tidligere har været i DR, var der hul igennem (”Det er mega spændende. Der er helt vildt meget energi lige nu. Vi skal da helt sikkert finde ud af noget!”).

Et par timer senere holder Viktor Lykke Reddersen og Tina Kragelund møde på deres midlertidige kontor, Rottehullet, for at gøre status. Der står kasser med Ceres og Tuborg Classic og flere tomme papkasser derinde.

Og der mangler en del, før programfladen er på plads.

På en tavle har Viktor Lykke Reddersen skrevet kanalens programområder: Morgen, formiddag, tech, politik, sport, udland (delt op i fire programmer), klima.

Hele paletten med andre ord.

”Jeg ser på det og tænker: Vi er ikke nok,” siger Viktor Lykke Reddersen med tanke på nyhedsredaktionens bemanding.

Tina Kragelund er enig.

”Vi mangler to.”

Hele dagen har hun ikke villet løfte sløret for Radio4’s kommende sendeflade: Argumenter om, at Journalisten først udkommer med denne historie, få dage før kanalen starter, er prellet af.

Men nu kan hun alligevel ikke holde sig tilbage.

”Ej, vi kan vel lige så godt sige det. Der kommer et program, der hedder ’Den danske forbindelse’,” siger Tina Kragelund og smiler vitterligt som én, der har fortalt en stor hemmelighed videre.

Konceptet er, at der én dag om ugen skal ringes rundt til danskere i verdens brændpunkter. I forsøget på at gøre udlandsstoffet relevant.

Øjenvidneberetninger. Følelser. Den slags.

Værter vil Tina Kragelund dog ikke røbe.

Men hun vil godt afsløre, at her halvanden måned før første sendedag mangler cirka halvdelen af programmerne enten værter eller et endeligt koncept.

Det gælder for eksempel programpunktet ‘politik’.

”Den plan, vi havde dér, bliver ikke til noget. Det kunne ikke lade sig gøre,” siger hun og drømmer videre om, at programmet måske kunne handle om kommunalpolitik – det er jo der, alle kompromiserne bliver indgået, som hun siger.

16. OKTOBER

Telefonen ringer. Det er kommunikationschef Jonas Vadstrup i den anden ende.

”Hej Ole. Jeg har lige kigget i min kalender. Og jeg kan se, at det er i dag, du kommer forbi?”

Regnen siler ned. Aarhus er gennemblødt og grå.

Ja, det er det. Jeg har også ­fotograf med. Ja, jeg er der faktisk lige om lidt …

”Nå, du er allerede landet i Aarhus? Fedt! Jeg havde simpelthen lige overset det i kalenderen, haha. Men vi ses!”

Hårdtslående radioguru

Langt om længe er der lyd.

De to morgenværter Kasper Harboe og Jacob Grosen er klemt sammen foran én mikrofon i et lillebitte studie beregnet på at lave telefoninterview. Boksen er det eneste ud af de nu næsten færdigbyggede studier, der var klar til at optage. Kasper Harboe er en gråskægget tidligere P4-vært. Jacob Grosen er klædt i denim og sorte støvler. Han har aldrig været radiovært før.

Ved siden af dem står den erfarne radioguru Susanna Sommer, der er hyret ind som værtstræner på kanalen.

Hun er en bramfri kvinde med kort, rødt hår, der beskriver sig selv som ”en habil riffelskytte”, og som du ofte finder udenfor med en smøg i kæften, når den altså ikke kører derudad.

Morgenværtsparret er i gang med at finde ud af, hvad der rent faktisk fungerer, når de skal præsentere deres historier.

De leger med sange, quizzer, malende beskrivelser af billeder, tekst­analyser, afspilninger af små lydbidder fra deres telefoner. Der skal ske noget nyt.

”Det lyder umanuskriptbåret. Det skal det gøre. Folk stopper op, når de hører det og tænker: ’Hvad fanden skete der dér?’,” siger Susanna Sommer.

Hun retter derefter kontant på deres tempo (Kasper Harboe taler for hurtigt) og kritiserer, at historierne er for lange.

Men:

”I lyder virkelig godt sammen!” konkluderer Susanna Sommer.

Arven fra ’Kisser’

Direktør Anne-Marie Dohm har sit kontor på 2. sal. Det er et af de få steder på stationen, hvor der ikke er rod.

Hun blev ansat som den første på radioen i marts. Nu er Radio4 inde i den “den absolutte slutspurt”. Og set i bakspejlet er det faktisk gået forbløffende godt.

”Når jeg tænker på alle de store beslutninger, der kunne være gået galt og have forhindret os i at gå i luften …,” siger hun og trækker vejret ind. ”Vi har haft meget kort tidsfrist.”

Hun er ikke bleg for at indrømme, at radioen derfor også kommer til at begå fejl, når den går i luften.

”Vi kommer til at sige forkerte ting, sætte tingene på i den rigtige rækkefølge. Vi skal øve os. Og vi tager over fra nogle, der er meget drevne. Det er angstprovokerende,” siger Anne-Marie Dohm.

Hun erkender, at der er en arv at løfte fra Radio24syv.

For hvordan pokker følger man efter Kirsten Birgit på en af Danmarks absolut mest lyttede og hårdtslående radioprogrammer, satirehittet ’Den Korte Radioavis’? Hvordan bliver man lige så provokerende som den politiske terrier Brian Weichardt, der meldte sig ind i Venstre for at kunne stille kritiske spørgsmål til dem? Og hvem har så krøllede hjerner, at de bare kan nærme sig Mads Brügger og Mikael Bertelsen?

”Der kommer til at være nogen, der er skuffede og kede af det, fordi vi ikke er den radio, de er vant til.”

Anne-Marie Dohm, direktør, Radio4

”Nogle vil synes, at vi er en god radio. Men der kommer til at være nogen, der er skuffede og kede af det, fordi vi ikke er den radio, de er vant til. Hvis de har en relevant kritik, vil vi lytte til dem og se, hvor vi går galt i byen,” siger hun.

“Og så vil der være nogen, vi aldrig kan gøre glade.”

Kan det blive en forbandelse at tage over fra dem?

”Sådan ser jeg ikke på det. Radio24syv havde en kæmpe opgave. De skulle vænne folk til, at der rent faktisk var taleradio på FM4. Nu kender lytterne i det mindste formen i forvejen,” siger hun.

Så er der det med provinsen. At Radio4 skulle ligge mindst 110 kilometer uden for København. Det hører hun allerede for.

”Der er nogen, der skriver til mig, at de er bange for, at vi kommer til at lave lokalnyheder fra Fyn og Jylland,” siger hun – og sparker den tanke langt ud af banen.

”Vi er et landsdækkende medie. Vi skal ikke lave lokaljournalistik. Det har aldrig været vores mål.”

Selvfølgelig skal de også ud i landet, siger hun. Der er indkøbt to små biler, så reporterne kan komme rundt.

Der skal idéudvikles med de lokalmedier, der ejer kanalen. Og væsentlige lokale historier skal løftes op ved at undersøge, om problemerne også findes andre steder i landet.

Kan det ikke i praksis være meget svært?

”Jo. Det er det. Men når vi løfter de historier sammen, er det ekstra motiverende. Vi skal ikke gøre det hver dag eller hver time, men på virkelig vigtige dagsordener,” siger Anne-Marie Dohm.

Til sidst et næsten Brian Weichardt-agtigt ja/nej-spørgsmål. Bliver Radio4 en provinsradio?

”Nej.”

I gulvet

”Jeg kunne godt bruge 20 minutter på en sofa lige nu.”

Viktor Lykke Reddersen puster ud. Han er lige kommet tilbage fra endnu et møde til sin nye pind i newsroom på 3. sal, hvor flere studier med store radiopulte er skudt op, og redaktionen er flyttet ind.

Der er stadig håndværkere, men man kan se konturer af en radiostation i horisonten – og resterne af en byggeplads fortegner sig agterude.

Mandag den 21. oktober afvikler Radio4 sine første skyggesendinger.

Det er her, programmerne og værterne virkelig bliver testet af. Der er ingen tvivl om, at radioen stadig er et uslebent værk. Finpudsningen kommer til at foregå for åben mikrofon.

Siden Journalisten var på besøg i midten af september, er der nu i praksis styr på alle ansatte, værter og programkoncepter, siger Viktor Lykke Reddersen.

”Der er faldet rigtigt meget på plads.”

En lille gruppe medarbejdere har været ude og hente grønne planter, og et stort, gulnet danmarkskort fra en folkeskole er blevet hængt op på væggen.

Øjeblikket efter er Viktor Lykke Reddersen væk.

Han har lagt sig ind på gulvet i et af de små radiostudier. Telefonen ligger ved siden af ham, hans arme er spredt ud til siden, øjnene er lukkede.

William Ejsing står ved et par af planterne og taler med nyhedsredaktør Mette Pabst om sit program. Og han er endelig klar til at løfte sløret for, hvad det handler om.

”Det er et panel, der skal snakke om de serier, vi alle ser. De programmer, der er derude nu, er alt for nørdede og rettet mod et meget lille publikum. Vores skal være ét, hvor folk rent faktisk er med på, hvad vi snakker om,” siger han.

Der er to uger til første sendedag.