
Kulturminister Joy Mogensen (S) skal komme med et medieudspil, før finanslovsforhandlingerne slutter, kræver Enhedslisten og Radikale. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Stod det til regeringens støttepartier, så skulle forhandlingerne om et nyt medieforlig være begyndt allerede sidste efterår. I stedet blev finansloven for 2020 forhandlet på plads uden ét ord om medieforlig i aftaleteksten.
Nu foreslår regeringen en køreplan, hvor finansloven for 2021 afklarer, om DR kan slippe for resten af besparelserne, der blev vedtaget med medieforliget i 2018. Resten af et kommende medieforlig vil kulturminister Joy Mogensen ifølge flere medieordførere komme med udspil til ’på et senere tidspunkt’.
I 2018 blev DR pålagt at spare 20 procent af budgettet, men selv om DR i 2018 gennemførte besparelser for årligt 420 millioner kroner, mangler de stadig at gennemføre besparelser for 255 millioner, før budgettet er tilpasset.
’Ikke totalt idioter’
Regeringens køreplan vækker irritation hos Enhedslisten og Radikale, som i forvejen er utilfredse med regeringens udspil til finansiering af DR.
”Den køreplan bygger på to forudsætninger,” siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, og uddyber:
”Ét, at regeringen melder klart ud, at besparelsen på DR er droppet fra 2022, og selvfølgelig også at de selv finansierer det – og to, at de har offentliggjort deres medieudspil, inden vi stemmer om finansloven. Vi er ikke totalt idioter.”
Radikales medieordfører, Jens Rohde, er på samme linje:
”Forudsætningen for på denne her måde at dele medieforhandlingerne op, det er, at regeringen selv kommer med pengene til DR, og at inden finanslovsforhandlingerne slutter, så skulle kulturministeren komme med et udspil,” siger Jens Rohde.
SF vil ikke spare på medier
SF’s medieordfører, Rasmus Nordqvist, vil ikke forlange at se et medieudspil, inden finanslovsforhandlingerne er slut. Men han forventer, at regeringen finder finansiering, så besparelserne på DR bliver sløjfet.
”Det må være en fejl og en misforståelse, at de har lagt DR-pengene ind i forhandlingsreserven, også fordi det er slået så stort og flot op overalt i dag, at de ikke vil gennemføre besparelserne i DR,” siger han.
Han henviser til, at pengene til DR ifølge regeringens udspil skal findes i den såkaldte forhandlingsreserve og dermed indgår i finanslovsforhandlingerne på lige fod med krav om minimumsnormeringer, klimaforbedringer og andre tiltag.
Rasmus Nordqvist ønsker et fem-årigt forlig om DR og mener fint, at resten af medieforliget kan laves senere. Selv om SF altså ønsker DR skånet fra besparelsen på 255 millioner kroner, må det ikke betyde besparelser på resten af medieområdet, siger han.
”Vi ser i hvert fald ikke, at der skal spares på medier i den tid, vi lever i. Men det er klart, at man kan skrue det sammen på mange måder,” siger Rasmus Nordqvist.
Kulturministeriets presseafdeling ønsker ikke at svare på, hvornår kulturminister Joy Mogensen kommer med et medieudspil, men oplyser, at Kulturministeriet senere mandag vil offentliggøre en form for ’køreplan’ for medieforhandlingerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.