
Folketingets Ombudsmand Niels Fenger. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ifølge Ombudsmand, Niels Fenger, er sagsbehandlingstiderne bekymrende og i flere tilfælde væsentligt længere end forudsat i lovgivningen, når Sundheds- og Ældreministeriet behandler anmodninger om aktindsigt fra bl.a. journalister.
Det konkluderer han efter siden maj at have fulgt sagsbehandlingstiderne i sager om aktindsigt hos Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.
”Hvis journalister skal vente for længe på svar om aktindsigt, vanskeliggøres deres muligheder for at bedrive kritisk journalistik og orientere offentligheden om sager af væsentlig samfundsmæssig interesse, for eksempel om indsatsen mod COVID-19,” udtaler Ombudsmanden i en pressemeddelelse.
Skal nedbringes
Derfor er det ifølge Ombudsmanden afgørende, at sundhedsmyndighederne får nedbragt sagsbehandlingstiderne.
Og indsatsen mod Covid-19 er ingen undskyldning. Den må ikke stå i vejen for, at aktindsigtssager kan fremmes på en tilfredsstillende måde, konkluderer Ombudsmanden.
For nylig fastslog Ombudsmanden også, at det ikke var i orden, da Region Sjælland afviste en aktindsigt fra Ingeniørens journalist Andreas Lindquist om corona-beredskabet for at undgå ”uro og panik”.
Flere har oplevet det
Som Journalisten tidligere har beskrevet, har også Jyllands-Postens journalist Matias Seidelin flere gange oplevet, at myndigheder giver coronakrisen skylden for lange svartider på aktindsigt.
”Vi har måttet forstå, at de havde travlt, og at vi måtte væbne os med tålmodighed,” fortalte han i august.
Men det er ulovligt, fastslog mediejurist forskningschef emeritus Oluf Jørgensen allerede dengang. Han havde hørt om ” en stribe eksempler” på det samme.
”Der er ikke nogen undtagelsesmuligheder for Covid19-sager i offentlighedsloven. Der gælder de almindelige krav om, at aktindsigt skal gives hurtigt,” sagde Oluf Jørgensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.