search

John fik ret hos ombudsmanden: Vi er vældigt tilfredse

”Man må ikke true med at forskelsbehandle journalister,” siger redaktør John Hansen, som er tilfreds med at få ret hos ombudsmanden. Han erkender også selv fejl i forløbet

Ordlyden var klar. Det er ikke i orden at skrive til journalister, så det kan forstås eller opfattes som en ”trussel om en straffeaktion”.

Sådan lød det i dag fra Folketingets Ombudsmand i en sag mellem Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen (S), og Sjællandske Medier, hvor borgmesteren efter en artikel havde skrevet til journalist John Hansen, at han overvejede at ”stoppe alt samarbejde” med avisen.

”Vi er vældig tilfredse med den afgørelse og den udtalelse, der er faldet,” siger John Hansen, der er redaktør på mediet VD Online under Sjællandske Medier.

Ifølge ombudsmanden var John Dyrby Paulsens mail i strid med forvaltningsretten.

”Ombudsmanden finder, at borgmesterens mail var egnet til at kunne opfattes som en trussel med hensyn til både journalistens og mediets adgang til at modtage informationer fra kommunen og med hensyn til kommunens fremtidige annoncering. Efter ombudsmandens opfattelse lå borgmesterens mail derfor uden for rammerne for, hvordan en myndighed i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige krav om saglighed og lighed bør agere,” lyder det fra ombudsmanden.

Principiel kendelse

John Hansen mener, at det er en principielt vigtig kendelse, ombudsmanden er kommet med.

”Det er det. Man må ikke true med at forskelsbehandle journalister,” siger John Hansen.

I mailen havde John Dyrby Paulsen konkret klaget over en artikel, hvor John Hansen havde skrevet navnene på syv mandlige byrådsmedlemmer, der kunne have opført sig sexistisk over for en kvindelig kollega i byrådet.

I artiklen var kun to af de navngivne politikere hørt. Det var det, der havde fået John Dyrby Paulsen op i det røde felt.

Redaktør erkender også selv fejl

John Hansen fortæller, at Sjællandske Medier efter henvendelse fra borgmesteren rettede artiklen.

”Jeg synes, min historie var god nok. Men vi rettede den, fordi jeg navngav syv mulige personer, men jeg havde kun talt med to af dem. Og jeg skulle have talt med dem alle sammen. Der lavede jeg også en fejl,” siger han.

John Hansen fortæller, at han og borgmesteren i Slagelse Kommune har begravet stridsøksen.

”Vi kører videre på samme gode facon, som vi plejer at gøre. John Dyrby Paulsen har også erkendt, at han gik over stregen. Og så bærer vi ikke nag over det.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen