Hvad skal man som kommunikatør kunne stå inde for? Den vigtige diskussion rejser Tommy Zwicky i dette nummer af Journalisten. Han sagde sit job op i december hos kinesiske Huawei – i protest. Efter et halvt år, hvor han har forsvaret Huawei i tykt og tyndt, trak han grænsen, da Washington Post kunne afsløre, at telegiganten har været involveret i teknologi, der kan medvirke til at undertrykke uighurerne i Kina.

Til Journalisten fortæller Tommy Zwicky, at det var med åbne øjne, at han tog job hos Huawei, og han vidste, at der ville komme mange svære sager, som skulle forsvares i offentligheden. Men der er en grænse, når man som kommunikatør lever af sin troværdighed.

Man kan kun miste sin troværdighed én gang, siger Tommy Zwicky i vores interview. Det er en barsk sandhed i både medie- og kommunikationsbranchen. Derfor bør historien om Tommy Zwicky få os til at overveje, om det er et ansvar, vi er gode nok til at hjælpe hinanden med. Hvis man er journalist, så har man en bund for sine etiske beslutninger i de presseetiske regler. Hvis man overtræder reglerne, risikerer man at få kritik i Pressenævnet. Det system forstærker etikken og skaber daglig debat på redaktionerne. Men i kommunikationsbranchen risikerer man at stå mere alene.

I årevis har vi diskuteret, om kommunikatører bør have et lignende system. Som minimum et fælles sæt kommunikationsetiske regler, som opstiller rammerne og gør det lettere at sige fra, hvis arbejdsgiveren beder dig gøre noget, du ikke kan stå inde for. Tommy Zwicky fortæller, at hans betingelse for at tage jobbet hos Huawei var, at han ikke ville lyve.

Det er bare et af de principper, som vi sagtens kan rodfæste med et etisk kodeks, så det ikke kun er den enkeltes ansvar. Du skal stadig sige fra, men det er nemmere, hvis du kan pege på det kodeks, du er blevet bedt om at bryde.

Vi ved, at der er et problem. En undersøgelse fra DJ Kommunikation viste i 2015, at 28 procent af kommunikatørerne var blevet bedt om at udføre opgaver, de betragtede som uetiske. Det er et rystende tal.

Mange kommunikationsfolk sidder alene i virksomheder, kommuner, ministerier og organisationer. Det kan godt være, dilemmaerne er nogle andre end i Huawei, men hver dag træffes der svære etiske valg af kolleger, som ofte er alene med deres mavefornemmelser.

Man kan være enig eller uenig med Tommy Zwicky i de valg, han har truffet. Men man må rose ham for at lytte til sin mavefornemmelse og sige fra, når det føles forkert. Det kan vi som branche, og som forbund, kvittere for ved at genstarte debatten om og arbejdet med en fælles kommunikationsetik. Det kan kun gå for langsomt.