Kommunikationschefen gik i protest: ”Jeg skal ikke være Komiske Ali”

Tommy Zwicky har en knude i maven, da han kører ind på kontoret den søndag.
Han er blevet kaldt ”forræder”, ”ludersøn” og ”vodkaklovn”, efter at han blev det danske ansigt på den kontroversielle kinesiske telegigant Huawei. Som kommunikationschef føler Tommy Zwicky, at han kæmper en næsten umulig kamp for retfærdighed og imod falske historier. Problemet er, at dagens historie er rigtig.
Huawei har været involveret i et system, som kan genkende personer fra det undertrykte kinesiske mindretal uighurerne.
Internt i Huawei oplever Tommy Zwicky ikke, at sagen bliver taget alvorligt. Tværtimod. Selv kommunikationschefen kan ikke få de svar, han har brug for, så han kan sætte sig ordentligt ind i, hvad der er sket.
To dage før sendte Huawei en pressemeddelelse ud, som Tommy Zwicky ikke kan stå inde for. Men det er ham, der mandag skal gentage den i pressen og forsvare Huawei.
”Jeg skal ikke være Komiske Ali, der står og siger, at der ikke er noget problem. Det nægter jeg simpelthen,” siger han i dag.
Da Tommy Zwicky ankommer til Huaweis hovedkvarter på Sluseholmen i København, er han næsten alene i bygningen.
Direktøren venter på ham. Mødet skulle være hurtigt overstået, men ender med at tage to timer. Da Tommy Zwicky forlader bygningen, har han sagt op.
Spørgsmålet er, hvorfor Tommy Zwicky ikke havde set det komme. Havde han været en naiv nikkedukke, som blev forført? Brugte Huawei den populære børneværts troværdighed til at forføre danskerne fra børneværelserne?
Ikke hvis man spørger Tommy Zwicky.
”Jeg har ikke været naiv, og jeg er ikke blevet brugt. Jeg vidste præcis, hvad jeg gjorde, da jeg tog jobbet,” siger han i dag.
Det tog halvanden måned og mange samtaler – i en periode nærmest dagligt – før han blev ansat. Det skete på én betingelse.
”Jeg har ikke været naiv, og jeg er ikke blevet brugt. Jeg vidste præcis, hvad jeg gjorde, da jeg tog jobbet.”
Tommy Zwicky
”Jeg gjorde det klart, at jeg aldrig ville lyve for deres skyld. Det var de helt med på, og de lovede, at jeg ikke skulle gøre noget, jeg ikke kunne stå inde for. Den aftale var afgørende for, at jeg tog jobbet. Men det var også den aftale, der slog det i stykker.
Den ærlighed gjorde samarbejdet meget skrøbeligt.”
Det blev en kæmpestor historie, da Tommy Zwicky i december sagde op i Huawei. Medier fra hele verden, fra BBC til Washington Post, skrev om det. Mere end 70 journalister kontaktede Tommy Zwicky for at få et interview. Men på grund af sin kontrakt kunne Tommy Zwicky ikke udtale sig før 1. februar 2021. I dag.
TOMMY ZWICKY
Født 1976 på Nørrebro.
Opvokset i Saxild ved Odder.
Uddannet fra journalisthøjskolen i 2005.
2005: Reporter, TV 2
2005: Tilrettelægger, ’Operation X’, Angel Productions
2006: Tilrettelægger, ’Smæk for skillingen’, DR Ung
2006: Redaktør, DR Ung
2008: Tilrettelægger og redaktionsleder, ’Store Nørd’, DR B&U
2010: Redaktør og tilrettelægger, DR B&U
2013: Redaktør og vært, ’Ultra Nyt’
og andre børneprogrammer, DR B&U
2017: Chefredaktør, Grunnet Film
2018: Tilrettelægger, Nordisk Film
2018: Redaktør, Børneavisen, JP/Politikens Hus
2020: Vice President of Communications, Huawei Danmark
Man kan kun miste sin troværdighed én gang
Jeg besøger Tommy Zwicky i hans lejlighed på Frederiksberg. Vi sidder i coronasikker afstand i hver vores ende af et usædvanligt stort spisebord. Stuen er primært møbleret med fine gamle træmøbler, bortset fra en gigantisk spillemaskine i det ene hjørne.
↑ Tommy Zwicky startede på ungdomsredaktionen i Aarhus i 2006 og fik sit gennembrud, da DR ville lave nyheder til børn. Senere blev han vært på ’Ultra Nyt’ og redaktør på Børneavisen. Foto: Martin Bubandt.
I aftes kom han hjem fra en uges ferie i Mexico, hvor han har prøvet hverken at tænke på, hvad der er sket, eller hvad der skal ske.
”Det er først her bagefter, at det er gået op for mig, hvor belastende det hele har været. Jobbet i Huawei, at stå op til modstand hver dag, det massive pres, efter at jeg sagde op. Jeg havde brug for at trække stikket.”
Men nu er Tommy Zwicky klar til at give sin version af historien. Han har ikke fortrudt et øjeblik. Men han har heller ikke lyst til at smække med døren, selv om han ”godt kan regne ud, hvordan overskrifterne vil blive”.
”Jeg mener stadig, at Huawei på mange måder er en sund virksomhed med nogle af de ordentligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Derfor er jeg også virkelig træt af, at det ender sådan. Ingen vinder.”
Tommy Zwicky
”Jeg mener stadig, at Huawei på mange måder er en sund virksomhed med nogle af de ordentligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Derfor er jeg også virkelig træt af, at det ender sådan. Ingen vinder,” siger han.
Men det kunne ikke være anderledes.
”Jeg kunne ikke stå inde for det, Huawei gjorde med uighurerne. Hvis jeg alligevel skulle stå på mål for det, så ville det koste mig min troværdighed. Det er den eneste vare, jeg har. Man kan kun miste sin troværdighed én gang. Så ville jeg ikke være noget værd, hverken for mig selv eller Huawei,” siger han.
Nødt til at sige op
Tommy Zwicky hører første gang om uighur-historien, da DR’s tech-journalist Henrik Moltke spørger på Twitter 10. december. ”Dette er nyt for mig. Jeg undersøger sagen,” svarer Tommy Zwicky. Men han er skeptisk.
”Der bliver skrevet så meget om Huawei, som ikke passer. Mit første instinkt er: Den holder ikke. Men da jeg går historien efter, kan jeg se, at det ligner god og lødig journalistik,” husker han.
Derfor tager han historien op på morgenmødet dagen efter. Her bliver han overbevist.
”Det er meget nemt at sige ”det passer ikke”. Sådan plejer det at være, men det er der ingen, som siger på mødet. Jeg kan mærke, at det passer. Men jeg kan også mærke, at de ikke tager det alvorligt.”
Tommy Zwicky har det dårligt med historien. Uighurerne i Kina udsættes for voldelig forfølgelse. Nogle placeres i arbejdslejre. Digital overvågning er en central del af Kinas undertrykkelse af mindretallet, som Huawei i årevis har været beskyldt for at medvirke til. Han prøver at få svar på spørgsmål om, hvad der er foregået, og hvad Huawei vil gøre ved det.
”Jeg er selv journalist, så jeg ved godt, hvad medierne vil spørge om. Men de svar kan jeg ikke få.”
To dage efter at historien er breaket i Washington Post, kommer en opfølger. Den franske fodboldspiller Antoine Griezmann stopper samarbejdet med Huawei på grund af sagen. Tommy Zwicky oplever, at telegiganten endelig begynder at tage det alvorligt. Men han synes, de gør det forkert.
”De melder ud, at de er kede af, at Griezmann opsiger samarbejdet. Men de tager ikke utvetydigt afstand fra det, der er sket med uighur-alarmen.”
Tommy Zwicky er frustreret. Han skærper tonen internt, men får stadig ikke svar på sine spørgsmål. På det interne chatforum beder en kinesisk kollega ham om at ”slappe af”.
Den sidste dråbe bliver, da Huawei sender en længere udtalelse til pressen. Der laves også en dansk version. Afsenderen er Huawei Danmark.
”Jeg har brugt et halvt år på at blive ansigtet på Huawei Danmark. Men jeg kan slet ikke stå inde for den tekst,” siger Tommy Zwicky.
”Huawei giver et teknisk svar på et etisk spørgsmål. Der er ingen svar på det, jeg ved, pressen vil spørge om. Enten forstår Huawei ikke problemet, eller også lader man, som om man ikke forstår det. Der står det lysende klart for mig, at jeg bliver nødt til at sige op.”
Før Tommy Zwicky forlader kontoret den fredag, tager han fat i sin nærmeste kollega og fortæller, at han overvejer at sige op mandag. Men så længe går der ikke.
Tommy Zwicky sidder hjemme i lejligheden fredag aften og har det mærkeligt. Knuden i maven er blevet større. Han skriver til Huaweis danske direktør, Jiang Lichao John, og spørger, om han er på kontoret søndag. Det er han, så de aftaler et møde.
”Han er selvfølgelig træt af situationen. Det var jo meningen, at jeg skulle være et skridt i den rigtige retning. Det projekt faldt fra hinanden på det møde,” husker Tommy Zwicky.
”Han vil gerne finde en løsning, hvor jeg bliver, eller hvor jeg i det mindste ikke går i protest. Men jeg ser ingen anden løsning end at gå i protest.”
Dagen efter rykker Henrik Moltke for svar om uighur-alarmen. På Twitter spørger han, hvordan Tommy Zwicky ”forklarer den”.
”Det kan jeg ikke. Og derfor har jeg opsagt min stilling,” svarer Tommy Zwicky i et tweet, han nu har slettet. Næste morgen bekræfter han på sin egen profil, at han har sagt op. Det bliver det sidste, han siger offentligt om sagen.
Fra helt til skurk
I dagene efter vælter henvendelserne ind. Hundredvis af borgere skriver og roser ham for at sige fra. Han føler sig som en helt igen. Kontrasten er massiv til det had, han før fik i indbakken hos Huawei.
”Jeg er blevet kaldt forræder, ludersøn, femtekolonne. Nogen skrev, at man burde gøre mod mig, som man gjorde mod kollaboratørerne efter Anden Verdenskrig. Altså at jeg skulle skydes. Fra den ene dag til den anden gik jeg fra helt til skurk,” siger han.
Hadet var lige så ufortjent som roserne, mener han.
”Men det var overvældende, hvor hurtigt stemningen vendte.”
Tommy Zwicky var vant til at være helten, før han kom til Huawei. Når han fortalte om sit arbejde på ’Operation X’, ’Ultra Nyt’ eller Børneavisen, så fik han ros. Folk syntes, det lød svært og vigtigt.
”Jeg har altid villet være journalist. Lige siden journalisthøjskolen gik jeg meget op i, at det, jeg lavede, var godt, vigtigt og ordentligt. Journalistikken er det eneste i mit liv, jeg har været ambitiøs med.”
↑ Tommy Zwicky følte stemningen skiftede, da han blev ansat hos Huawei. Han skulle nu forsvare både job og værdier. Foto: Martin Bubandt.
Tommy Zwicky husker også sine 12 år i DR som ”hamrende ambitiøse”. Han startede på ungdomsredaktionen i Aarhus, men fik sit gennembrud, da DR ville lave nyheder til børn. På grund af sin blandede baggrund med nyheder og børne-tv blev Tommy Zwicky sat i spidsen for projektet.
”Langt de fleste mente, det var umuligt at få børn til at se nyheder. Jeg kan godt lide at have noget at kæmpe for, men også noget at kæmpe imod. Det er nok den røde tråd i min karriere.”
’Ultra Nyt’ blev med Tommy Zwicky som vært, tilrettelægger og redaktør en succes, der vandt priser. I 2018 blev han redaktør på Børneavisen.
”Igen et ambitiøst og helt umuligt projekt: At få børn til at læse en analog papiravis. Men det lykkedes.”
Overbevist
I foråret 2020 blev han kontaktet af Huawei. Kunne han være den rigtige til at kommunikere Huawei til større troværdighed i Danmark?
”Hvis man kan lide modstand, så var det i hvert fald det rigtige job. Men Huawei overbeviste mig også om, at det var en retfærdig kamp.”
Tommy Zwicky blev tændt af opgaven. Han mente også, at han var den rigtige til at løfte den.
”Huawei var blevet et firma, som man kunne skrive helt utilstedelige ting om. Jeg er stadig rystet over det, folk siger og skriver. Men jeg er især rystet over, at medierne bringer det.”
Samme dag, som Tommy Zwicky blev ansat hos Huawei, følte han, at stemningen skiftede. Nu skulle han forsvare sig til festerne. Ikke kun sit job, men også sig selv og sine personlige værdier.
”Alt, hvad jeg havde gjort og stået for i hele min karriere, det var lige meget. Nu kunne man beskylde mig for hvad som helst.”
Men de negative reaktioner eksploderede, da Huawei lancerede ’Tech med Tommy’ – et tv-format til børn om teknologi, som lignede ’Ultra Nyt’. Kritikken haglede ned.
”Det er de facto den kinesiske stat, der dermed laver børne-tv til danskere via Huawei. Så groft forenklet kan det siges,” sagde Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, som krævede, at regeringen forbød folkeskoler at bruge ’Tech med Tommy’ i undervisningen.
Selv om reaktionerne var voldsommere end forventet, gjorde ’Tech med Tommy’ det, der var meningen. Det slog Tommy Zwicky fast i offentligheden som Huaweis ansigt i Danmark.
Handlede ’Tech med Tommy’ ikke også om, at Huawei ville snylte på din troværdighed som børnevært?
”Det var slet ikke Huaweis idé, det var min. Hvis det mødte noget i Huawei, så var det modstand. Folk kunne ikke forstå, hvorfor vi skulle lave det. Men for mig at se var det chancen for at starte kampen for et bedre ry på min egen hjemmebane. Børne-tv er noget, jeg ved, at jeg er god til.”
”Blev jeg ansat, fordi jeg kunne bruge min troværdighed til at hæve Huaweis troværdighed? Ja, selvfølgelig. Mange børn, forældre og lærere ved, hvad jeg står for, og kender mig som en troværdig person.”
Tommy Zwicky
Der var flere projekter i støbeskeen. Planen, som Tommy Zwicky selv var med til at udvikle, før han tog jobbet, handlede kort sagt om at give folk en ”jeg kan ikke lide Huawei, men dét der er fedt”-følelse.
”Til sidst håbede vi, at folk ville glemme, hvorfor de egentlig ikke kunne lide Huawei. Blev jeg ansat, fordi jeg kunne bruge min troværdighed til at hæve Huaweis troværdighed? Ja, selvfølgelig. Jeg havde et element af ’brand recognition’. Mange børn, forældre og lærere ved, hvad jeg står for, og kender mig som en troværdig person. Det kunne vi bruge. Men det var jeg helt indforstået med, og det er der intet ondsindet i,” siger Tommy Zwicky.
Han tænker sig om.
”Det var også derfor, det faldt fra hinanden. Hvis min troværdighed forsvandt, ville jeg alligevel ikke have nogen værdi for Huawei.”
↑ ”I det øjeblik, jeg sagde op, forsvandt knuden i maven. Så ved man, at man har truffet det rigtige valg,” siger Tommy Zwicky. Foto: Martin Bubandt.
Pisseærgerligt
Jeg mødte Tommy Zwicky første gang for et halvt år siden. Han havde spurgt, om jeg havde lyst til en kop kaffe, så vi mødtes i forårssolen i Københavns Nordvest-kvarter. Dengang fortalte han begejstret om sit nye arbejde og den mediehetz mod Huawei, som han syntes, at jeg burde kulegrave.
”Det er, som om de allermest basale principper om fairness er ophævet, når medierne dækker Huawei,” sagde han.
Nu sidder vi på Frederiksberg, det er gråt vintervejr udenfor, og han har forladt virksomheden i protest. Men Tommy Zwicky fortryder ingenting.
“Det er, som om de allermest basale principper om fairness er ophævet, når medierne dækker Huawei.”
Tommy Zwicky
”Jeg gik ind i jobbet, fordi jeg troede 100 procent på det. Huawei blev udsat for en uretfærdig hetz i medierne – det mener jeg stadig. Derfor er det også pisseærgerligt, at jeg ikke kunne blive og gøre arbejdet færdigt.”
Hvis Huawei havde håndteret sagen anderledes, kunne du så være blevet?
”Det er svært at sige. Jeg kan ikke stå inde for brud på menneskerettighederne under nogen omstændigheder. Men hvis de havde lagt sig ned, taget ansvaret og gjort alt for, at det ikke ville ske igen? Måske. Men jeg tror det ikke.”
Vil gerne grave
Tommy Zwicky startede med at sige, at han får en masse ros, han ikke har fortjent. Det har han tænkt meget over, siden han sagde op, for han vil gerne fortjene den ros. Derfor er han begyndt at læse op på uighurernes situation i Kina.
Er det, fordi du har dårlig samvittighed?
”Ja, jeg har nok dårlig samvittighed over, at det skete ”på min vagt”. Men jeg vil også gerne tage det alvorligt, når så mange mennesker bruger tid på at skrive til mig. Det mindste, jeg kan gøre, er at sætte mig ind i, hvad sagen handler om, før jeg svarer.”
Lige nu er det et fritidsprojekt. Som arbejdsløs har han masser af tid. Men Tommy Zwicky overvejer, om den viden, han har om uighurerne og Huawei, kan bruges journalistisk.
”Det ville jeg gerne grave i. Dybest set skal jeg stille de samme spørgsmål, jeg aldrig fik svar på som kommunikationschef.”
Hvad har du lært af at arbejde for Huawei?
”Jeg har lært, hvor vigtig min troværdighed er for mig. Det er ikke noget, jeg går og tænker over til daglig, men da det blev sat på spidsen, så kunne jeg virkelig mærke det. I det øjeblik, jeg sagde op, forsvandt knuden i maven. Så ved man, at man har truffet det rigtige valg,” siger han.
Journalisten har været i kontakt med Huawei Danmark og forelagt dem Tommy Zwickys udtalelser. Huawei Danmark har ikke ønsket at kommentere. Huaweis svar på historien om uighurerne kan læses her.