”Jeg er en Luke Skywalker, som bare et øjeblik prøver at ånde igennem en Darth Vader-maske”

Det kinesiske firma Huawei har givet journalist René Fredensborg journalistisk frihedsbrev og 20.000 kr. pr. afsnit til i en podcastserie at gå kritisk til Huawei selv. Vi har spurgt, om han har solgt sin sjæl til en særligt udspekuleret form for pr (opdateret kl. 09.15)

”Nyskabende på en virkelig interessant måde.”

Sådan beskriver journalist René Fredensborg selv udgangspunktet for den podcastserie, han for nylig er blevet hyret til at lave.

Den tidligere Radio24syv-vært er blevet ansat af det kinesiske firma Huawei til at lave en kritisk podcast om Huaweis egen rolle i, hvad Fredensborg selv kalder tidens teknologiske koldkrig. Til det formål har han fået udfærdiget et frihedsbrev.

Vi har spurgt René Fredensborg, hvad det alt sammen går ud på.

Hvad er det, du er hyret til at undersøge i den her podcast?

”Jeg er vel hyret til at undersøge Huaweis rolle i den teknologiske koldkrig. De bliver jo beskyldt for at være i lommen på den kinesiske stat. Og for at den kinesiske stat kan beordre dem til at spionere. Jeg prøver at undersøge, hvor meget den kinesiske stat egentlig er indblandet. Og om Huawei rent faktisk kan og vil spionere i Danmark.”

”Det bliver måske op ad bakke at få fuldstændig klarhed over. Men jeg taler med alle mulige eksperter, og jeg prøver jo at gå kritisk til Huawei. Jeg er ikke nået til den store finale – det konfronterende interview – endnu. Men det kommer. Man starter jo heller ikke en film med den endelige skudduel.”

Du er hyret gennem kommunikationsbureauet Friday, der laver pr for Huawei. Hvordan er det kommet i stand?

”Huawei har jo følt, at de ikke rigtig kunne komme til orde i debatten om dem i Danmark. At der var en vis antipati og modstand eller måske fordomme mod dem. Hvordan de så er kommet i tanke om mig, ved jeg ikke. Men måske fordi de tænkte: Hvem er ubestikkelig og uregerlig?”

”Først sagde jeg, at jeg ville tænke over det. Og så fik jeg selv idéen om at lave et redaktionelt frihedsbrev.”

Hvorfor var det vigtigt for dig med redaktionelt frihedsbrev?

”Fordi jeg ikke gider at være i lommen på nogen. They can buy me, but they can’t own me. Jeg ville have albuerum til at stille kritiske spørgsmål. Hvis de bare ville have et skønmaleri, synes jeg, de skulle ringe til Reimer Bo eller Tine Gøtzsche. Det foregår jo i stor stil, at anerkendte DR-værter går til den anden side.”

Er det ikke det samme, du gør her?

”Jo, det kan godt være. Jeg bliver bare væsentligt dårligere betalt, end Tine Gøtzsche blev for de der interviews for Sundhedsstyrelsen.”

”For mig er det også lidt et eksperiment: Hvor langt kan jeg gå? Og er det mig eller dem, der ender med at forlade bordet? Indtil videre har jeg fået lov at have min personlige stil og drille. Jeg er jo lidt en drillepind – jeg driller hele dagen lang. Og jeg har ikke hørt noget for det fra Huawei endnu.”

Hvad betaler de dig, og hvor mange episoder skal du lave?

”Indtil videre har jeg fået 20.000 kroner pr. styk for de første episoder. Jeg fyrede bare beløb af – og så sagde de ja til 20.000. Det er jo, hvad jeg tjener om måneden på at anmelde for Ekstra Bladet. Men her skal jeg bare møde op én dag og optage en podcast. Så der er penge i lortet.”

”Jeg skal måske lave en podcast eller to om ugen, så længe det giver mening. Men det kan jo også være, Huawei trækker stikket i morgen, fordi de synes, det er noget lort. Den, der propper mønten i jukeboksen, bestemmer jo, hvor længe sangen skal vare. Men bestemmer de så også melodien, kan man spørge. Ikke endnu, i hvert fald.”

Har du ikke bare solgt din sjæl og dit gode navn til en virkelig udspekuleret form for pr for Huawei?

”Det må tiden vise. Jeg har i hvert fald lånt min sjæl ud. Der er jo noget stjernekrig over det. Jeg har lige genset hele Star Wars-serien, og det er jo hele tiden et tovtrækkeri mellem det gode og det onde – det gode er jo i det onde, og det onde er i det gode. Jeg føler egentlig, jeg er en Luke Skywalker, som bare et øjeblik prøver at ånde igennem en Darth Vader-maske. Så må vi se, om der er ondskab inde i den.”

Hvad er den ultimative drømmehistorie, du håber at afsløre?

”Jeg håber, at jeg for helvede kan få et ærligt svar fra Huawei på spørgsmålet: Hvem ejer jer – og har den kinesiske stat hånden langt oppe i røven på jer? Og hvis de ikke kan svare ærligt, håber jeg i det mindste, de kan forklare hvorfor. Tænk hvis svaret var, at de ikke kan svare ærligt, fordi de forventer, at nogen lytter med.”

Men er det mest sandsynlige resultat ikke, at du bare ender med at give Huawei et alibi som gennemsigtig organisation, der ikke bare parerer ordrer fra Kinas kommuniststyre?

”Joeh … Eller nej, faktisk ikke. Huawei har jo lovet at komme til det bord, hvor interviewene foregår. Og jeg har fået lovning på svar på spørgsmålet om ejerforholdene, når vi kommer til sidste store skudduel. Men først til den tid kan jeg svare på, hvem der player hvem. Om det hele bare er spil for galleriet eller ej.”

Journalisten har spurgt Reimer Bo og Tine Gøtzsche, om de vil svare på René Fredensborgs kritik mod dem. Det ønsker Tine Gøtzsche ikke.
Reimer Bo svarer:

“Jeg forstår ikke, hvorfor Rene Fredensborg har behov for at pisse på andre. Jeg har så mange frihedsbreve, at jeg kan tapetsere et børneværelse. Men ingen af dem er på kinesisk. Det er jo helt ude i hampen. Siden hvornår har frihed været kinesernes fremmeste dyd?”

 

Opdateret kl. 09.15: Vi har fjernet en sætning fra artiklen, da den indeholdt en kritik, som ikke var forelagt den kritiserede part. 

Opdateret 12/6 kl. 08.47: Den oprindelige sætning og den kritiserede parts svar er tilføjet artiklen. 

6 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
11. JUNI 2020
Det er godt smart af René Fredensborg, at han på forhånd melder ud med, at han er blevet købt og betalt af Huawei, for så er der ikke nogen journalister eller medier, som kan lave en afslørende historie, hvor de blotlægger den alliance.
Troels Leth
11. JUNI 2020
Jeg kender intet til René Fredensborgs meritter, men jeg håber, han har overvejet, hvad Huawei får for deres penge. I min optik køber de et åbenhedsstempel, de kan bryste sig med. Forbindelsen til Friday skurrer i mine ører.

Hvad er det så René Fredensborg tilbyder? Han siger i interviewet med Journalisten, at han venter med det konfronterende interview. Men jeg ville da gerne allerede i afsnit 1 have hørt en Huawei mand m/k fortælle om sit syn på podcasten og lytte til at René holder dem op på aftalen og "rattles the cage" lidt. Der lytter man forgæves med.

Får René Fredensborg udover de 20.000 kr. pr. afsnit dækket omkostninger til fly mv. til Shenzhen, når han skal teste åbenheden - og måske endda møde direktionen? Det var måske ikke med i hans overvejelser, da han "fyrede beløb af".

Han siger det jo selv meget tydeligt: der er penge i lortet.
Michael Jensen
11. JUNI 2020
Rene Fredensborg giver ikke en fuck for noget, så han er umiddelbart den rigtige journalist til at forsøge at udfritte Huawei. Jeg vil dog håbe for Fredensborgs skyld, at han lægger en ordentlig indsats i det. Researcher i bund. Ofte har man oplevelse af at Fredensborg ikke bruger den store tid på at forberede sig. Det er en skam, for han er dygtig og god til at stille skarpe spørgsmål. Det hele kan bare blive et par gear skarpere, hvis han har researchet til bunds. Så bliver interessant at lytte til.
Niels Riis Ebbesen
11. JUNI 2020
Der må godt nok være smalkost i radiobranchen siden René Fredensborg har valgt, at sige ja-tak til at producere reklamer for Huawei, og der vil helt sikkert ske det, at rigtig mange af hans lyttere vil afskrive ham som den kulørte rebel, der leverer noget spændende radio.
Jesper Bech Pedersen
11. JUNI 2020
Det gider jeg!

Det er da et interessant setup og meget overraskende at Huawei tilsyneladende tør blotte sig på den måde. Vi har jo et billede af den her onde statsstyrede "spionvirksomhed".

Bliver spændende at se, om Huawei egentlig ved, hvad de har sagt ja til. Det er jo ikke ligefrem Reimer Bo, de har hyret til opgaven :-)

Flere

Læs også

René Fredensborg blev bortvist – nu svarer han igen: ”Jørgen er ude i et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret”

10. SEPTEMBER 2018

Filmselskab blacklister journalist

15. AUGUST 2014