For syv år siden blev René Fredensborg spurgt, hvordan han så sin fremtid. Det var musikmagasinet Gaffa, der interviewede ham, fordi han lige var debuteret med den mere eller mindre selvbiografiske roman ’Hønsehunde’ om et roadtrip fra en Bon Jovi-koncert i Randers til Roskilde Festivalens medieby. Bogen fik ifølge Jyllands-Postens anmelder ”Klovn til at ligne ren Morten Korch”. Hvordan skal det gå med dig? spurgte Gaffa. 

”Konen mener,” indledte René Fredensborg, ”at jeg ender i Filippinerne ligesom min far, Don Bjarno, der har bygget sig en junglehytte og taget sig en kvinde fra rismarken. Sådan lidt Jørgen Leth-agtigt, bare uden yderligere refleksioner. Jeg synes, det lyder meget fint. Sol året rundt, billige bajere og villige kvinder.”

Det var 2011.

I dag bor René Fredensborg i sin fars filippinske junglehytte, der i mellemtiden er blevet udvidet til hotel og bar. Her bor han med sin nye kone, filippinske Maiza Shine Aberia, som han for en måned siden fik en baby med. Hjemme i Danmark har han seks børn og to ekskoner. Og en hel del brændte broer.

Han har været i Filippinerne, siden han i juni 2018 blev bortvist fra Radio24syv, fordi han havde plantet narko i en autocamper, som en kollega kørte via Sverige til Bornholm.

Snakker som et maskingevær

Journalisten er taget til det sydøstasiatiske ørige for at høre, hvad der egentlig skete den dag i juni – og hvad der ellers er hændt siden og inde i det renefredensborgske liv.

En hvid van af mærket Hyundai triller ind på parkeringsområdet foran den lille lufthavn i Tagbilaran. Vi er på den filippinske palmeø Bohol. René Fredensborg ruller vinduet ned, stikker sit skæggede hoved ud og trykker hornet i bund. Han og jeg har ikke mødt hinanden før, men enten kan han genkende mig fra mit profilbillede på Facebook, hvor vi har skrevet sammen, eller også skiller jeg mig bare ud.

Med et greb om min rullekuffert skridter jeg hen mod bilen. Ud fra den hopper hans kone, der har siddet på passagersædet, og sætter sig bagi. I favnen har hun deres baby, Lily, som er en måned gammel.

René Fredensborg, der har en løs blå skjorte og sorte Ray Ban-solbriller på, når knap nok at sige hej, før han er i gang med en historie. Han snakker som et maskingevær. Han taler om familiesammenføring, om præsident Dutertes kamp mod narko, om at de spiser hunde i Filippinerne, selv om det er blevet forbudt, om Beyoncés vokal, om hvorvidt pytonslanger er farlige, om kærlighed. Fortæller, at han gerne vil udgive en plade med sine egne sange – han skrev en del sange tidligere, men han har ikke nogen stor sangstemme, hvilket dog ikke er et problem for Lou Reed og Bob Dylan.

Vi hører en Bon Jovi opsamlingsplade. Det er den eneste cd, han har. Efter lidt tid drejer han af ved et hotel, hvor parret ofte spiser sen morgenmad, fordi det er ”det eneste sted, der kan lave ordentlig bacon”. Der er swimmingpool og velfriseret græs.

Da vi sætter os ved et bord med udsigt over bugten, fortæller René Fredensborg Shine, at min kæreste hjemme i Danmark er gravid med tvillinger.

”Næste gang vil jeg også have tvillinger,” siger hun og griner.

”Det har jeg slet ikke råd til. Så skal jeg have et job først,” svarer han.

En ryggesløs machomand

Siden René Fredensborg blev uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 2001, har han arbejdet som kulturjournalist på Urban, Nyhedsavisen og senest Radio24syv, hvor han indtil juni i år havde to ugentlige programmer. Indtil da skrev han også klummer i Berlingske.

Nogle gange skriver han i Filmmagasinet Ekko og Euroman, og han stod bag programmet ’Den Halve Sandhed’ på DR2, hvor han blandt andet prøvede at genbesætte Christiania og søgte optagelse i Bandidos. På Nyhedsavisen nåede han at blive bortvist og genansat af chefredaktør David Trads, fordi han havde kastet med brosten i forbindelse med dækningen af urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset. I en artikel i Filmmagasinet Ekko fra 2011 om filmbranchens påståede nepotisme beskrev han, hvordan han fik tilbudt kokain af en konsulent fra Det Danske Filminstitut. Det skabte en del opmærksomhed, ligesom det gjorde, da han sidste jul i radioprogrammet ’René Linjer’ tog MDMA med tre gæster, blandt andre instruktør Søren Fauli. For ikke at tale om sidste sommer, da han i Berlingske skrev klummen

’Vi er nogle, der drager mod øst, fordi danske kvinder er umulige at have med at gøre’, hvor han blandt andet fortalte, at hans nye hustru vasker hans underbukser i hånden.

Generelt er han kendt som en kontroversiel figur i mediebranchen, en ryggesløs machomand, der gør, som han vil. Det dyrker han også lidt. Han bestiller for eksempel en mango daiquiri til morgenmad.

”Der er ikke noget som at få sådan en lille én, mmm,” siger han, mens han sipper til den gule romdrink.

Siden han blev bortvist fra Radio24syv, har han skrevet på en roman med titlen ’Sjuft’. Den handler om hans far, Bjarne – eller Don Bjarno – som han hele tiden taler om. For tiden er han på Thulebasen i Grønland, hvor han tjener penge som blikkenslager.

Renés far

For at forstå René Fredensborg må man forstå hans far.

På en rasteplads et sted mellem Kolding og Vamdrup blev René lavet på bagsmækken af en gammel bil, fortæller han. Han voksede op i to hjem og kan ikke rigtig huske noget fra barndommen. Han blev smidt ud af Vestre Vamdrup Skole, fordi han var en ”konstant udfordring for sine omgivelser”. Da han fortalte det derhjemme, syntes faren bare, det var fedt. Ikke mindst fordi han selv var blevet smidt ud af den samme skoleinspektør to årtier forinden.

Senere introducerede han sin søn for mange af voksenlivets lyksaligheder. Hash, blandt andet.

Var han en god far?

”Ja. Han var kærlig. Især når han var fuld. Han tog sig af mig. Mange har sagt: Du ligner din far, du er lige så grænseoverskridende og normløs. Nej, jeg har faktisk refleksion, plejer jeg at sige. Men jeg kan godt se, at jeg på mange måder gentager hans mønster.”

Har du forsøgt at gøre noget andet end ham?

”Ja, jeg var jo i et langt forhold med min ekskone. Men jeg gik så også en del i byen. Kneppede nok også lidt udenom. Jeg har en drift mod druk og hor og narko. Det har jeg simpelthen.”

”Jeg er faktisk ikke kriminel”

Da vi er kommet hjem til hotellet, Icebear Bar & Tourist Inn, plasker René Fredensborg rundt i swimmingpoolen. Egentlig er han en dårlig svømmer, siger han, men i poolen kan han bunde, og så har han fundet ud af, at han godt kan lide at ligge og flyde med benene i redningskransen med halvdelen af hovedet under vand, så ørerne er dækket. På den måde dæmpes alle lydene inde i hans hoved – og der er ellers sjældent ro derinde, skulle han hilse og sige.

I baren sidder en teenagepige med hans datter i favnen. Tre søstre til farens kone og seks kusiner bor på hotellet. Og en fætter. Rundt om hjørnet bor der endnu flere. Alle er nærmeste familie, hvilket er praktisk, når man har en datter på en måned.

Da han kommer op fra vandet, snupper René Fredensborg en flaske øl i baren og finder sin telefon frem.

Han bøvser.

På Facebook opdager han et opslag fra en dansk kvindelig journalist om det, hun kalder ”det omsiggribende tiggeri på Facebook”. I opdateringen omtaler hun Fredensborg som ”en af de seneste tiggere på Facebook”; ”en yngre herre, som gerne vil have sit nye liv under eksotiske himmelstrøg crowdfunded”. Hun slutter med ordene: ”Han blev fyret fra sit job efter en kriminel handling” og sætter trumf på med et ”Suk!”.

Det, hun refererer til, er en opdatering, René Fredensborg for nylig lavede, hvor han opfordrede sine facebookvenner til at donere en krone til bogen. Så vil de få den i rabat, når bogen udkommer. 

Straks skriver René Fredensborg en privat besked til hende, og de to diskuterer lidt frem og tilbage. Det er især ordet ’kriminel’, der går ham på.

”Jeg er faktisk ikke kriminel, jeg er ikke sigtet for noget af nogen,” skriver han til hende, og de ender med at slutte en slags fred. Han kaster sig ellers ikke så tit ind i facebookdiskussioner længere, siger han. 

”Shine har en god indflydelse på mig.”

Hashen i autocamperen

Jeg spørger, om det ikke er på tide, at han fortæller hele historien om bortvisningen. I detaljer. Så det gør han. Og her er René Fredensborgs version:

Nogle dage inden Folkemødet 2018 spørger han sine kolleger på Radio24syv til de autocampere, som han og nogle af de andre plejer at sove i.

Radiostationen holder til på campingpladsen Sandvig, et par kilometer uden for Allinge. Med en mellemleder har han talt om at få nogle øl ind i autocamperne, fordi der er køleskabe, og så vil der jo altid være en kold øl, når man kommer hjem om aftenen.

Tirsdag skal han køre sin datter på efterskole. På vejen kommer han forbi Radio24syv, og han ser de parkerede autocampere. Han stopper bilen og går ind og spørger, hvor længe de bliver holdende. Klokken syv kører radiostationens assistenter bilerne til Bornholm, får han at vide, og klokken er fem nu. Med sin datter løber han en tur i Netto på den anden side af Kampmannsgade og køber en ramme øl.

”Hey, vi skal lige på Staden, jeg skal have noget at ryge med,” siger han til hende, og de kører derud. Hun venter i bilen, mens han køber et gram ’blomsterhash’.

Da de er tilbage, lægger han rammen med øl i køleskabet og prikker med en finger et hul i plastikken, som han kommer hashen ind under.

”I en periode har jeg haft en lille pose med noget MDMA liggende i bilen, så jeg tænker, at det smider jeg også lige i. Det er under et halvt gram.”

Du har MDMA liggende i bilen?

”Ja, men det er, fordi jeg i et stykke tid nok har haft et misbrug af det ene og det andet. Jeg har simpelthen haft stoffer liggende alle steder.”

Hvorfor tager du ikke selv de her ting med?

”Det burde jeg også, og året inden kørte jeg selv i bil derover og havde noget lignende med. Men tilfældet er, at jeg skal flyve, fordi jeg skal lave et program, der slutter torsdag eftermiddag, så jeg kan ikke nå at køre med autocamperen.”

Og hvorfor tager du det ikke bare med i flyet?

”Jeg forestiller mig, at de der narkohunde vil kunne lugte det. Jeg har tit smuglet – også i fly – og tricket er først at rulle joints og så putte dem ned i en pakke cigaretter. Det ville jeg have gjort normalt, men det hele er lidt spontant og huhej-panik.”

Hvad sker der så?

”Så kommer jeg til Bornholm, og jeg møder Mikael Bertelsen og måske også Mads Brügger, som inviterer mig med på Nordlandet. Det er sådan et kulturelitespisested mellem Sandvig Camping og byen. Inden jeg tager derover, kigger jeg lige ind i min autocamper for at sørge for, at alle bajerne er der. Men hashen er væk. Det er et mysterium, tænker jeg. Nogen må lave sjov med mig. Jeg kan ikke huske, hvem jeg har fortalt, at den er der, men jeg er jo åbenmundet. Nå, vi tager ned og spiser, og da de andre cykler videre i byen, kommer jeg i tanker om, at jeg mangler mine ting, så jeg tager tilbage til campingpladsen. Jeg vil også lige skifte skjorte og have en øl. Der møder jeg et par ansatte fra radioen, som har den nøjagtig samme pose blomsterhash, som jeg mangler. Jeg tror et øjeblik, at de har taget min for at drille mig, og vi laver en masse jokes. Vi ender med at ryge det og have det sjovt. Jeg bliver megaskæv og mødes senere med Mads og Mikael, og alle er skæve. Det må man godt være på radioen. Altså, på Radio24syv er der ikke nogen, der ikke kan lide at ryge. Lad mig sige det sådan. Men jeg ender tilbage på campingpladsen og går i seng.”

For sjov, men med lidt alvor

Omkring klokken to om natten banker det på autocamperens dør. Udenfor står en af de unge assistenter, der har kørt den til Bornholm.

”Hvad fanden tænker du på?” spørger assistenten. ”Hvad tænker du på at smugle stoffer gennem Sverige, hvor det er så ulovligt?”

René Fredensborg er rundt på gulvet. Seancen varer et par minutter. Der står også en anden assistent, som kaster posen med hash hen til Fredensborg:

”Rolig, René, det er bare for sjov.”

Assistenten siger, at han har kunnet lugte hashen i autocamperen og derfor har taget den. De laver altså en practical joke med René Fredensborg. Hvornår assistenten har taget hashen, finder René Fredensborg aldrig ud af.

”Det er for sjov, men der er lidt alvor i det,” siger René Fredensborg i dag.

”Så jeg siger: Altså det må I undskylde, men skal vi ikke bare dele det? Og så betragter jeg den potte som ude.”

Resten af Folkemødet tænker han ikke videre over det. Historien bliver ”årets folkemødeanekdote”, og han har ikke tal på, hvor mange han fortæller det til.

”Ved du, hvad du er: Du er et fucking gigarøvhul”

Men potten er ikke ude. Mandag formiddag er René Fredensborg tilbage på radioen for at spise frokost med sin søn. Chefredaktør Jørgen Ramskov kommer hen og beder Fredensborg kigge op på sit kontor. ”Hvad var der i den autocamper,” spørger han på kontoret.

”Og hvis jeg var strategisk, havde jeg jo bare benægtet alt,” siger René Fredensborg i dag. ”Men det er jeg ikke, så jeg siger, at der var det og det, og at det ikke var med vilje, og at vi har ordnet det internt. Og så siger Jørgen: Er du klar over, hvad det kan koste i Sverige? Jeg siger nej, det er jeg faktisk ikke, og så taler han om varetægtsfængsling og alt muligt. Jeg siger: ”Prøv at høre, Jørgen. Hvis de var blevet stoppet, havde jeg jo til enhver tid sagt, at det var mig.” Men han synes, det er kynisk. Han burde fyre mig på stedet, siger han, så jeg tænker, at hvis han ikke har gjort det nu, så gør han det nok ikke.”

På vej fra chefredaktørens kontor møder han programchef Mikael Bertelsen, som René Fredensborg husker sige noget i retning af:

”Den skal vi nok få fikset. Det er dumt, men vi må se, hvad vi kan gøre. Måske slipper du med en advarsel.”

Den følgende dag får René Fredensborg en mail om, at han skal til møde med Jørgen Ramskov, og at han kan tage sin tillidsrepræsentant med.

”Jeg kommer derind, og han siger, at de er nødt til at bortvise mig. Det synes jeg er ret vildt, siger jeg. Kunne man overveje andre muligheder? Fyring, orlov … Jørgen kan jo være ligeglad med mit privatliv, men jeg har en sag i Udlændingenævnet. Hvis jeg ikke har arbejde, kan min kone ikke få visa, og så kan jeg ikke få mit barn og min kone til landet. Det er min egen skyld, det ved jeg godt, jeg spørger bare, om der findes andre muligheder. Det gør der ikke, siger han. Så siger jeg: ”Ved du, hvad du er: Du er et fucking gigarøvhul.” Og så går jeg.”

Efterfølgende hører René Fredensborg på rørene, at han må forstå, at der er et politisk spil om et medieforlig i gang. Idéen om, at Dansk Folkeparti skulle interessere sig for, om han har taget stoffer med til Bornholm eller ej, finder han latterlig.

”Jeg er jo ikke en person, der bøjer hovedet”

Efter en uge flyver René Fredensborg til Filippinerne.

”En del af mig har lyst til at hævne sig, og en del af mig er strategisk og tænker: Jeg må bøje hovedet. Men jeg er jo ikke en person, der bøjer hovedet. Den bestyrelse, der har taget den beslutning … Det er hjerteløst.”

Men er det ikke også hjerteløst at plante stoffer på andre, som de uvidende smugler til Sverige?

”Jo. Men det er som at hugge en hånd af for at stjæle. Er det virkelig nødvendigt?”

Hvordan har du det med de assistenter?

”Det var jo kun den ene, der var i bilen.”

Hvordan har du det med ham – har han ikke børn derhjemme?

”Nej, han har ikke børn. Men jeg har det fint. Vi har talt sammen, og jeg har sagt undskyld. Han ønsker ikke, at sagen skal op.”

Men kan du ikke se, at det er langt over stregen?

”Jo. Jeg har udsat andre for en potentiel fare. Men altså. Vi kan jo ikke fastslå, at den pågældende chauffør ville være blevet varetægtsfængslet eller have fået en dom. Jeg ville jo have sagt, at det var mig.”

Han holder en pause.

”Altså. Vi har sendt assistenter til Staden for at købe hash til vores julefrokoster og sommerfester, hvor cheferne også var med. Der var da ikke nogen, der havde et problem med, at de cyklede ud på Christiania og købte 10 gram hash og løb en risiko.”

Bad du dem om det?

”Ikke nødvendigvis mig. Det var bare noget, der skete. Vi taler om en kultur på radioen, der lægger op til, at folk har det ene og det andet med. Og der er en afart af hykleri over, at man henretter ham, der fik en anden til at transportere noget, man selv sidder og ryger. Altså tager vi stoffer, eller tager vi ikke stoffer? Det sjove er, at det viste sig, at der slet ikke var hashmangel i 24syv-lejren på Bornholm. Vi fik det dårligt nok røget.

”Jeg kommer fra en grænseløs kultur, som passede godt til mig. Og radioen”

Sidst på eftermiddagen skal vi på tur til den nærliggende Alona Beach for at drikke sundowners. Inden Hyundaien kører fra Icebear Bar & Tourist Inn, dukker Tim Ringer og hans kæreste op. Ringer er en rund, hjertelig amerikansk mand med en vidunderlig mimik. Han er fra Ohio, hvor han har en mobilehome-business, og han fortæller historier om at sniffe kokain med rockmusikere i 1960’erne. Nu er han blevet kæreste med René Fredensborgs hustrus mor – det gør relationerne i bilen lidt uigennemskuelige. Jon Bon Jovis stemme brøler ud af højtalerne:

”Now, this boy’s addicted because your kiss is the drug, whoa, you’re love is like bad medicine.”

Jeg spørger René Fredensborg, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at tage stoffer.

”Fordi man udvider sin bevidsthed. Hvis du tager MDMA ædru og drikker vand, så er det et totalt bevidsthedsudvidende sanseligt stof. Derfor kan man godt bruge det kreativt. Jeg har røget så mange fede i radioen, sammen med gæsterne. I programmet ’Syvkabalen’ var det jo meningen, at vi skulle beruse os. Man må bruge det forhåndenværende søms princip: Hvad kan vi gøre for at peppe den her samtale op?”

Han fortæller, at han faktisk lige har skrevet til en tidligere kollega, der arbejder på en journalistuddannelse, og tilbudt sin undervisning i faget ’det manuskriptløse interview’. Kurset skulle hedde ’Tør du tabe kontrollen’, for ifølge René Fredensborg stiger kvaliteten af interviews proportionalt med, at intervieweren lytter i stedet for at fokusere på næste spørgsmål.

”Prøv at tænke på, hvor kontrolleret journalistik er,” siger han.

”Når Poul Erik Skammelsen går ind i TV 2’s studie klokken 22, så er det hele orkestreret. Det synes jeg er lidt skræmmende. Jeg ved, at de har koreograferet mine nyheder – jeg må ikke kede mig. Hvorfor kan de ikke bare sætte sig ned og snakke om noget, der er vigtigt? Det er det, jeg godt kan lide ved radio. Vi sætter os bare ned og taler om tingene.”

Hvad kan man gøre for at modgå al den kontrol?

”Der er nødt til at være mere anarki. Det er derfor, Radio24syv er vigtig. Der er sket så mange vilde ting derinde, og det er fint nok. Folk er på det ene og det andet – og hvad så, hvis det fungerer? Man kan ikke have en moralsk diskurs i journalistik, hvor man skal være hellig for at kunne beskæftige sig med andre.”

Er der slet ikke nogen grænser?

”Jeg synes ikke, man skal plyndre og voldtage.”

Men kan man møde op påvirket af stoffer hver dag, hvis det virker?

”Ja, det synes jeg faktisk godt, man kan. Hvis det virker. Jeg kommer fra en grænseløs kultur, som passede godt til mig. Og radioen. Det er nok slut.”

Han holder mit blik.

”Men altså. Jeg synes, programmet ’AK24syv’ har været et forsøg på at ryste posen med kulturjournalistik. Den spontanitet eller tilstedeværelse – at jeg ikke tænker på strategi, men bare er til stede, er en radiokvalitet, jeg har. Frem for det koreograferede. At jeg ikke tænker langsigtet og 360 grader, gør mig til en god journalist. At jeg ikke nødvendigvis har de samme grænser eller den gængse moral. Det er man glad for inde på radioen – når jeg altså ikke lige smider en pose hash ind i en bil. Det, der gør mig til en god journalist, er det samme, der gør mig til et dårligt menneske. Og en dårlig kollega i det her tilfælde.”

”Der er ingen tvivl om, at jeg svigter mine børn ved at være her”

Fordi mit besøg er så kort, insisterer René Fredensborg på om morgenen at tage mig med på en lynturisttur til de særlige bakkeformationer Chocolate Hills. Børnene har fri fra skole – påstår de i hvert fald – det er muslim holiday, men ingen kan helt regne ud hvorfor.

Ud over René, hans hustru, babyen og mig klemmer vi syv familiemedlemmer ind i Hyundaien.

”Har vi alle børnene med? Ræk hånden i vejret, hvis I ikke er her,” siger René Fredensborg på engelsk.

Børnene skriger af grin, da vittighedens pointe går op for dem.

”Det er altid noget, jeg har nogle børn hernede,” siger han henvendt til mig.

René Fredensborg har taget en hawaiiskjorte på, som han har købt for en femmer, og som får ham til at ligne komikeren Carsten Bang klædt ud som Hunter S. Thompson.

Bon Jovi buldrer derudad, og børnene synger med på omkvædene.

Vi taler om hans børn i Danmark. Ud over babyen har René Fredensborg en datter på 23, en på 17, en søn på 15, to tvillinger på fem og en treårig søn.

”Jeg bliver nødt til at tage hjem igen. Jeg skal jo se dem.”

Har du dårlig samvittighed?

”Der er ingen tvivl om, at jeg svigter mine børn ved at være her. Og det er der, jeg ser et gentagelsesmønster. Når jeg tager herned og stifter ny familie, hvad tror du lige, mine børn tænker? Min søn på 15 er okay, han er jo min søn, og han gentager sikkert selv det samme mønster. Men mine døtre på 17 og 23 …”

Hvad siger de?

”Hende på 17 skælder mig hele tiden ud, den anden har jeg ikke kontakt til. Jeg tænker lidt, det er som at være sømand eller soldat. Så er man også væk i tre måneder, det må ens familie derhjemme ligesom tåle. Jeg tror godt, børnene kan genkende deres fædre, når de kommer hjem. I Danmark ser man mere sådan på det, at hvis man ikke er der hele tiden, så bliver det traumatisk. Jeg får også sms’er om, at jeg burde skamme mig.”

Gør du det?

”Jeg har skrevet til min ekskone, at det gør jeg.”

Skammer du dig i virkeligheden?

”Nej. Det gør jeg faktisk ikke. Men jeg skriver det til hende, for jeg vil gerne imødekomme hendes kritik. Det er jeg klog nok til, det er refleksion. Det ville min far aldrig gøre.”

Tror du, det har en effekt?

”Nej, hun kender mig så godt, at hun godt ved, jeg ikke skammer mig. Men der er heller ingen grund til at skamme sig. Jeg er ikke gift med hende.”

Men føler du, du tager ansvar? Betaler du for eksempel børnebidrag?

”Ikke lige nu. Det har jeg overladt til staten, fordi jeg ingen penge har.”

Er du en god far?

”Jeg har aldrig fået kritik for ikke at være en god far – ikke engang af mine ekskoner, som hader mig som pesten. Jeg er nærværende, jeg leger med mine børn. Men når musikken spiller, så kommer jeg ikke hjem. Jeg lukker altid festen,” siger han.

”Wo-oooah, we’re halfway there,” skriger børnene bagi.

”Oo-ooh, livin’ on a prayer.”

En kold tyrker i varmen

Da det er tid til afsked, fylder René Fredensborg endnu en gang bilen op med den halve familie. Han insisterer på at følge mig til lufthavnen.

Vi kører gennem Tagbilaran, der larmer af dythorn og råb fra markedspladsen. En midaldrende lokal mand iført en T-shirt med teksten ’I LOVE MY HUSBAND’ krydser vejen. Bag ham står en ko.

For første gang på hele turen slukker René Fredensborg for Bon Jovi. I stedet sætter han sangen ’Dreams’ med Ryan Adams’ band Whiskeytown på. Det er en coverversion af Fleetwood Macs hit, som han hørte, første gang han var skæv. Siden har han næsten altid hørt coversangen, når han har taget stoffer.

”Hver gang jeg hører den, tænker jeg på, hvor skæv jeg har været,” råber han og griner.

”Det liv er ovre nu.”

Han holder en pause.

”Ej, det er sgu nok ikke helt slut. Men det har da været meget godt at få en lærestreg. Og en kold tyrker i varmen.”

Bilen glider ind på lufthavnens parkeringsområde, og vi tager afsked. Jeg krammer både ham og hans hustru og siger farvel til de mange børn i bilen. Triller min rullekuffert hen over asfalten og forbi en strengt udseende politimand, der vil se mit boardingpas. Af en eller anden grund synes jeg, der lugter lidt af hash. I stedet for at gå direkte mod sikkerhedstjekket drejer jeg til højre og gør holdt på toilettet, hvor jeg i en bås åbner alle kuffertens rum. Ikke fordi jeg tror, der er noget. Men der sker jo ikke noget ved at tjekke. For en sikkerheds skyld.

Hashkultur på Radio24syv?

Journalisten har kontaktet administrerende direktør og chefredaktør på Radio24syv Jørgen Ramskov, kanalcheferne Mikael Bertelsen og Mads Brügger samt tillidsmand Emma Oehlenschläger for at høre, om de kan genkende René Fredensborgs version af begivenhederne – og anklagerne om den påståede kultur på radioen. 

”Det er ualmindeligt groft at påstå,” siger Jørgen Ramskov, ”at alle på Radio24syv kan lide at ryge hash. At der er ’en kultur på radioen’, der lægger op til, at folk har det ene og det andet med. Det er totalt udokumenteret, og det er et angreb på de mennesker, der ikke opfører sig som René. Jeg vil tro, at der på radioen er lige så mange, der ryger hash, som i befolkningen i almindelighed.” 

Så du kan slet ikke genkende anklagerne?

”Overhovedet ikke. Nogle ryger selvfølgelig hash privat, og til det vil jeg sige: Hvad de foretager sig i deres fritid, må de selv om, så længe de kan passe deres arbejde. Og hvis vi får at vide, at en person har røget en potcigaret til en fest i fredags, så bliver vedkommende ikke fyret. Men det er ikke det samme som, at der er en kultur, der lægger op til, at stoffer er okay. Det er total absurd.”

Kan du genkende hans version af begivenhederne omkring Folkemødet?

”Nej. Det er et ynkeligt forsøg på at bortforklare, at manden smugler MDMA hos en underordnet medarbejder, der ikke har nogen mulighed for at opdage, hvad der foregår. Idéen om, at hvis den pågældende medarbejder var blevet stoppet, så ville René cykle over og sige: ’Det var bare mig’, er jo helt på månen. Tror han virkelig, at den person, der kører bilen, ikke vil blive straffet?”

Hvad med påstanden om, at assistenter sendes til Christiania til julefrokoster?

”Det har jeg aldrig hørt før. Men jeg kan garantere for, at der ikke er nogen chefer på Radio24syv, der har sendt assistenter ud efter hash til en julefrokost. Det er et ynkeligt forsøg på at fjerne fokus fra det, René har foretaget sig: Nemlig helt bevidst bragt en anden medarbejder – og i øvrigt radioen – i risiko ved at bruge en af radioens biler og en intetanende medarbejder til at smugle stoffer. Det er kernen i sagen.”

Har bortvisningen noget med det forestående medieforlig at gøre?

”Nej. Jeg har aldrig hørt noget så dumt. Prøv at ringe rundt til alle de medieledere, du kan komme i tanker om, og spørg dem, hvad de ville gøre, hvis de havde taget en medarbejder i sådan noget her.”

Hvorfor blev han bortvist og ikke fyret?

”Fordi det er så groft på den her måde at bringe en kollega i fare.”

Så du har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, om straffen var for hård?

”Ikke efter at jeg har fundet ud af, hvad der er foregået. Overhovedet ikke. Efter mit møde med René, hvor jeg fik hans version af sagen, var min indstilling, at han skulle bortvises. René har foretaget sig noget, der er uden for kategori ukollegialt. Og derfor bliver han bortvist. Og det var helt og aldeles mit eget valg, som jeg står 100 procent ved,” siger Jørgen Ramskov.

Tillidsrepræsentant Emma Oehlen­schläger ønsker ikke at kommentere den konkrete sag om René Fredensborgs bortvisning med henvisning til sin tavshedspligt, men hans anklager om, at der skulle være en stofkultur på Radio24syv kan hun ”overhovedet ikke” genkende:

”Jeg synes, vi har sjove fester, men de foregår på almindelige festvilkår. Ligesom til alle andre fester kan der sagtens være nogen, der tager stoffer eller ryger en joint ude bag et træ – det kan jeg ikke afvise – men at der skulle være tale om en kultur, kan jeg helt afvise.” 

Hun har ikke hørt om, at assistenter skulle være blevet sendt til Christiania for at købe hash til radioens fester, og understreger, at hun generelt er overrasket over Fredensborgs fremstilling af radioen.

”Mit indtryk af huset strider meget imod det, han fortæller om,” siger hun.

Journalisten har også talt med programchef Mikael Bertelsen, som ikke ønsker at kommentere sagen eller anklagerne. 

I en mail til Journalisten skriver den anden programchef, Mads Brügger, at heller ikke han har nogen kommentarer ”mest af hensyn til René Fredensborg, som jeg fortsat betragter som en af Danmarks bedste radioværter. Det må du gerne citere mig for”. 

Efter Journalistens interview med Jørgen Ramskov erkender René Fredensborg, at udsagnet ”På Radio24syv er der ikke nogen, der ikke kan lide at ryge hash” er upræcist, og han modificerer det til: Der er ikke nogen, der ikke kan lide, at der bliver røget hash. Og han fastholder, at der er en udvidet festkultur på Radio24syv:

”Jørgen sad sådan set selv og røg med på en af mine joints på Folkemødet for to år siden. Det kommer til at lyde, som om kulturen er skyld i min smugling, Det siger jeg ikke. Jeg tager ansvar, men kulturen er måske forklaringen på, hvordan det kan ske. Jeg vil faktisk påstå, at Jørgen er ude i et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret ved blot at sende mig ud af skolegården, mens der stadig sidder 15 ballademagere og griner. Jeg er på ballademagernes side, for det er dem, der er radioen. Jørgen kan roligt tage sin ørering ud og lade håret klippe. Han begynder at ligne et omvandrende parcelhus, fyldt med angst, benægtelse og småborgerlige holdninger.”

Journalisten har efterfølgende spurgt Jørgen Ramskov, om det passer, at han har røget hash på Folkemødet med René Fredensborg, hvilket han ikke afviser:

”Det kan jeg faktisk ikke huske. Det må jeg være fuldstændigt ærlig at sige. Jeg er en af de mange danskere, der har røget hash. Men det er sagen fuldstændigt uvedkommende, for jeg skelner meget klart mellem, hvad man laver på sin arbejdsplads og i sin fritid.”

”Rene blev ikke bortvist for at ryge hash i sin fritid eller være en ballademager. Rene blev bortvist for ukollegial og uacceptabel adfærd, da han lod en intetanende kollega smugle ulovlige stoffer i en af radioens biler. Punktum.”