Rene Fredensborg: Jeg tror heller ikke, jeg arbejder for Huawei mere

Den tidligere Radio24syv-vært, der tidligere i år blev hyret til at gå kritisk til Huawei i en podcastserie, ved ikke, om han fortsat arbejder for firmaet. ”Jeg kan blot konstatere, at de ikke har bestilt flere afsnit”

Som Journalisten skrev tidligere i dag, har kommunikationschefen for den kinesiske techgigant Huawei i Danmark, Tommy Zwicky, valgt at sige op.

Ifølge et nu slettet tweet er det angiveligt på grund af Huaweis medvirken til undertrykkelse i Kina. For nylig afslørede Washinton Post, at Huawei har testet ansigtsgenkendelse, der kan identificere det muslimske mindretal uighurerne og alarmere politiet.

Netop overvågning af uighurerne berøres kort i et afsnit af podcasten ’Den røde tråd’, som Huawei tidligere i år hyrede forhenværende Radio24syv-vært René Fredensborg til at lave. Men ligesom Tommy Zwicky tror Fredensborg også, at han er ude af sit engagement med Huawei igen.

”Jeg tror heller ikke, jeg arbejder for dem mere,” skriver han i en besked.

Ved intet

René Fredensborg var hyret til opgaven gennem kommunikationsbureauet Friday og forklarer, at han ingen direkte kontakt har til Huawei.

”Jeg kan blot konstatere, at de ikke har bestilt flere afsnit,” skriver han og tilføjer, at det jo kan betyde alt muligt – for eksempel at de ikke er tilfredse med serien.

”Jeg ved intet, men står selvfølgelig til rådighed som organ, hvis Tommy og Huawei vil rede trådene ud,” skriver René Fredensborg.

Fik frihedsbrev  

Tilbage i juni kaldte han i et interview sin opgave for Huawei for ”nyskabende på en virkelig interessant måde”.

I forbindelse med podcastserien havde han fået udfærdiget et frihedsbrev, så han havde ”albuerum til at stille kritiske spørgsmål”.

”For mig er det også lidt et eksperiment: Hvor langt kan jeg gå? Og er det mig eller dem, der ender med at forlade bordet? Indtil videre har jeg fået lov at have min personlige stil og drille. Jeg er jo lidt en drillepind – jeg driller hele dagen lang. Og jeg har ikke hørt noget for det fra Huawei endnu,” sagde René Fredensborg.

0 Kommentarer

Læs også

Huaweis kommunikationschef i Danmark siger op

Huaweis kommunikationschef i Danmark siger op

15. DECEMBER 2020
Automatisk kladde 18

”Jeg er en Luke Skywalker, som bare et øjeblik prøver at ånde igennem en Darth Vader-maske”

11. JUNI 2020