
Tine Aurvig-Huggenberger er direktør i Kreativitet & Kommunikation, der repræsenterer den danske bureaubranche. Foto: Christian Hoyer
”Kommunikations- og bureaubranchen har det rigtig, rigtig hårdt,” fortæller Tine Aurvig-Huggenberger.
Hun er direktør i bureauernes brancheorganisation, Kreativitet & Kommunikation. Journalisten kontakter hende for at få en status, her to måneder efter at coronaen lukkede store dele af samfundet.
”Vi taler om en gennemsnitlig nedgang i omsætningen på 30 procent,” siger hun.
”De er alle sammen ramt”
Bureauerne er ramt på forskellige måder, fortæller Tine Aurvig-Huggenberger.
”Hvis vi tager event-branchen, så er de fuldstændigt i knæ,” fortæller hun.
”De har fået ryddet deres ordrebøger helt og aldeles. Og hvis vi kigger bredt på reklame-, kommunikations- og mediebureauer, så er de blevet ramt i forskellige faser og på forskellige områder. Men de er alle sammen ramt,” siger hun.
”Der er ingen tvivl om, at den her krise kommer til at betyde nedgang i beskæftigelsen. Der er rigtig mange af bureauerne, der allerede på nuværende tidspunkt har afskediget i større eller mindre grad,” fortæller hun og uddyber:
”Og alt freelance-arbejde er nærmest sat på stop.”
Lønnedgang på 20 procent
I det seneste nummer af fagmediet Markedsføring fortæller bureauet Kunde & Co om udfordringerne. Her er medarbejderne gået 20 procent ned i løn, mens bureaustifter Jesper Kunde er gået 50 procent ned.
”I budgetterne er sommerfest, julefrokost og alt sådan noget skåret væk. Det eneste, vi ikke har sparet på, er vores egen markedsføring,” siger Jesper Kunde til Markedsføring.
”Vi ruster os til, at det bliver rigtig voldsomt,” siger han.
Over for Journalisten sammenfatter Markedsførings chefredaktør, Uffe Jørgensen Odde, stemningen i branchen sådan her:
”Min mavefornemmelse er, at der hersker usikkerhed. Der er dem, der tror, at krisen er hurtigt overstået. Og at der vil komme en ketchupeffekt, så alle annoncørerne vil ud med budskaber, når krisen er ovre. Og så er der dem, der hælder til, at det kommer til at tage lang tid, før det kommer op på et niveau som før krisen.”
Reklame- og mediebureauerne er hårdest ramt, vurderer han.
”Især på mediebureau-siden synes jeg, der er en generel erkendelse af, at der vil være et fald i markedet. På flere mediebureauer er man gået ned i løn. Nogle resten af året, andre de næste tre måneder,” siger Uffe Jørgensen Odde.
Freelancere i farezonen
A-kassen AJKS rummer mange af Danmarks kommunikationsfolk. A-kassen skelner i sit datamateriale ikke mellem journalister og kommunikatører, og derfor mangler der specifikke tal. Men der tegner sig et mønster, fortæller direktør Linda Garlov.
”Dem, vi har set indtil videre, er folk, der ikke har været fastansatte,” siger hun.
”Vores oplevelse er, at det typisk har været medlemmer, der har klaret sig med en kombination af forskellige typer opgaver. Som typisk har haft en mindre selvstændig virksomhed, måske nogle kommunikationsopgaver, og derudover klaret sig med noget lønmodtager-arbejde i et eller andet omfang.”
Godt 1.200 medie- og kommunikationsfolk har meldt sig ledige hos a-kassen i nedlukningsperioden, mens cirka 400 har fået job.
Usikkerhed om fyringer
Det er endnu for tidligt at konkludere, hvad krisen vil betyde for fastansatte K-folk, siger Linda Garlov:
”Vi ved ikke endnu, hvordan det kommer til at se ud i forhold til afskedigelser i kommunikationsbranchen,” siger hun.
Og det er der en enkel årsag til.
”De får typisk stadig løn under opsigelse og har endnu ikke meldt sig ledige,” pointerer Linda Garlov.
Men direktøren er bekymret.
”Jeg er ikke i tvivl om, at rigtig mange i kommunikationsbranchen har mistet store opgaver, eller opgaver er blevet udsat til efteråret. Spørgsmålet er så, hvor meget de via hjælpepakker kan holde sig kørende frem til efteråret,” siger hun.
Der ser lidt mere positivt ud, hvis man kigger ud over bureaubranchen, siger hun.
”Hvis man tænker på kommunikationsmedarbejdere i virksomhederne, så er det ikke vores indtryk – indtil videre – at det er dem, der har stået først i køen, når man har været nødt til at reducere antallet af medarbejdere,” siger Linda Garlov.
Konkurser på vej
Hjælpepakkerne har ikke været nogen stor hjælp for bureauerne, ifølge Tine Aurvig-Huggenberger fra Kreativitet & Kommunikation.
Hun vurderer, at godt 20 procent af bureauerne har gjort brug af den såkaldte Hjælpepakke 3, der kompenserer en del af lønnen hos corona-truede virksomheder.
”De, der har kunnet bruge det, er dem, der har kunnet sende 30 procent af medarbejderne hjem,” fortæller hun og fortsætter:
”Men der er vores branche en smule sårbar. Der er masser af bureauer, der har haft nedgang i ordrebogen, men samtidig har de fortsat haft nogle ordrer. Derfor har det været svært at sende 30 procent hjem.”
I sidste uge oplyste fagmediet Bureaubiz, at bureauet Mont Dor er gået konkurs. Og det bliver næppe branchens sidste konkurs, hvis man skal tro Tine Aurvig-Huggenberger.
Tror du, vi når frem til 2021 uden flere konkurser?
”Nej, det vil jeg tvivle meget stærkt på. Men det er svært at sige noget ædrueligt om, hvor voldsomt det bliver, fordi der er så mange faktorer i spil,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.