”Kan jeg overhovedet blive journalist?” spørger Journalistens Cecilie Uhre. Foto: Julie Christina Hansen
Om lidt er min praktiktid på fagbladet Journalisten ovre. Det er trist, men jeg er også klar til at møde nye udfordringer.
Jeg har fået fyldt min journalistiske værktøjskasse med alt muligt godt og vigtigt. Og jeg føler mig mere klar til at møde spindoktorer, politikere, almindelige mennesker og andre, der har historier på hjertet, end nogensinde før.
Sådan skulle det jo også meget gerne være efter et halvt år på en journalistisk arbejdsplads.
Men selv om jeg helt fysisk kan mærke, hvordan mine fingre løber hurtigere hen over tasterne, og hvordan de rigtige spørgsmål lettere formes af min tunge, så er jeg blevet mere nervøs for min fremtid som journalistuddannet, end jeg var, da jeg startede i praktik.
For efter interviews med freelancere, der fortæller om, hvor svært det kan være at få sygedagpenge, samtaler med udenrigskorrespondenter, der bliver dårligt betalt, og artikler om løstansatte i branchen, virker journalistikken som et svært fag at være i.
På den ene side ved jeg, at jeg brænder for at formidle andre menneskers historier, så det sætter, aftryk.
Men på den anden side har min berøring med branchen alligevel skræmt mig. For jeg er ikke sådan en med spidse albuer, der kommer til at mase mig frem eller råbe højest.
Og derfor har et spørgsmål efterhånden banket på flere gange:
Kan jeg overhovedet blive journalist?
Vær nysgerrig
Susanne Sayers, der er mangeårig selvstændig journalist og har været i faget i lang tid, skrev i 2017 et debatindlæg om at have en plan b.
Derfor tænker jeg, at hun måske kan hjælpe mig med at finde ud af, om der er plads til mig i branchen.
Er det overhovedet realistisk bare at blive fastansat journalist for mig og leve af det til mine arbejdsdages ende?
”Nej, det tror jeg ikke,” siger hun. ”Men det, tror jeg heller ikke, er ønskværdigt for særligt mange af os. For vi skal være på arbejdsmarkedet i mange år.”
”Jeg tror, det er meget godt at forberede sig på, hvordan man naturligt går videre fra et job til et andet,” siger hun.
Susanne Sayers tror, der er færre fastansatte, klassiske journalister i dag. Men det betyder ifølge hende ikke, at jeg har valgt en dårlig uddannelse.
”Der er voldsomt mange steder, du kan få lov til at bruge dine journalistiske værktøjer. Vi er som journalister trænede til at være gode til at vinkle og finde en sammenhæng. Det kan man bruge i mange jobs,” siger hun.
Hun råder mig til at gøre mig rigtig dygtig til noget bestemt – lokaljournalistik, et nicheområde eller noget tredje, hvis jeg skal få arbejde som journalist. Men også at holde øje med de teknologier, der rører på sig.
”Hvordan får de nye teknologier indflydelse på vores arbejde, og hvordan bruger man dem aktivt. Det er vigtigt at have sig for øje, så man ikke bare bliver offer for teknologien,” siger hun.
Men hendes allervigtigste råd til mig er at være nysgerrig. Både på mig selv, på samfundet og på de muligheder, der er i branchen.
Drømmejobbet kan dukke op uventet
At snakke med Susanne Sayers gjorde det klart for mig, at jeg måske ikke kan regne med at være journalist hele mit liv.
Men hun tror på, at uddannelsen kan noget – særligt i kommunikation, mente hun.
Det, der fra starten drev mig ind i journalistikken, var at fortælle historier og få lov til at bruge sproget.
Og mon ikke man i høj grad gør det i kommunikation?
Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal lave kommunikation, skal det være for en organisation, som jeg kan stå inde for, og for en sag, jeg synes er vigtig.
Derfor leder jeg efter presserådgivere og kommunikationsmedarbejdere, der er uddannede journalister og arbejder i forskellige nødhjælpsorganisationer.
Jeg falder over Christina Bro Pedersen, der er presserådgiver og journalist hos Folkekirkens Nødhjælp.
Hun er uddannet journalist fra RUC, hvor jeg læser, og har været i praktik på B.T, hvor hun arbejdede i ni år, efter at hun blev færdiguddannet.
Hende ringer jeg til for at høre, hvorfor hun skiftede branche – og hvordan hun bruger sine journalistiske værktøjer i sit job som presserådgiver.
Efter ni år på B.T begyndte hun at gå med en tanke om at skifte job. Men det skulle ikke bare være til et konkurrerende dagblad, det skulle være noget helt andet.
Derfor endte hun – lidt tilfældigt – hos Folkekirkens Nødhjælp.
Hun fortæller, at det vigtigste at holde sig for øje, hvis man går med overvejelser om at springe fra klassisk journalistik til kommunikation, er at være meget opmærksom på, hvilken kommunikationsstilling man søger.
”Hvis man ved, at man rigtigt godt kan lide dagsordensættende nyheder eller er rigtig glad for at skrive, skal man være opmærksom på, hvor man søger hen. Der er stor forskel på en humanitær organisation og de kommercielle virksomheder,” siger hun.
Jeg troede, at man lige netop fik lov til at arbejde med sproget og skrive i kommunikationsstillinger?
”Det kommer an på, hvad det er, du gerne vil skrive. Jeg skriver for eksempel mange pressemeddelelser, kronikker og forskellige indlæg.”
Jeg er nysgerrig på, hvordan man bliver god til kommunikation.
Christina Pedersen fortæller mig, at jeg med en baggrund i journalistik faktisk er klædt ret godt på til kommunikation. Nogle af de værktøjer, der er specielt gode at tage med fra studiet, er vinklingen og forståelsen for, hvordan et medie fungerer.
”Hvordan vinkler man skarpt, hvornår er det bedst at sælge en historie ind til et medie, hvordan gør man en sag attraktiv, hvilke kilder er gode? De ting tror jeg, at man med en baggrund i journalistik har godt indblik i,” siger hun.
Men hvad med min frygt for aldrig at kunne blive journalist? Hun giver mig det råd, at jeg ikke skal give op, bare fordi jeg ikke lander et drømmejob med det samme, når jeg er færdig.
”Prøv at være mere åben, prøv at se mulighederne i stedet for begrænsningerne. Du har lang tid på arbejdsmarkedet foran dig. Selv om du ikke lander drømmejobbet lige efter studiet, kan det komme senere. Eller måske lander du i et job, du ikke vidste ville blive dit drømmejob,” siger hun.
”Du skal kun gøre det, hvis du ikke kan lade være”
Efter at have snakket med Christina Pedersen, tænker jeg på, om der er nogle, der laver noget endnu mere anderledes end kommunikation.
Jeg googler lidt rundt og kommer så i tanke om Morten Løkkegaard. Han har været mange år på DR, har startet sit eget kommunikationsfirma, men er nu endt som politiker og medlem af Europa-Parlamentet.
Morten Løkkegaard, fortæller mig, at det ikke er nemt at gå fra journalistik til politik, og at han virkelig kun anbefaler det som levevej, hvis man ikke kan lade være.
Han turde kun tage springet fra journalist til politiker, fordi han havde sit kommunikationsfirma, der gav ham større økonomisk frihed.
”En politisk karriere går op og ned. Jeg gjorde det kun, fordi jeg havde mit firma. Firmaet gav mig muligheden og friheden til at vælge, hvor lang tid jeg ville blive i politik,” siger han.
Han fortæller, at de værktøjer, han tager med sig fra sin journalistiske karriere og ind i politik, er evnen til at overskue meget stof og hurtigt kunne sætte sig ind i det. Men også evnen til at være en god kommunikatør.
Hvad er dit bedste råd, hvis jeg vil tage springet fra journalist til politiker?
”Du skal være parat til at betale prisen – som kan være høj. Du skal kun gøre det, hvis du ikke kan lade være,” siger han.
Freelance er en god start
Jeg tror ikke, jeg ender med at tage samme spring som Morten Løkkegaard. Jeg er interesseret i politik – men jeg kan godt lade være med at blive politiker.
Jeg er stadig ret sikker på, at jeg brænder mest for at fortælle andre folks historier på en måde, så folk får lyst til at læse med. Jeg har altid været meget betaget af journalister, der skriver store portrætter, lange reportager eller er ghostwriters på kendte menneskers biografier.
Andreas Thorsen, der skriver for Zetland, er jeg faldet over et par gange. Han er dygtig til fortællende journalistik, synes jeg.
Han fortæller mig, at han altid har fokuseret meget på den fortællende journalistik for at kunne få lov til at arbejde med det.
”Jeg har med vilje altid lagt et præg af mig selv i mine tekster,” siger han og forklarer: ”Jeg er ikke bange for at lægge en farve hen over mine artikler – altså man må gerne mærke, hvad jeg synes.”
Et af de værktøjer, han bruger i sit sprog og til at beskrive folk, er at kigge i detaljen.
”Når jeg er på reportage, kigger jeg altid meget efter små detaljer. Det er de små detaljer, der får mennesker til at springe ud af teksten,” siger han.
Han fortæller også, at han ikke er bange for at bringe sig selv i spil, når han interviewer kilder.
Han fortæller gerne om sine egne erfaringer, hvis de minder om det, han gerne vil have kilden til at fortælle om.
Hvad skal jeg gøre, hvis det er det, jeg rigtigt gerne vil – altså hvor kan jeg få lov til at øve mig?
”Jeg tror på, at freelance er et godt sted at starte. Det giver dig friheden til at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dække et bestemt stofområde. Du kan skrive et portræt, hvis du ser en god mulighed for det, eller du kan tage på reportagetur til Estland, hvis du finder noget spændende der. Jeg tror, der er en god pointe i at give sig selv den frihed, før man får for mange forpligtelser,” siger han og tilføjer:
”Giv dig selv lov til at være fattig og have frihed i starten.”
Andreas Thorsens bedste råd til mig er at hægte mig på folk, jeg ser op til.
”Og ellers skal du stjæle og kopiere ting, du synes fungerer i andre journalisters journalistik. Det er der ingenting galt med.”
Måske det hele nok skal gå
Jeg er blevet mere nysgerrig på kommunikationsverdenen efter min snak med Christina Bro Pedersen, for det er fantastisk at vide, at man hver dag er med til at kæmpe for nogle mennesker, der har brug for det.
Men samtidig brænder jeg stadig for at skrive, og Andreas Thorsens råd og tips til at blive en god, fortællende journalist gav mig virkelig lyst til at give det en chance. Og til at holde fast i drømmen om journalistikken.
Andreas Thorsen sagde også, at han tror på, at der er plads til meget mere fortællende journalistik i branchen.
Sammen med Susanne Sayers råd gjorde de mig mere rolig.
Mon ikke det hele nok skal gå?
I hvert fald har jeg fundet ud af, at branchen rummer mange gode muligheder. Også flere, end jeg lige i første omgang tænkte.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der bliver uddannet for mange journalister. Hvis nu virkeligheden kunne absorbere alle, ville det være fedt - men talrige nedskæringer gør det ikke let.
Det er mit klare indtryk, at der er et kæmpestort problem med for mange uddannede journalister i forhold til antallet at arbejdspladser i mediebranchen. Det er strukturelle nedgangstiden for mediebranchen, og der er ikke nogen grund til at tro andet, end at der går årtier før udviklingen vender. Søg et kommunikationsjob, siger du så. Ja tak, sammen med alle dem, der har læst dansk, medievidenskab, retorik, cand.com, international virksomhedskommunikation, politisk kommunikation og ledelse eller en af de utallige andre kommunikationsuddannelser, der sprøjter dimmitender ud.
Medie- og kommunikationsbranchen har efter min mening et kæmpe problem i, at der bliver uddannet alt for mange, og jeg mener ikke, at vi gør os selv nogen tjeneste ved ikke at erkende det.
Men der er helt sikkert en grænse for, hvor mange støttekroner der kan suges ud af skatteyderne, så derfor er det kun et spørgsmål om tid førend det hele kollapser, og på det tidspunkt vil man kunne fodre løverne i zoo med arbejdsløse journalister.
Så du er på rette vej. Alle har brug for en god historie.
Flere