search

Ny mediestøtte vil medføre højere lønninger

I det lange løb vil der ikke komme flere journalistjobs, selv om kollegerne går ned i løn, som kulturministeren lægger op til. Mediestøtte fører til højere lønninger, uanset om den gives ud fra antal ansatte journalister eller samlet lønsum. Det skriver mangeårig erhvervsjournalist på Berlingske Uffe Gardel i denne analyse af jobmarkedet.

I det lange løb vil der ikke komme flere journalistjobs, selv om kollegerne går ned i løn, som kulturministeren lægger op til. Mediestøtte fører til højere lønninger, uanset om den gives ud fra antal ansatte journalister eller samlet lønsum. Det skriver mangeårig erhvervsjournalist på Berlingske Uffe Gardel i denne analyse af jobmarkedet.

Kulturminister Uffe Elbæk fik forleden fingrene i klemme i mediemaskinen, da han udtalte, at de høje danske journalistlønninger bør være "et tema" i debatten om mediestøtte.

Måske mener Elbæk ligefrem, at journalister tjener for meget. Men det kan jo også tænkes, at han bare vil sikre sig, at mediestøtten giver flere journalister og ikke kun dyrere journalister.

Samme ønske har præget diskussionen om at omlægge mediestøtten til en "platformsneutral" støtte til journalistik. Nyhedsbureauet Newspaqs chef, Kristoffer Gravgaard, har advaret om, at et tilskud i forhold til mediernes lønsum vil drive lønningerne i vejret; i stedet burde man give støtte med et fast beløb per journalist. DJ har heftigt imødegået ham, men det virker nu indlysende, at hvis en arbejdsgiver kun selv skal betale for eksempel 80 procent af en lønforhøjelse, vil han være mere tilbøjelig til at give lønforhøjelsen.

Man må dog gå ud fra, at der er en kvalitetsforskel på højtlønnede og lavtlønnede journalister; hvorfor skulle arbejdsgiverne ellers ansætte højtlønnede, hvis de ikke var bedre end lavtlønnede? Så Gravgaards model vil give relativt højere støtte til dårlig journalistik end til god journalistik.

Desuden vil også støtte med et fast beløb i sidste ende føre til højere lønninger. For det er kun i himlen, at man får løn som forskyldt; her på jorden gælder udbud og efterspørgsel.

Efterspørgsel handler om, hvor mange journalister medierne skal bruge, og hvad de kan betale, og begge dele går i vejret, når medierne får støtte. Hvis man vil undgå, at mediestøtten presser lønnen i vejret, må man lægge loft over lønningerne, men så træder den anden del af markedsmekanismen i kraft, nemlig udbuddet: Hvor mange vil gerne være journalist, og hvad vil de have i løn? Journalisterne vil se på, hvad de kan få i løn andre steder, for eksempel i kommunikationsjobs, og her er lønnen igen bestemt af, hvad man kan tjene i beslægtede brancher som salg og markedsføring; hele arbejdsmarkedet hænger sammen. Et lønloft vil bare give medierne rekrutteringsvanskeligheder.

Markedet kan dog godt have mindre funktionsfejl. Tag nu de to formiddagsaviser: Hvorfor tjener Ekstra Bladets journalister små 4.000 kroner mere om måneden end B.T.'s, selv om EB-journalisterne har mange flere fridage på et år end kollegerne fra B.T.? De to blades oplag udvikler sig nogenlunde lige sørgeligt, så lad os antage, at deres journalister er nogenlunde lige dygtige. Det efterlader os med to forklaringer: Enten er det særlig sjovt at arbejde på B.T.; så sjovt at man slår lidt af på lønnen for at få lov at være med. Eller også er der et opstemmet nedadgående lønpres på Ekstra Bladet.

Det kan der godt være. Der er nemlig en forskel på for eksempel boligmarkedet og markedet for journalister: Huse kan falde hurtigt i pris. Men en journalist, som én gang er ansat, kan man ikke bare sætte ned i løn, og man kan heller ikke uden videre fyre ham og ansætte en billigere medarbejder i stedet. Så hvis udbuddet stiger, eller efterspørgslen falder, kan der gå lang tid, før lønningerne falder.

Der er dog ét sted, hvor lønningerne hurtigt kan falde: Ved ansættelse af nyuddannede. Her ligger lønnen naturligvis lavt i forhold til de mere erfarne journalister, og det er der ikke noget underligt i. Mere bemærkelsesværdigt er det, at dimittendlønningerne stort set står stille, trods inflationen.

Så markedet peger i retning af lavere løn, formentlig på grund af faldende efterspørgsel. Men udbuddet kan jo også begynde at falde, for tilstrømningen til faget vil falde, hvis det bliver mindre sjovt at være journalist. Jo mere arbejdspres og fyringsskræk i de sparepæreoplyste kontorlandskaber, jo færre unge vil i fremtiden gide journalistik. Og så vil lønningerne måske alligevel holde sig.

Skulle journalisterne alligevel hjælpe medierne og Elbæk lidt ved at gå ned i løn? Lad os se, hvad der ville ske. Hvis nu journalisterne på for eksempel Politiken besluttede at halvere deres løn, ville Politikens ejere blive 45 millioner kroner rigere. Ville avisen så fordoble antallet af journalister? Næppe; hvad skulle man dog bruge dem til, og hvor skulle de sidde? Desuden ville Politikens ejere sikkert gerne bruge nogle af pengene på noget mere lønsomt end aviser.

Desuden ville markedsmekanismen langsomt og knirkende gå i gang: Når en af Politikens journalister fik nyt job, og man skulle ansætte en ny, ville man blive nødt til at betale vedkommende en løn svarende til markedet. Snart ville man være lige vidt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen