I foråret ændrede jeg min profiltekst på LinkedIn. Jeg tror, jeg skrev, at jeg var freelancejournalist, men på udkig. Jeg gjorde mig umage med at finde en formulering, der sagde, at jeg var på udkig efter et job, men som samtidig ikke afslørede, at jeg lige der stod uden netop det.

Mit tidligere arbejde var lukket, jeg havde været inde på JobNet og trykke på ”Meld ledig”-knappen, og jeg havde intet behov for at skilte med min fiaskofølelse. I stedet for at stå ved, at jeg havde mistet mit job, klamrede jeg mig til en freelancetitel, selv om mine freelanceaktiviteter i de måneder var begrænsede.

”Det kan godt være, at jeg ikke kunne leve af de få freelancetjanser, jeg havde i foråret og sommeren, men så kunne jeg i hvert fald få det til at se ud, som om jeg var eftertragtet. Og travl.”

Maria Brus Pedersen

Når folk dengang spurgte, hvad jeg lavede, kunne jeg strække mig til, at jeg ”lige havde et par måneder på dagpenge”. Jeg havde enkelte større projekter, jeg brugte en måned på at skrive en rapport, og hen over sommeren var jeg vikar på en redaktion, og så fik jeg ret tidligt tilbudt et barselsvikariat her på Journalisten, som lå og ventede på den anden side af sommerferien. Jeg var ikke rigtig arbejdsløs, tænkte jeg, for jeg havde jo job igen lige om lidt.

Jeg var i en branche, hvor jeg kunne gemme mig bag et freelancelabel i de perioder, hvor jeg ikke havde noget arbejde. Så det gjorde jeg. Jeg har bare en nagende mistanke om, at den eneste, jeg narrede, var mig selv.

Fra økonomisk problem til moralsk problem

Jeg kaldte mig ’freelancer’, fordi det lød bedre end ’arbejdsløs’. Og fordi jeg i realiteten var begge dele.

Jeg er ikke den eneste.

Tidligere i år udgav Dansk Journalistforbund en række rapporter under paraplynavnet Fagenes Fremtid, hvor man kan se, at 28 procent i den danske medie- og kommunikationsbranche er enten midlertidigt ansatte eller selvstændige. Prækariatet eller atypisk ansatte kalder vi det. Vi skal navigere på et arbejdsmarked, hvor vi er i konkurrence med hinanden om at sælge vores ydelser fra gang til gang. Konkurrencestaten har plantet sig i det enkelte menneske.

Det er lidt af et paradoks. For sideløbende med, at der bliver flere og flere, for hvem midlertidig ledighed er et vilkår, så har vores kollektive holdning til ledighed ændret sig.

Da der i 80’erne var høj ledighed herhjemme, var det acceptabelt at mene, at det var samfundets skyld. I dag, hvor ledigheden er relativt lav, er det snarere vores egen skyld. Arbejdsløshed er gået fra at være et samfundsøkonomisk problem til et moralsk problem, der siger noget om det enkelte arbejdsløse menneske, fortæller Janne Gleerup.

Hun er lektor ved RUC og forsker i det prekære arbejdsmarked.

Hun forklarer, at for at forstå, hvorfor man i dag ser ledighed som individets ansvar, skal man forstå, hvordan velfærdsstaten har ændret sig de seneste 30 år. Det kan opsummeres ret kort: Der er blevet strammet op. Du skal have et job. Og så er det mindre vigtigt, om det er i din egen branche eller i Netto.

”De seneste 30 år er ansvaret for arbejdsløshed blevet voldsomt individualiseret og dermed også tabubelagt, for så rejser spørgsmålet sig ’Hvad er der egentlig i vejen med mig?’,” siger Janne Gleerup.

Vores faglighed er vores identitet

Da jeg fortalte min bekendte, som også er journalist, at jeg arbejdede på en artikel om identiteten som arbejdsløs og freelancer, sagde hun: ”Du spørger, om ”freelance” bare betyder arbejdsløs? Det gør det.”

I mine måneder på dagpenge tænkte jeg aldrig på mig selv som ledig, aldrig som arbejdsløs, og når jeg i dag tænker tilbage, er det heller ikke de ord, der popper op. Det var bare tiden før, jeg blev ansat her.

“Mange af os er socialiseret til, at vi skal brænde for det arbejde, vi laver, og vi tager hele vores personlighed med ind i arbejdet.”

Mette Lykke Nielsen, lektor ved Aalborg Universitet

”Det, vi beskæftiger os med fagligt, er for de fleste af os en afgørende del af vores identitet. Mange af os er socialiseret til, at vi skal brænde for det arbejde, vi laver, og vi tager hele vores personlighed med ind i arbejdet.”

Sådan siger Mette Lykke Nielsen. Hun er lektor ved Aalborg Universitet og tilknyttet Center For Ungdomsforskning, og hun forsker i, hvordan ændrede arbejdsmarkedsstrukturer påvirker unge.

Mette Lykke Nielsen mener, at vi er socialiseret efter et ideal for arbejde, der bliver sværere og sværere at opnå.

”Normen har været et fast fuldtidsarbejde, for det har mange af vores forældre og bedsteforældre haft, og så kommer I ud på et arbejdsmarked, hvor det kan være svært at få. Arbejdsmarkedet har ændret sig markant på kort tid, og journalistbranchen var en af de brancher, der ændrede sig først.”

Risikerer at undergrave markedet

Hos Freelancegruppen i Dansk Journalistforbund kender de godt til sådan nogle som mig, der freelancer lidt for at holde navnet varmt mellem ansættelser. Sådan har folk gjort det i årtier, siger Sus Falch, der er gruppens forperson. Men man skal kalde sig det rigtige, siger hun, ’arbejdssøgende’ i stedet for ’arbejdsløs’.

”Jeg synes, det ville være virkelig godt, hvis man kunne få den sidste grad af ledighed væk fra begrebet freelancer. For os, der lever af det, er det et bevidst valg, det er ikke et stakkels valg,” siger hun.

Men det er vigtigt, at man får den rigtige betaling for sit arbejde. Uanset hvordan man er freelancer, siger hun.

”Det sker, at man går i gang med at freelance uden at sætte sig ind i, hvad man skal have i honorar, og det påvirker markedet.”

Og måske er det i virkeligheden smertepunktet. Når det at være freelancer er ens fuldtidsarbejde, er man nødt til at tage en ordentlig pris for sit arbejde, for man kan ikke betale sin husleje med noget til CV’et og god eksponering. Men når man freelancer sideløbende med, at man er på dagpenge, og søger to plus job om ugen og opdaterer sin LinkedIn-profil for at finde et fast job, så betyder honoraret bare mindre. Det bliver jo alligevel modregnet dagpengene.

Identitet er noget, vi selv skaber

Da Sophie Dalgaard blev færdiguddannet som journalist i januar, blev hun også arbejdsløs. Men identitet er noget, du selv skaber, og Sophie Dalgaard begyndte hurtigt at kalde sig freelancer, da hun stod uden job.

”Det gjorde, at jeg kunne opretholde min journalistidentitet,” siger hun.

I alt havde hun måske freelancearbejde i en uge ud af det halve år, hvor hun var arbejdsløs.

Hun følte, at freelancetitlen gav rankere ryg. Hun tog sig selv mere seriøst. Havde Sophie og jeg mødt hinanden til en fest og ikke i hendes lejlighed i Lyngby, så ville hun have sagt, at hun var journalist og freelancede, indtil hun fandt et fast job.

I dag kalder hun sig selvstændig eller iværksætter, for hun er gået sammen med en kvinde for at starte en designvirksomhed. Det giver ingen penge endnu, det gør det forhåbentlig snart, men det gør ikke så meget lige nu. For arbejde er ikke nødvendigvis noget, man kan se på lønkontoen, siger Sophie Dalgaard.

”Jeg vil godt vove den påstand, at vi alle strammer vores formuleringer lidt på CV’et og i ansøgninger, og det her er bare endnu en måde at twiste og frame dig selv karrieremæssigt.”

”Jeg råber højt, når jeg udgiver en stor artikel, og holder lav profil, når der ikke sker så meget.”

Maria Brus Pedersen

Vi lever i en tid og i en branche, hvor vi har alle muligheder for at skabe vores egen fortælling om os selv. Sådan følte jeg det i hvert fald i foråret. Jeg tænkte og tænker meget over, hvordan jeg kan pushe fortællingen om mig selv som et attraktivt, arbejdende menneske på sociale medier. Jeg råber højt, når jeg udgiver en stor artikel, og holder lav profil, når der ikke sker så meget. Det kan godt være, at jeg ikke kunne leve af de få freelancetjanser, jeg havde i foråret og sommeren, men så kunne jeg i hvert fald få det til at se ud, som om jeg var eftertragtet. Og travl.

Vi strækker os længere end langt

Da jeg begyndte på denne her artikel, syntes jeg, det var en lille smule komisk, at jeg ikke kunne stå ved, at jeg havde været arbejdsløs. Men jeg har fået større sympati for mine egne sproglige krumspring. For jeg kan meget tydeligt mærke, at jeg har købt ind på fortællingen om arbejdsløshed som individets ansvar. Jeg er bange for, at dem, der læser denne artikel, tænker, at jeg ikke har noget at byde på. Jeg er bange for, at jeg gør mig mindre attraktiv at ansætte i fremtiden. Jeg tror på menneskers ubetingede værdi, uafhængigt af deres produktion. Når det gælder alle andre end mig selv.

 

Når ”arbejdsløs” er så stigmatiseret en identitet, at vi vil kalde os noget, vi ikke er, for at slippe for den, hvem vinder så? Sophie Dalgaard mente, at hun selv vandt, hun fik rankere ryg, tog sig selv mere seriøst. Men måske tror jeg mere på Sus Falchs beskrivelse. At vi risikerer at undergrave arbejdsmarkedet. Og os selv. Vi strækker os længere end langt, for det sidste, vi vil være, er uden job.

Så hellere have små, sporadiske og dårligt betalte opgaver. Måske er dem, der vinder, i sidste ende arbejdsgiverne, som får en masse arbejdsvillig arbejdskraft uden store krav serveret på et sølvfad.

”Jeg er bange for, at dem, der læser denne artikel, tænker, at jeg ikke har noget at byde på.”

Maria Brus Pedersen

Skyder med spredehagl

Det er dog ikke nødvendigvis en smart taktik at kalde sig freelancer, hvis det ikke rigtigt er det, man er. Man kan nemlig komme til at virke ufokuseret i en arbejdsgivers øjne, siger karriererådgiver i DJ Marianne Kynde.

”Problemet er, at du skyder med spredehagl, og så er der stor sandsynlighed for, at man hverken rammer det ene eller det andet,” siger Marianne Kynde.

Dengang min arbejdsplads lukkede, satte jeg mig ikke ned og lagde en storstilet plan for, hvordan min freelanceforretning skulle bygges op. Jeg sagde ja til de freelanceopgaver, jeg blev tilbudt, men jeg opsøgte ikke selv nye kunder. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, og derfor prøvede jeg at signalere, at jeg ville lidt af det hele.

En ensom identitet uden solidaritet

Den 17. januar 2020 slutter mit barselsvikariat her på Journalisten. Min mave trækker sig sammen, når jeg tænker på, at der i skrivende stund er lige præcis 100 dage, til jeg potentielt bliver ledig igen.

Da jeg startede på denne artikel, tænkte jeg, at titlen som freelancer var en lille hvid omskrivning af sandheden, som vi alle fik det bedre af. Men når jeg kan mærke en helt fysisk frygt for at blive arbejdsløs igen, siger det også noget om, hvor voldsomt stigmatiseret det er ikke at have et job.

Og ved at kalde mig noget, jeg ikke er, istemmer jeg en verdensopfattelse, hvor arbejdsløs er noget af det værste, vi kan være.

Sandheden er, at der er meget lidt solidaritet i forsøget på at undgå en udskammet identitet. Tværtimod tror jeg, vi bidrager til fortællingen om, at arbejdssøgende grundlæggende er forkerte. Jeg tror, det er farligt. Jeg håber, at jeg lander et andet job inden den 17. januar. Men jeg håber også, at jeg kan stå ved det, hvis jeg ikke gør. Det føles nemlig ensomt og hult ikke at stå ved sig selv.