Kjetil Loeite
”Du spørger, om ’freelance’ bare betyder arbejdsløs? Det gør det.”
Sådan siger en unavngiven journalist til min gode veninde og kollega Maria Brus Pedersen i det seneste nummer af Journalisten. Artiklen handler om, hvordan nogle kalder sig freelancere, selv om de måske mest af alt bare er arbejdsløse.
Teksten er et frisk pust af ærlighed i en branche, der er så hård, at folk føler sig nødsaget til at bluffe. Men arbejdsløsheds-citatet indrammer en forkert generalisering, jeg møder oftere og oftere. Både i og uden for mediebranchen.
En forestilling om, at freelancere er arbejdsløse og måske ligefrem en slags tabere. Medie- og kommunikationsbranchens forhutlede stakler. Røven af fjerde division. Og en forestilling om, at lønmodtagerjob er det eneste saliggørende i en branche plaget af disruption og massive økonomiske og etiske problemer.
Jeg tror, forestillingen er skadelig, og at der er brug for et modsvar. Derfor træder jeg for en kort bemærkning ud af rollen som journalist og ind i rollen som debattør.
God grund til sortsyn
Jeg forstår godt, hvorfor sortsynet er opstået. Og der er al mulig grund til at forholde sig kritisk til forholdene for freelancere og selvstændige. Ikke kun i Danmark, men også globalt. Men generaliseringen kaster et urimeligt dunkelt skær over en livsstil, der faktisk kan fungere som en styrkeposition – også selv om mediebranchen åbenlyst har et honorarproblem.
Freelancejournalistik har været grundpillen i mit arbejdsliv, siden jeg blev færdiguddannet i 2012. Det har været et bevidst valg. Størstedelen af tiden har jeg væltet mig i opgaver. Jeg har sagt nej til velbetalte vikariater, fordi jeg hellere ville bevare min frie position. Og selv om livsstilen ikke altid har været nem, og selv om der har været paniske uger hist og her, har oplevelsen overordnet været positiv.
Det perspektiv står jeg ikke alene med, og jeg synes, det mangler i den verserende debat om ’prekariatet’, som de mange enmandshære bliver kaldt for tiden.
Kan man leve af det?
Inden jeg remser fordelene ved at være freelancer op, må jeg hellere trække elefanten ud af busken: Kan man leve af at være freelancer?
Ja, det kan man godt. Men hvis man vil tjene det samme, som det koster at have en fastansat journalist siddende, alt inklusive, skal man nok holde sig fra de notorisk underbetalende dagblade. Det er en skam. Man skal nok også supplere med andre ting end klassisk journalistik. Det sidste har jeg været knap så god til.
Min månedsløn har ligget omkring 35.000 de seneste to år, inden udgifterne er betalt, ifølge mine årsopgørelser. Det trækker op, at jeg har vikarieret som nyhedschef på journalisten.dk knap et halvt år. Og det trækker ned, at jeg har brugt tid på aktiviteter, der betalte knap så godt eller slet intet. For eksempel opstarten af ungdomsmediet Koncentrat, en længere rejse og renovering af en lejlighed.
Men et slag på tasken vil være, at jeg i gennemsnit har tjent 35.000 i de måneder, hvor den har stået på ren freelancejournalistik. Det ligger langt fra, hvad fastansatte koster, når alle udgifter er talt med. Og tidligere har jeg tjent mindre. Men omvendt ligger beløbet også langt fra at være arbejdsløs.
Klare fordele
Når folk som mig bider økonomien i os, skyldes det, at freelanceriet giver en frihed, der er svær at opnå på andre måder.
Dels en faglig frihed. En lysning i skoven, hvor man har mulighed for at udvikle noget større – for eksempel starte nye medier op. Selv har jeg brugt utallige timer på at realisere en idé, jeg fik i studietiden, og som siden blev til Koncentrat (jeg solgte dog mine anparter i 2017).
Freelanceriet giver også en fysisk bevægelsesfrihed, som fastansatte skeler misundeligt til. Vi er mange, der eksperimenterer med livet som digital nomade, hvor man af og til tager arbejdet med til varmere himmelstrøg. Redaktørerne har lidt svært ved at forstå det. De kigger med tomme øjne på mig. Men indtil videre har jeg ikke manglet opgaver, mens jeg var på farten. Hvor mange fastansatte har mulighed for det?
Klare ulemper
Men: Jeg skal være den sidste til at forklejne honorar-udfordringen. Det siger meget om branchen, at nogle dagblade hyrer folk ind til takster, der ligger lavere end det, ungarbejderne tjener nede i Fakta.
Der findes også medier, der betaler fint. Det er dem, jeg søger hen imod. Men når jeg kigger på min indtjening gennem de seneste år – og den tynde pensionsopsparing – så må jeg nok sande, at jeg kunne have tjent mere. Og at det nok ikke kun er min egen skyld.
Der er også andre ulemper ved at være freelancer. Distance-kommunikationen med redaktører kan nogle gange tage pippet fra folk. Nogle redaktører svarer ikke på gentagne henvendelser. Andre synes ikke altid, de skal betale for udført arbejde. Og redigerings-fejl kan give anledning til konflikt.
Den slags problemer er ikke ualmindelige, ved jeg fra samtaler med mange andre freelancere.
Men trods bump på vejen, er jeg – alt i alt – blevet taget godt imod i redaktørlandskabet. Også da jeg var spritny i trafikken, og mit arbejde ikke altid sad lige i skabet. Jeg er blevet nurset og puffet til at blive en bedre journalist af vidt forskellige redaktører. Det tæller også!
Illusion om arbejdsløshed
Jeg negligerer ikke, at nogle kan have svært ved at finde opgaver. For det kræver ikke kun en vis faglighed. Det kræver også, at man sætter sig grundigt ind i markedet og lærer at sælge. Det skal man have hjælp til, og det tager tid.
Men det er en plat illusion, at alle freelancere er arbejdsløse. Og at alt er sort derude. Der findes et gigantisk opgavemarked, og klassiske freelance-artikler er kun et lille hjørne.
Vi står efter alt at dømme midt i en eksplosion af freelancere og selvstændige. Og der ligger et kæmpe potentiale i den frie position. Både for de frie og for de virksomheder og organisationer, de servicerer.
Udfordringen er i mine øjne ikke en mangel på opgaver eller en horde af inkompetente stakler. Men at branchen har et honorarproblem, som jeg ikke aner, hvordan man løser, hverken som individ eller kollektivt. Problemstillingen er i øvrigt også en af Dansk Journalistforbunds mærkesager.
Hvis vi skal have en fornuftig debat om den slags udfordringer, nytter det ikke at tale feltet af freelancere ned på et niveau, hvor det slet ikke hører hjemme. Heller ikke når man står i baren og lufter sine fordomme.
Mange vælger den frie position, fordi de har evner, der rækker ud over det almindelige. Og mange gør det af egen fri vilje. De talenter og drivkræfter bør der være lidt mere respekt for. Også i et lønmodtagerland som Danmark. Ud med stigmaet, ind med nuancerne.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Flere