search

Debat: Forsvar for freelancelivet

Der er opstået en plat forestilling om, at freelancere er arbejdsløse og måske ligefrem en slags tabere. Der er god grund til at kritisere forholdene i branchen, men debatten bliver lige lovlig unuanceret, skriver freelancejournalist Thomas Møller Larsen

”Du spørger, om ’freelance’ bare betyder arbejdsløs? Det gør det.”

Sådan siger en unavngiven journalist til min gode veninde og kollega Maria Brus Pedersen i det seneste nummer af Journalisten. Artiklen handler om, hvordan nogle kalder sig freelancere, selv om de måske mest af alt bare er arbejdsløse.

Teksten er et frisk pust af ærlighed i en branche, der er så hård, at folk føler sig nødsaget til at bluffe. Men arbejdsløsheds-citatet indrammer en forkert generalisering, jeg møder oftere og oftere. Både i og uden for mediebranchen.

En forestilling om, at freelancere er arbejdsløse og måske ligefrem en slags tabere. Medie- og kommunikationsbranchens forhutlede stakler. Røven af fjerde division. Og en forestilling om, at lønmodtagerjob er det eneste saliggørende i en branche plaget af disruption og massive økonomiske og etiske problemer.

Jeg tror, forestillingen er skadelig, og at der er brug for et modsvar. Derfor træder jeg for en kort bemærkning ud af rollen som journalist og ind i rollen som debattør.

God grund til sortsyn

Jeg forstår godt, hvorfor sortsynet er opstået. Og der er al mulig grund til at forholde sig kritisk til forholdene for freelancere og selvstændige. Ikke kun i Danmark, men også globalt. Men generaliseringen kaster et urimeligt dunkelt skær over en livsstil, der faktisk kan fungere som en styrkeposition – også selv om mediebranchen åbenlyst har et honorarproblem.

Freelancejournalistik har været grundpillen i mit arbejdsliv, siden jeg blev færdiguddannet i 2012. Det har været et bevidst valg. Størstedelen af tiden har jeg væltet mig i opgaver. Jeg har sagt nej til velbetalte vikariater, fordi jeg hellere ville bevare min frie position. Og selv om livsstilen ikke altid har været nem, og selv om der har været paniske uger hist og her, har oplevelsen overordnet været positiv.

Det perspektiv står jeg ikke alene med, og jeg synes, det mangler i den verserende debat om ’prekariatet’, som de mange enmandshære bliver kaldt for tiden.

Kan man leve af det?

Inden jeg remser fordelene ved at være freelancer op, må jeg hellere trække elefanten ud af busken: Kan man leve af at være freelancer?

Ja, det kan man godt. Men hvis man vil tjene det samme, som det koster at have en fastansat journalist siddende, alt inklusive, skal man nok holde sig fra de notorisk underbetalende dagblade. Det er en skam. Man skal nok også supplere med andre ting end klassisk journalistik. Det sidste har jeg været knap så god til.

Min månedsløn har ligget omkring 35.000 de seneste to år, inden udgifterne er betalt, ifølge mine årsopgørelser. Det trækker op, at jeg har vikarieret som nyhedschef på journalisten.dk knap et halvt år. Og det trækker ned, at jeg har brugt tid på aktiviteter, der betalte knap så godt eller slet intet. For eksempel opstarten af ungdomsmediet Koncentrat, en længere rejse og renovering af en lejlighed.

Men et slag på tasken vil være, at jeg i gennemsnit har tjent 35.000 i de måneder, hvor den har stået på ren freelancejournalistik. Det ligger langt fra, hvad fastansatte koster, når alle udgifter er talt med. Og tidligere har jeg tjent mindre. Men omvendt ligger beløbet også langt fra at være arbejdsløs.

Klare fordele

Når folk som mig bider økonomien i os, skyldes det, at freelanceriet giver en frihed, der er svær at opnå på andre måder.

Dels en faglig frihed. En lysning i skoven, hvor man har mulighed for at udvikle noget større – for eksempel starte nye medier op. Selv har jeg brugt utallige timer på at realisere en idé, jeg fik i studietiden, og som siden blev til Koncentrat (jeg solgte dog mine anparter i 2017).

Freelanceriet giver også en fysisk bevægelsesfrihed, som fastansatte skeler misundeligt til. Vi er mange, der eksperimenterer med livet som digital nomade, hvor man af og til tager arbejdet med til varmere himmelstrøg. Redaktørerne har lidt svært ved at forstå det. De kigger med tomme øjne på mig. Men indtil videre har jeg ikke manglet opgaver, mens jeg var på farten. Hvor mange fastansatte har mulighed for det?

Klare ulemper

Men: Jeg skal være den sidste til at forklejne honorar-udfordringen. Det siger meget om branchen, at nogle dagblade hyrer folk ind til takster, der ligger lavere end det, ungarbejderne tjener nede i Fakta.

Der findes også medier, der betaler fint. Det er dem, jeg søger hen imod. Men når jeg kigger på min indtjening gennem de seneste år – og den tynde pensionsopsparing – så må jeg nok sande, at jeg kunne have tjent mere. Og at det nok ikke kun er min egen skyld.

Der er også andre ulemper ved at være freelancer. Distance-kommunikationen med redaktører kan nogle gange tage pippet fra folk. Nogle redaktører svarer ikke på gentagne henvendelser. Andre synes ikke altid, de skal betale for udført arbejde. Og redigerings-fejl kan give anledning til konflikt.

Den slags problemer er ikke ualmindelige, ved jeg fra samtaler med mange andre freelancere.

Men trods bump på vejen, er jeg – alt i alt – blevet taget godt imod i redaktørlandskabet. Også da jeg var spritny i trafikken, og mit arbejde ikke altid sad lige i skabet. Jeg er blevet nurset og puffet til at blive en bedre journalist af vidt forskellige redaktører. Det tæller også!

Illusion om arbejdsløshed

Jeg negligerer ikke, at nogle kan have svært ved at finde opgaver. For det kræver ikke kun en vis faglighed. Det kræver også, at man sætter sig grundigt ind i markedet og lærer at sælge. Det skal man have hjælp til, og det tager tid.

Men det er en plat illusion, at alle freelancere er arbejdsløse. Og at alt er sort derude. Der findes et gigantisk opgavemarked, og klassiske freelance-artikler er kun et lille hjørne.

Vi står efter alt at dømme midt i en eksplosion af freelancere og selvstændige. Og der ligger et kæmpe potentiale i den frie position. Både for de frie og for de virksomheder og organisationer, de servicerer.

Udfordringen er i mine øjne ikke en mangel på opgaver eller en horde af inkompetente stakler. Men at branchen har et honorarproblem, som jeg ikke aner, hvordan man løser, hverken som individ eller kollektivt. Problemstillingen er i øvrigt også en af Dansk Journalistforbunds mærkesager.

Hvis vi skal have en fornuftig debat om den slags udfordringer, nytter det ikke at tale feltet af freelancere ned på et niveau, hvor det slet ikke hører hjemme. Heller ikke når man står i baren og lufter sine fordomme.

Mange vælger den frie position, fordi de har evner, der rækker ud over det almindelige. Og mange gør det af egen fri vilje. De talenter og drivkræfter bør der være lidt mere respekt for. Også i et lønmodtagerland som Danmark. Ud med stigmaet, ind med nuancerne.

Kommentarer
7
Lasse Glavind
31.10.19 14:31
Du sparker åbne døre ind, Thomas, og derfor er dig, der ender med at tomgangssnakke. Ingen er uenige i, at freelancelivet for nogle er et positivt tilvalg. Fagbladet har gennem årene nærmest været besat af at lave artikler med lykkelig freelancere, der alle sammen sagde det samme som dig: "For de raske, frie, rige og rørige er livet en fest."

Men "freelanceproblematikken" er grundlæggende bare ikke et spørgsmål om, hvad folk vælger af fri vilje - problematikken handler om, om at rigtig mange ikke har noget valg - de er ikke "free". Den handler også om, om man kan leve et liv i nogenlunde tryghed, måske få et boliglån, få pension, efteruddannelse, karriere, barsel, opdrage børn - og om man kan tillade sig den luksus at blive syg - alt det, der betragtes som helt normalt og civiliseret i fastansat-Danmark. Hele det danske samfund er bygget op omkring to størrelser: Fastansættelse eller Firma. I princippet findes man/freelanceren ikke i rigtig mange lovkomplekser, man findes ikke i fagforeningens politikker, og man findes slet ikke i de partiernes politikken - man findes på mange områder slet ikke. Det gør faktuelt dagligt en masse freelanceres liv meget mere besværligt og usikkert. Hvis du tænker efter, så er der sikkert også områder, hvor du føler dig mindre "free".

I virkeligheden burde vi slet ikke bruge betegnelsen freelancer ret meget, når vi diskuterer problemerne og udviklingen på dagens arbejdsmarked, men i stedet sige løsarbejder, daglejer eller prekariat. Hvis vi bruger de betegnelser, så er der sikkert flere, der forstår, at det vi taler om, ikke er The Happy Few, og måske bliver det også nemmere for dig at forstå, at den enkeltes oplevelse af usikkerhed og ensomhed ikke kommer, når man er "free", men når man er "løs". Den kommer af IKKE at have noget frit valg og kunne vælge en fastansættelse, hvis man ønsker eller har behov for det, og den står derfor ikke i modsætning til din og andres oplevelser af at være free og have frit valg.

Ps. Måske er din oplevelse af "branchens problemer med størrelsen på honoraret" et varsel om, at du en morgen vågner op og opdager, at du selv har overskredet grænsen mellem at være fri freelancer og ufri løsarbejder. Jeg ved det ikke - måske.
Fremhævet af Journalisten
Thomas Møller Larsen
31.10.19 14:56
Kære Lasse

Tak for refleksionerne.

Jeg er lysvågen ;). Og nej, jeg er ikke ufri løsarbejder. Jeg har selv valgt min position. Indtil videre er det gået nogenlunde. Hvor længe jeg magter at fortsætte - eller hvor længe det er praktisk muligt - ved jeg ikke.

Og jeg synes ikke, jeg sparker en åben dør ind. Jeg går i clinch med en generalisering, der sætter feltet af freelancere i et urimeligt dårligt lys. Generaliseringer er sjældent til det gode.

Jeg negligerer ingen af de problemer du nævner. Jeg er enig i dem alle, hver og én. Der er masser at kæmpe for.

Og jeg peger bestemt ikke fingre af de ufrivillige. Det kunne lige så godt have været mig, hvis jeg havde valgt den faste vej og siden var blevet fyret. Det kan også blive mig, hvis jeg senere i livet vil have et fast job, men ikke kan få det.

Min pointe - som åbenbart ikke fremstår tilpas tydelig - er, at vi skal have nuancerne med. Også de lyse. Verden kommer gudskelov i farver. Jeg tror ikke, man kan generalisere landskabet af freelancere og selvstændige.

Bh. Thomas
Fremhævet af Journalisten
Jørn Stjerneklar
31.10.19 15:17
Ikke alle kan være freelancere. Så enkelt er det. Derfor kommer vi til at se en masse der går ned fremover, altså psykisk. Jeg har altid sagt, skal du være freelancer, så start med at melde dig ud af a-kassen. Kan du klare presset ved at vide, at du kan gå på røven i morgen og der ikk er nogen 'kære mor', så kan du klare presset som freelancer. Ellers skal man lade være. Arbejdsgiverne tror at løsningen er alle de her daglejere, løsarbejdere, kald dem hvad du vil, men på sigt kommer de til at tabe. Eller rettere, kvaliteten vil dale indtil det er ligemeget med at investere i deres produkter både som læser og annoncør. Der skal findes en tredie vej. Eller noget...
Fremhævet af Journalisten
Karoline Hansen
31.10.19 21:52
Velskrevet, veldisponeret OG nuanceret - tak, Thomas!
Fremhævet af Journalisten
Lene Rimestad
01.11.19 09:07
Tak for det skriv. Der findes mange varianter af freelancelivet: det gode, det dårlige, det fattige, det rige, det frivillige, det ufrivillige... Det vigtigste er, at vi hjælper hinanden med at holde priserne og humøret oppe.
Fremhævet af Journalisten
Thomas Møller Larsen
01.11.19 16:11
@Karoline og Lene: Tak! Glad for at høre, at det vækker genklang :).
Fremhævet af Journalisten
Lasse Glavind
02.11.19 14:05
Men hvis "det vigtigste er, at vi hjælper hinanden med at holde priserne og humøret oppe", så er det jo ikke en fagforening, I har brug for, men en brancheforening. Men det er måske i virkeligheden også det, I agiterer for - og det fint nok - jeg tror bare ikke, at de to ting er forenelige.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen