Freelancejobs, tidsbegrænsede stillinger og vikartjanser.

En voksende gruppe mennesker verden over lever uden stabil indkomst og social beskyttelse i en verden, hvor de faste ansættelser bliver færre, og de løse ansættelser bliver flere.

Den britiske økonom Guy Standing har givet dem et navn: Prekariatet.

Prekariatet er ifølge Guy Standing en ny og voksende klasse i samfundet. Og mediebranchen er en af de brancher, hvor flere og flere lever og arbejder under usikre – prekære – vilkår med skiftende korte ansættelser eller freelancejobs, der hverken fører til fastansættelse, stabil indkomst eller social beskyttelse.

Her kan du møde Christine Runøe, Sven Johannesen og Jannie Fjordside – tre medlemmer af mediebranchens prekariat. 

 

Christine Runøe,  28 år, freelance radioproducent og kulturjournalist

Christine Runøe arbejder blandt andet som producer på Politikens Poptillæg (podcast), radio-underviser, laver kommunikation for en arkitekttegnestue, vært på Karen Blixen Museet, formand for Københavns Radiobiograf. –– Foto: Sofie Amalie Klougart

 

”Jeg arbejder deltid tre steder hver uge og prøver at sælge idéer til artikler og radio ved siden af. Så jeg har travlt. Men nogle gange sidder jeg også derhjemme og ved ikke, hvad jeg skal lave. Det kan være svært at få idéer, når man skal hive dem ud af den tomme luft uden et redaktionelt fællesskab at spille bold med.

[quote:0]I starten var jeg bare begejstret, når nogen faktisk ville betale mig for det, jeg synes er sjovt at lave. Men jeg er nok nødt til at erkende, at meget af mit arbejde er lidt underbetalt. Der er nogle måneder, hvor det nærmest ikke kan betale sig – hvor jeg faktisk ville få mere ud af at opsige mine tre jobs og gå på dagpenge.

Jeg kan rigtig godt lide de ting, jeg laver. Det er vildt fantastisk, når det kører. Men hvis jeg stadig lever på den her måde, når jeg er 30, så får jeg nok en 30-års krise. Der skal ske noget med indtjeningen, så jeg kan føle mig som en rigtig voksen. Jeg har lige været nødt til at låne penge af mine forældre. Det føles uværdigt.

Det er svært at svare i én sætning, når folk spørger, hvad jeg laver. Og jeg ved aldrig, hvad jeg skal svare, når jeg udfylder et spørgeskema og skal krydse min beskæftigelse af. Hvor skal jeg placere mig selv? Det bliver hurtigt helt eksistentielt.

Det sværeste ved at være freelancer er, at jeg ikke kan planlægge langsigtet. At jeg ikke ved, om jeg har tid og råd til ferie, fordi jeg ikke kender min økonomi om et par måneder. Jeg kan også mærke, at det stresser mig, når mine veninder snakker om barsel og pension. Den slags helt almindelige ting har jeg jo ikke.

Jeg vil rigtig gerne ind i et kontorfællesskab. Hverdagen kan føles ret ensom i dag. Men lige nu bliver jeg nødt til at fokusere på at betale min egen husleje. Og på at finde den der cash cow, som alle taler om. For de fede fuldtidsstillinger i mediebranchen er efterhånden helt enhjørningagtige – de findes nærmest ikke.”

 

Sven Johannesen, 33 år, freelancejournalist

Sven Johannesen arbejder blandt andet som en del af Journalistbureauet TANK – et kooperativ af tre journalister (med Lasse Wamsler og Sune Gudmundsson). Arbejder blandt andet for danske og internationale medier. –– Foto: Sofie Amalie Klougart

 

”De første par år som færdiguddannet var jeg lidt freelance, havde vikariater og arbejdede som presseansvarlig i en hjemløseorganisation. Det var hårdt og ret usikkert at begå sig i. Og jeg var sommetider bange for at blive overhalet og aldrig komme rigtigt i gang.

Skulle man prøve at hustle sig ind på en redaktion via freelancearbejde og vikariater, eller skulle man køre freelance? Ingen af delene appellerede helt til mig. Og heller ikke til mine studiekammerater Sune og Lasse. Vi ville gerne have den frihed, der er ved at være freelance, og den tryghed, der er ved at være fastansat. 

Medicinen mod usikkerheden som individuel freelancer i en branche, der er så presset, blev at slå os sammen og danne det journalistiske kooperativ Journalistbureauet Tank. Som et slags våben mod prekariatet og for at kunne løfte større projekter ved at være flere. Det er tre år siden.  

[quote:1I Tank ryger alt, hvad vi tjener, ind på samme konto og bliver fordelt i tre lige store dele. Det kører faktisk ret godt. Jeg tjener efterhånden, hvad en helt nyuddannet måske ville tjene på Ritzau. Vi har også meldt os ind i en barselsfond og købt en privat sygeforsikring. 

Jeg er til gengæld ikke begyndt at spare op til min pension endnu. Det kan godt bekymre mig. Jeg har folk i min nære familie, som ikke har særlig meget pension, så jeg ved, hvor hårdt det er at sidde efter et langt arbejdsliv uden særlig mange penge. Men jeg synes ikke, der har været råd endnu. 

Selv om det går godt, er vi stadig i en rimeligt rådden branche. Der er et kæmpe misforhold mellem, hvordan man lønner fastansatte og freelancere. Det er en systemisk uretfærdighed på alle medier, som vi bliver nødt til at tale om. DJ burde ikke kunne leve med, at en kæmpe gruppe medlemmer underbetales hver dag. Det er helt fucked up faktisk.

Jeg tror, jeg ville være et meget usikkert og stresset menneske i dag, hvis jeg havde hoppet fra tue til tue som individuel freelancer de seneste tre år. Men når man er tre, er man mere modstandsdygtig. Opturene bliver sjovere at dele, og nedturene bliver lettere at håndtere.”
 

 

Jannie Fjordside, 33 år, freelancejournalist 

Jannie Fjordside arbejder blandt andet som tjener og deltidsansat i Vor Frue Kirke (tager imod folk på kirkekontoret). Tidligere fastansat på Uge-Nyt Fredensborg. –– Foto: Sofie Amalie Klougart

 

”Siden i sommer har jeg prøvet at få fodfæste som freelancejournalist. Ved siden af arbejder jeg som tjener og i en deltidsstilling i Vor Frue Kirke for at være sikker på at have en basisindkomst et sted fra. 

Begge dele er givende, men selvfølgelig ærgrer jeg mig over, at jeg ikke bare kan leve af at være journalist. I det hele taget har jeg det lidt ambivalent med situationen. Freelancelivet passer mig godt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, gør jeg det nok lige så meget for at opbygge mit CV og øge mine chancer for at få et fast job. 

Jeg blev færdig som journalist i 2013 og var ansat på Uge-Nyt Fredensborg frem til juli 2016. Det første år var sjovt, og jeg lærte meget. Men halvvejs inde i min ansættelse blev redaktionen skåret ned til det halve. Og så blev det virkelig, virkelig travlt. Der var slet ikke ressourcer til at lave andet end pligtstof.

[quote:2]Da der kom en sparerunde mere, søgte jeg en frivillig fratrædelse og fik det. Det var helt mit eget valg – ingen bøjede min arm om på ryggen og bad mig sige op. Men omvendt følte jeg heller ikke, jeg kunne gøre andet. Jeg var ikke glad. Jeg følte ikke, jeg kunne gøre det, jeg havde uddannet mig til journalist for at gøre.

Det var meget angstfuldt at sige farvel til et velbetalt job med søde kolleger, pension og betalt ferie. Indimellem har jeg også fortrudt det. Men de dage, hvor jeg tænker, at det ikke var en modig beslutning – at det bare var dumt – prøver jeg at minde mig selv om, at det job måske ikke engang eksisterer om 10 år. 

Jeg føler, jeg burde have klaret mig bedre økonomisk, end jeg har. Men det identitetsmæssige fylder mere. Frygten for, om jeg er god nok, og om jeg nogensinde kommer til at lykkes. Jeg har ikke noget imod følelsen af at være på vej, men jeg kan godt nogle gange føle, at jeg bare går rundt i ring. 

Drømmescenariet for mig er nok at få et fast job. Men det skal ikke være for enhver pris. Det skal være et sted, hvor der er ressourcer til at lave den form for journalistik, jeg brænder for.”