Politiet var både velforberedt og velorganiseret. Sådan lød konklusionen på daværende justitsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde den 6. maj 2015 få måneder efter angrebene på kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København, der kostede to mennesker livet.

Konklusionen byggede på politiets evaluering af deres egen indsats. Men den evaluering viste sig at være mangelfuld. Det dokumenterede TV 2’s graverjournalist Emil Ellesøe Ditzel i en række tv-indslag og artikler, som han søndag aften vandt metodeprisen for, da Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) uddelte sine priser på Fagfestival i Odense.               

»Man skal ikke lade sig gå på af, at kilderne ikke vil stå frem. Der var masser af kilder i politiet, som gerne ville tale, men ikke så mange, der ville stå frem. Der er en meget stærk korpsånd i politiet, som man ikke må gå imod. Det var meget tydeligt, at dem jeg talte med, var meget bange for at blive afsløret,« siger Emil Ellesøe Ditzel.

Råd: Bliv ved med at klage

Udfordringen var for ham at få historierne dokumenteret trods gentagne afslag på aktindsigt og kilder, der ikke ville stå frem.

»Man skal blive ved med at klage over afslag på aktindsigt. Det gav bonus i den sidste ende, så der faktisk kom oplysninger ud af de aktindsigter efter mange afslag fra politiet. Det betaler sig, at man sætter sig grundigt ind i offentlighedsloven, og jeg kan særligt opfordre til, at man læser den kommenterede version af offentlighedsloven skrevet af juristen Jon Andersen,« siger Emil Ellesøe Ditzel.    

Måneden forinden pressemødet om politiets indsats havde han lavet en historie om, at den ene betjent, som stod foran synagogen og tabte sin maskinpistol, ikke havde fået den træning i brugen af maskinpistol, som han skulle have haft.

»Det stod ikke i evalueringen. Og det var grundlaget for os til at se nærmere på den evaluering. Hvis de ikke engang tager de ting med, som har været fremme i pressen, hvad er der så ellers, som politiet ikke har taget med i den evaluering,« siger Emil Ellesøe Ditzel.    

Politiets skud gik ikke gennem ruden

Der gik eksempelvis en del udokumenterede påstande og rygter om, at politiet ikke havde fået ram på attentatmanden allerede på Krudttønden, fordi de stod indenfor, og deres skud angiveligt ikke kunne penetrere kulturhusets kraftige termoruder. Til gengæld var attentatmandens skud fra den anden side gået gennem ruderne.

»En anonym sikkerhedsekspert havde i Ekstra Bladet sagt, at han kunne se, at kuglerne ikke var gået gennem. Men der var ingen, der havde den endelige dokumentation,« siger Emil Ellesøe Ditzel.     

»Det med ruderne kunne vi ikke få bekræftet, selvom der gik en masse rygter. Jeg ringede til Nationalmuseet, fordi jeg havde set, at de havde bedt om at få ruderne fra Krudttønden udleveret som historisk arv. De sagde, at jeg godt kunne få lov at se dem. "Men du skal vide, at de er stablet, og at de vejer 200 kilo per styk, så du får lov at se dem i den kontekst",« fortæller Emil Ellesøe Ditzel.     

Kun to skud var gået igennem ruden

Inden besøget på Nationalmuseet handlede hans forarbejde om at lave et kort over alle skudhullerne fra billedmaterialet i pressen. 

»Når jeg kom ind på Nationalmuseet, skulle jeg vide, hvilke skudhuller, der kom fra hvem. Da jeg kom ind kunne jeg på grund af mit kort se, hvilken rude, der var tale om, selvom de lå spejlvendt.«

»Jeg havde fingeren helt inde i alle skudhuller, som var tilgængelige. Næsten alle de skud fra attentatmanden, som jeg kunne nå frem til, var gået igennem. Jeg kunne nå frem til 9 af de 13 skudhuller fra politiet, som ifølge mine oplysninger ramte ruderne. Kun to af dem var gået gennem ruden. De øvrige syv var ikke,« fortæller Emil Ellesøe Ditzel.

Du kan se hans artikel om ruderne fra Krudttønden her.      

»Spørgsmålet er jo ikke nødvendigvis, om Politiet skal have mere kraftig ammunition, som kan gå i gennem mange mennesker, når de har ramt den, de sigter efter. Spørgsmålet er jo i lige så høj grad, om politiet burde have stået udenfor Krudttønden i stedet, så de bedre kunne forsvare sig, når de kender deres ammunition og burde vide, at der var tale om kraftige termoruder på stedet,« siger Emil Ellesøe Ditzel.        

Øjenvidners kritik udeladt i vidnerapporterne

En del af hans projekt kredser også om de civile øjenvidners kritik af politiets indsats under angrebet.

»Jeg undrede mig over, at mange af de civile øjenvidners kritik, som havde været fremme i pressen, slet ikke var gengivet i politiets egen evaluering. Derfor opsøgte jeg mange af de øjenvidner,« siger han.  

To af de vidner, som han fik i tale, kunne få udleveret deres vidnerapporter på politistationen. Vidnerapporter, som Emil Ellesøe Ditzel ikke selv kunne få aktindsigt i.  

Her kunne vidnerne se, at den kritik, som de kom med af politiet ageren under vidneafhøringen, slet ikke stod i afhøringsrapporten.

»Når evalueringen kun så på afhøringsrapporterne er det jo klart, at den kritik ikke blev en del af evalueringen,« siger Emil Ellesøe Ditzel.        

»Politiets egne rapporter om øjenvidneberetninger stammer fra samme nat, som angrebet fandt sted, og de kredsede selvfølgelig om, hvordan man kunne finde frem til gerningsmanden. Men der blev ikke lavet opfølgende vidneafhøringer, som kunne have medtaget vidnernes kritik af politiets ageren,« siger Emil Ellesøe Ditzel.

FUJ uddelte i alt tre priser. Hovedprisen gik til Martin Kjær Jensen og Irene Thyrri for TV 2-dokumentaren 'Moskeerne bag sløret', imens Jakob Sheikh, Tim Hinman og Krister Moltzen fra Politiken/Third Ear modtog Formidlingsprisen for 'Historien om Lukas'.