Konfrontation i DR-programmet Bag Facaden endte med, at brugtvognsforhandler forsøgte at køre tv-holdet ned med sin bil.
Et tv-hold fra DR-programmet Bag Facaden var tæt på at blive kørt ned, da journalisterne skulle konfrontere en af hovedpersonerne. Ifølge bt.dk endte konfrontationen med, at kilden for rullende kameraer satte sig ind i en bil for at køre den frontalt mod DR-kameraholdet og deres tv-vogn.
DR's vært på Bag Facaden, Maria Andersen, undgik med nød og næppe at blive ramt af bilen, efter at hun havde konfronteret manden.
»Det var meget ubehageligt. Jeg har aldrig oplevet en lignende situation i de 14 programmer, vi har lavet indtil videre. Hele holdet er meget overrasket over, at det kom dertil,« siger Maria Andersen til bt.dk.
Maria Andersen havde ryggen til, da en af kameramændene råbte 'pas på', og hun nåede at komme i sikkerhed mellem to biler. Kameramanden var også nødt til at springe til siden, forklarer Maria Andersen avisen.
I programmet viser Bag Facaden, at brugtvognsforhandleren og hans brødre har solgt biler, hvor tallene på kilometertælleren i instrumentbrættet er ændret, så bilen tilsyneladende ser ud til at have kørt færre kilometer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.