Jan Grarup har mødt ”kolossal opbakning”– bare ikke blandt kollegerne

Fotojournalister kritiserer Jan Grarup for, at han ikke vil ansætte kvinder af frygt for at blive anklaget for krænkelser. ”Det glæder mig at se, at de tager afstand ham,” siger formand for pressefotograferne. Jan Grarup siger, at opbakningen uden for branchen har været massiv

Jan Grarup står i en shitstorm – igen.

Denne gang efter et facebookopslag, hvor han skriver, at han ikke ønsker at ansætte kvindelige assistenter af frygt for, at de vil beskylde ham for krænkelser.

Beslutningen tog han for flere år siden, men han har valgt at dele den med offentligheden i kølvandet på sexismedebatten og de seneste anklager mod Jes Dorph-Petersen.

Men spørger man billedredaktør på Information Sigrid Nygaard, så vil Jan Grarups fravalg af kvinder ikke være et stort tab for andre end ham selv.

”Jeg har svært ved at se, hvordan det kan være særligt attraktivt at arbejde som kvindelig assistent hos en mand, der har den slags holdninger,” siger hun.

Dog peger hun på, at Jan Grarup er en respekteret fotograf med en stor følgerskare på de sociale medier, som lytter til hans udtalelser.

”Mange ser op til ham, fordi han igennem sine fotografier ofte giver en stemme til de folk, som ellers ikke bliver hørt,” siger hun og fortsætter:

”Men det er, som om at der med hans vigtige arbejde, som jeg i øvrigt respekterer ham for, også følger retten til at udtale sig om alt muligt andet, som sjældent virker særlig gennemtænkt – og som ofte er taget helt til ekstremer.”

Sigrid Nygaard henviser til foråret, da Jan Grarup endte i en shitstorm efter et facebookopslag om coronasituationen i verden. Dengang fik han også omtale i medierne. Og responsen førte til, at han blev nødt til at trække udtalelserne tilbage.

”Og nu føler Jan Grarup så en trang til igen at sætte tingene på spidsen,” siger hun.

Og det sker i form af en ”fuldkommen latterlig kommentar” i stedet for et sagligt indspark, mener Sigrid Nygaard.

”Det fører ikke til noget godt og er ydermere diskriminerende. Det har jeg virkelig meget lidt respekt for,” siger hun.

Står alene

Sisse Stroyer er formand for Pressefotografforbundet. Hun tror, Jan Grarup står meget alene om sin holdning om ikke at ville ansætte kvinder.

”Det er ikke mit indtryk, at branchen bakker op om hans holdning,” siger hun.

På sociale medier har Sisse Stroyer bemærket, at flere yngre mandlige fotografer tager afstand fra Jan Grarups opslag.

”Det glæder mig at se, at de tager afstand fra ham og opfordrer til, at man ikke søger assistentplads hos ham.”

En af dem er Tobias Nicolai.

Han har svært ved at forstå, hvad Jan Grarup ønsker at opnå med sit opslag.

”Det er en fuldstændigt bizar udmelding at komme med. Det løser jo ingenting. Men det fungerer som en kraftig advarsel for et ubehageligt og giftigt arbejdsmiljø, som hverken kvinder eller mænd bør arbejde i,” siger Tobias Nicolai.

Enig i kritikken

Jan Grarup bekræfter, at han ikke har modtaget nogen opbakning fra andre fotojournalister. Men udefra har han med egne ord fået ”kolossal opbakning”.

”Jeg er udmærket klar over, at det her ikke gør mig populær. Men jeg melder i virkeligheden bare ud, at jeg ikke kan finde ud af det længere. Det har jeg min frie ret til som det menneske, jeg er,” siger han.

Han er også enig med Sigrid Nygaard om, at det er ham selv, der taber på beslutningen.

”Jeg er hundrede procent med på, at det her er mit tab. I virkeligheden mener jeg jo ikke, at der er nogen vindere i det her,” siger han.

For ham har det dog været nødvendigt at sætte tingene på spidsen som en modreaktion til sexismedebatten, som han føler er blevet for skinger.

”Jeg ville ønske, at den her diskussion var mere nuanceret, end den er blevet. Jeg har næsten lyst til at sige, at man må sætte hårdt mod hårdt. Og det her er jo måske den yderste konsekvens af en debat, som jeg, og rigtig mange andre, mener, er løbet af sporet,” siger Jan Grarup.

Han henviser i stedet de kvindelige fotografer til at søge ind via andre kanaler.

”Heldigvis lever vi i et land, hvor der sidder mennesker som Sigrid Nygaard, Sisse Stroyer og alle mulige andre vanvittigt dygtige fotografer og redaktører. Så kan man søge den vej ind.”

0 Kommentarer

Læs også

Jan Grarup vil ikke ansætte kvinder fremover

Jan Grarup vil ikke ansætte kvinder fremover

06. JANUAR 2021
”Det er dumt af Jan” - men det er ikke ulovligt

”Det er dumt af Jan” – men det er ikke ulovligt

07. JANUAR 2021
TV2 hyrede i september et eksternt advokatfirma, som nuværende og tidligere TV2-ansatte skal indberette sager om sexisme og krænkende adfærd til.

Jes Dorph-Petersen færdig som vært på TV 2 efter sexisme-undersøgelse

05. JANUAR 2021