Omkring 20 frivillige fratrædelser blandt de redaktionelle medarbejdere i DR er nu forhandlet hjem, fortæller fællestillidsrepræsentant for journalisterne i DR Henrik Vilmar.
”Det er et højt tal. Det er meget positivt,” siger han.
I alt 22 havde søgt fratrædelsesordningen, da fristen udløb forrige mandag. Siden har et par stykker trukket deres ansøgning tilbage, mens der modsat også er et par stykker, der har søgt en frivillig fratrædelse, efter at fristen udløb, fortæller fællesstillidsrepræsentanten.
Derfor er der stadig i alt omkring 22 redaktionelle medarbejdere, der har søgt fratrædelsen, og der er derfor stadig forhandlinger i gang. Det på trods af, at forhandlingerne faktisk skulle have været færdige i søndags.
Stemningen er ”ad h til”
På onsdag, den 10. oktober, vil ledelsen prikke til de medarbejdere, som de har i sinde at afskedige. I DR går dagen under navnet sindedag.
Hvordan er det som medarbejder at være i sådan en forhandlingssituation så tæt på sindedag og ikke vide, om man er købt eller solgt?
”Stemningen blandt alle medarbejderne i DR er jo helt ad h til de her dage. Men jeg håber, at de, der har søgt om frivillig fratrædelse, har gjort det, fordi de oprigtigt tror på, det er det bedste for dem. Derfor håber jeg også, at forhandlingssituationen er en positiv oplevelse for dem, selv om det trækker ud,” siger Henrik Vilmar.
Ingen dramatiske årsager
Han fortæller derudover, at der ikke er den store dramatik forbundet med, at der stadig forhandles.
”Det foregår som i alle andre forhandlinger, hvor parterne på skift skal tænke over nogle ting. Spørge konen til råds eller gennemgå nogle detaljer,” siger han.
Og så er en tidsfrist egentlig ikke så vigtig.
”Den ultimative deadline er jo på onsdag, så der skal forhandlingerne selvfølgelig nok være færdige. Indtil da er det jo positivt, hver gang en frivillig fratrædelse forhandles på plads. For så er der en fyring mindre på onsdag,” siger han.
Blandt de medarbejdere, der nu har sat deres underskrift, er kommunikationsrådgiver Christian Rask og P4-journalist Sten Jørgensen, som Journalisten talte med tidligere på ugen. Læs deres historier her og her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.