Fire stillinger nedlagt på A4 Medier: ”Et chok, da vi fandt ud af, at der skulle spares”

A4 Medier skal spare to millioner kroner og har nedlagt fire stillinger. ”Alle er vanvittigt triste over at skulle sige farvel til dygtige kolleger, og det er klart, at det har påvirket folk,” siger tillidsrepræsentant. Chefredaktøren fortæller, at mediehuset kommer til at have færre egenproducerede gratishistorier fremover

Fire redaktionelle stillinger, heraf en chefstilling, er blevet nedlagt i en nyligt afsluttet sparerunde på A4 Medier, hvor mediet skulle spare to millioner kroner.

To medarbejdere og en leder har taget imod en frivillig fratrædelse, og en stilling er blevet nedlagt. Det fortæller tillidsrepræsentant Freja Thorbech.

”Alle er vanvittigt triste over at skulle sige farvel til dygtige kolleger, og det er klart, at det har påvirket folk,” siger hun.

Hun fortæller, at det er cirka to uger siden, at medarbejderne blev orienteret om den kommende sparerunde, og at alle fratrædelser var forhandlet på plads i sidste uge.

”Processen har været fin, men omstændighederne er vi rigtig kede af. Vi har arbejdet rigtig hårdt, siden vi splittede fra avisen.dk, og vi har fået at vide, at det gik i den rigtige retning. Det var et chok, da vi fandt ud af, at der skulle spares,” siger hun.

En skilsmisse og en ny ejer 

A4 medier, som har 18 medarbejdere i alt efter den gennemførte sparerunde, har kæmpet med dårlig økonomi efter en stor omstilling i foråret, hvor medierne avisen.dk og Ugebrevet A4 blev skilt ad, da de to daværende ejere, Freeway og A-Pressen, gik hver til sit.

Dengang var det vigtigt for ejerne af A4 Medier at finde en ny medejer, da de ellers risikerede at miste mediestøtten, fordi de så kun var ejet af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Den nye medejer blev Willmore, som med 35 procents ejerskab sikrede mediestøtten.

I august lancerede A4 Medier så betalingssitet A4 Arbejdsliv, som sammen med flere andre nicheportaler skulle være med til at rette op på det underskud på 40 millioner kroner, som A4 har haft siden 2009, og som tidligere er blevet dækket af A-Pressen.

I august udtalte chefredaktør Nicolai Kampmann, at han troede på, at betalingssitet kunne give overskud.

”Det tror jeg. Men det er ikke det eneste, der skal gøre det. Med den her retning har vi mulighed for at etablere nicheportaler om arbejdsmarkedet. Det er der, vi har vores hjemmebane, og vi har en berettigelse i et hidsigt mediemarked,” sagde han til Journalisten.

Færre egenproducerede gratishistorier 

Nicolai Kampmann fortæller, at sparerunden skyldes, at der i mange år har været ubalance mellem indtægter og udgifter i virksomheden.

Tidligere var både avisen.dk og Ugebrevet A4 gratismedier, og nu forsøger A4 Medier sig så med betalingsmedier. Sparerunden kommer også til at kunne mærkes mest på gratismediet A4 Nu.

”Vi kommer til at lave færre gratis egenproducerede historier. Det er ret logisk, eftersom vi bliver færre mennesker,” siger han.

Han regner ikke med, at der kommer sparerunder på mediet i det kommende år. Men:

”Jeg kan ikke garantere noget. Den danske mediebranche er under konstant forandring, og jeg har været i den lang nok tid til ikke at udstede garantier.”

Han tror stadig på, at strategien med de betalte nichemedier A4 Arbejdsliv og A4 Arbejdsmiljø kommer til at give overskud inden for tre år, og på sigt er det ejerne Willmore og A-Pressens ønske, at A4 medier skal være uafhængige af det driftstilskud, som A-pressen hidtil har givet.

Er denne sparerunde ikke netop et tegn på, at den strategi ikke virker?

”Nej, det mener jeg ikke, man kan sammenligne på den måde. Ubalancen mellem indtægter og udgifter har hele tiden været der, og det, der særligt vil blive påvirket af sparerunden, er vores gratissite A4 Nu. Vi har en målsætning om, at A4 skal kunne løbe rundt selv uden driftstilskud fra ejerne,” siger han.

0 Kommentarer

Læs også

Endnu ingen plan for medarbejderne på A4 Medier

05. APRIL 2019
A4 Medier starter betalingssite for stof om arbejdsliv

A4 Medier starter betalingssite for stof om arbejdsliv

13. AUGUST 2019