I disse dage er ansatte i DR, tillidsrepræsentanter og ledelse ved at sætte de sidste underskrifter i forhandlingerne om frivillige fratrædelser.
I mandags udløb fristen for at søge en frivillig fratrædelse i forbindelse med den store sparerunde i DR, hvor op mod 400 stillinger skal nedlægges. Da tiden oprandt, havde 60 ansatte søgt. Heraf 22 redaktionelle medarbejdere.
Fællestillidsrepræsentant for journalisterne i DR Henrik Vilmar fortæller, at forhandlingerne egentlig skulle have været færdige i går, søndag. De er dog stadig i gang, og en vurdering fra Henrik Vilmar er, at 15-16 af de 22 forhandlinger er i hus.
”Der bliver stadig forhandlet, og det er ofte praktiske problemer, der gør, at de ikke er underskrevet endnu. Folk, der af forskellige grunde ikke har haft mulighed for at skrive under i weekenden,” siger han.
Han vurderer, at den overskredne tidsfrist er et positivt tegn.
”Det er jo kun godt, at man får de sidste med på denne her måde i forhold til, hvis man sagde: Nu er fristen overskredet, det var bare ærgerligt.”
”Der er jo forhåbentlig gode forklaringer på, hvorfor de ikke er forhandlet færdigt,” siger han og fortæller, at han forventer, de sidste underskrifter bliver sat i løbet af i dag.
DR skal i alt nedlægge omkring 375-400 stillinger i hele koncernen.
Den 10. oktober vil de medarbejdere, ledelsen har i sinde at fyre, blive prikket på skulderen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.