
Facebook erkender, at ytringsfriheden begrænses, når de fjerner indlæg eller blokerer konti. REUTERS/Johanna Geron/Arkivfoto
Facebooks politiske chef i Norden, Martin Ruby, siger, at techgiganten i nogle sammenhænge fungerer som overdommer på rigtige og forkerte meninger. I den seneste tid har Facebooks begrænsning af ytringer i Danmark særligt haft fokus på indhold relateret til coronapandemien, siger han i et interview i Avisen Danmark.
”Vi forbeholder os retten til at trække grænsen et sted. Hvis man holder sig inden for skiven med sundhedsmyndighedernes råd, fjerner vi ikke nogen, men hvis man opfordrer folk til en adfærd, der kan være decideret sundhedsskadelig, trækker vi grænsen. Det er frivilligt at være på vores platform, og folk kan ytre sig andre steder,” siger Martin Ruby.
Og det er et brud på ytringsfriheden, erkender han.
”Min pointe er bare, at så snart du fjerner noget, er det et brud på den totale ytringsfrihed. Loven siger også, at der er en grænse for ytringsfrihed, men vi trækker grænsen før loven på en række områder. Det gør vi også, når det gælder mobning på nettet eller diskrimination. Der er en masse steder, hvor vi trækker grænsen før, og det får vi også kritik for.”
Han understreger i interviewet i Avisen Danmark, at Facebook ikke censurerer politiske holdninger, men at de griber ind, hvor de vurderer, at det er ’skadeligt’.
Debatten om tech-giganternes magt er taget til, efter at Donald Trump har fået lukket sine profiler på en lang række sociale platforme.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.