DR skal spare, hvis ikke der er nyt medieforlig til nytår

Sparekniven rammer i DR, hvis ikke politikerne har indgået et nyt medieforlig inden udgangen af i år, lyder det fra generaldirektør Maria Rørbye Rønn

Hvis politikerne vil skåne DR f0r sidste del af besparelserne, som blev aftalt i medieforliget 2018, så skal et nyt medieforlig falde på plads i år.

Sådan lyder det fra generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn i et interview med Journalisten, efter at DR onsdag har holdt pressemøde om coronakrisens betydning for DR’s programmer og prioriteringer.

”Vi har implementeret en spareudviklingsplan, så vi har sørget for, at der er balance til og med 2021. Jeg forholder mig til, at statsministeren selv har meldt ud, at der kommer forhandlinger om et nyt medieforlig i 2020,” siger Maria Rørbye Rønn.

Så et nyt medieforlig skal være landet inden nytår?

”Ja, vi kommer til i 2021 at se på en ny sparerunde,” siger Maria Rørbye Rønn.

Strategi ser bort fra besparelser

Under den tidligere regering blev der indgået et medieforlig, som betød, at DR skulle beskæres med 20 procent af den økonomiske ramme. DR mangler stadig at gennemføre besparelser for årligt 255 millioner kroner, før den økonomiske ramme er tilpasset i 2023.

I forbindelse med regeringsskiftet sidste år meldte støttepartierne, at de vil have den sidste del af DR-besparelserne droppet. Og i september fremlagde DR en ny offensiv strategi, hvor besparelsen på 255 millioner kroner ikke var regnet med.

Men coronakrisen har ikke bare rokket ved DR’s programflade og prioriteringer – den har rystet hele den danske økonomi.

Forventer du stadig, at den sidste del af besparelserne i DR falder bort?

”Vores strategi er baseret på tre søjler: Nyheder, kultur og fællesskab. Det var vigtigt med en ny strategi for at sætte en tydelig retning for, hvad det er, DR skal de kommende år. Det, vi så har valgt at lægge frem i den strategi, er, at hvis vi skal ind i fase 2-besparelser, så vil det have konsekvenser for vores indhold,” siger Maria Rørbye Rønn.

Men er det så forkert, når der står om strategien på dr.dk, at: ”hele forudsætningen for strategien er, at et flertal på Christiansborg skrotter planlagte besparelser på 255 millioner kroner”?

”Nej. De søjler, vi står på med nyheder, kultur og fællesskaber, det mener vi er bærende for DR, uanset den økonomiske ramme. Men en del af de satsninger, som strategien vedrører, kan vi ikke levere på, hvis vi skal ind i fase 2-besparelser,” siger Maria Rørbye Rønn.

Forventer du, at I kan slippe for besparelserne?

”Lige nu har vi en helt særlig situation med at løse de opgaver, vi står med. Hverken politikerne eller DR har haft mulighed for at diskutere medieforlig, og hvordan en økonomisk ramme kommer til at se ud. På et tidspunkt er vi så tilpas igennem det, at vi kan forholde os til andre politiske emner. Mere konkret kan jeg ikke gå ind i det her,” siger Maria Rørbye Rønn.

Føle en samhørighed

Hun nævner, at coronakrisen har øget interessen for DR’s indhold og programmer, blandt andet også for ”en gammel klassiker som ’Lægens bord’”.

Har det styrket public service?

”Jeg tror da i hvert fald, at der er en øget bevidsthed om, at vi alle sammen har en mulighed for at være en del af de samme oplevelser. At vi kan føle en samhørighed i en tid, hvor vi ellers lever mere isoleret end normalt,” siger Maria Rørbye Rønn.

Hun vil dog ikke tage stilling til, om det også styrker DR’s position forud for de kommende forhandlinger om næste medieforlig.

”Jeg vil nødig spå om, hvordan politikerne hver især ser denne her situation. Men jeg er stolt af de tilbagemeldinger, vi får fra brugerne, og af, at vores omdømme er målt til at være det højeste i syv år,” siger hun.

1 Kommentar

Peer Rygård
19. MAJ 2020
Kære Maria, Du har selv ravet til Dig

Læs også

Ikke et ord om et nyt medieforlig i finansloven

Ikke et ord om et nyt medieforlig i finansloven

03. DECEMBER 2019
Medieforlig trækker ud - forventer først forhandlinger efter sommer

Medieforlig trækker ud – forventer først forhandlinger efter sommer

25. FEBRUAR 2020