DR er truet af stor strejke midt i coronakrisen

Som reaktion på et lockoutvarsel for en lille gruppe medarbejdere har DR’s ansatte sendt et strejkevarsel for en stor del af de ansatte tilbage til DR. Midt i coronakrisen risikerer DR at være ramt af konflikt fra 1. juni

DR er truet af storkonflikt.

Forhandlingerne om en ny overenskomst har ført til, at DR’s ledelse har sendt et lockoutvarsel til en mindre gruppe af DR’s ansatte. Det fortæller formand for DR’s medarbejdergruppe Henrik Friis Vilmar til Journalisten. Især ansatte i nyhedsafdelinger og regionerne var undtaget af DR’s lockoutvarsel.

Som svar har de ansatte på DR sendt et strejkevarsel tilbage til ledelsen. Konflikten kan ramme DR den 1. juni og lukke næsten hele DR.

”DR har varslet konflikt mod en række medarbejdere i DR. Ikke alle er omfattet af lockoutvarslet, men nogle er. De fleste er ikke. Det er et meget usædvanligt lockoutvarsel,” siger Henrik Friis Vilmar.

”Vi var ikke interesserede i at gå i konflikt med DR. Der var godt gang i forhandlingerne, men på grund af det mærkelige lockoutvarsel har vi følt os nødsaget til at svare med et strejkevarsel,” siger han.

Nye forhandlinger var planlagt

Der er en lille gruppe medarbejdere på Radioavisen og dr.dk, der ikke er omfattet af strejkevarslet, fortæller Henrik Friis Vilmar.

”Det strejkevarsel gælder for stort set alle medarbejdere på vores overenskomst. Der er ganske få medarbejdere på Radioavisen og dr.dk, der er undtaget, fordi vi anerkender, at landet lige nu står i en helt usædvanlig situation på grund af corona, og derfor mener vi, at DR skal have mulighed for at informere befolkningen om corona. Men også kun det,” siger han.

Ifølge Henrik Friis Vilmar sender de ansatte strejkevarslet i solidaritet med den gruppe, der var varslet lockoutet.

”Det er for at støtte op om de få, der var ramt af lockoutvarsel, at vi varsler strejke. Det så umiddelbart ud, som om DR varslede konflikt udelukkende for de medarbejdere, der er hjemsendte i forvejen på grund af corona. Det ville betyde, at DR ville kaste os alle ud i en meget langvarig konflikt, fordi ikke alle var omfattet. Jeg undrer mig over, at de har sendt det ud, før forhandlingerne er gået i stå,” siger Henrik Friis Vilmar.

Han fortæller, at der var planlagt et nyt møde i overenskomstforhandlingerne den 27. maj, og derfor forstår han ikke lockoutvarslet, DR's ledelse har sendt.

”Det ville være meget mærkeligt for vores medlemmer, at langt de fleste skulle gå på arbejde, mens en helt lille gruppe skulle sidde derhjemme og være omfattet af konflikt. I det hele taget er det et mærkeligt konfliktvarsel. Det er svært for mig at give et bud på, hvad DR egentlig vil opnå med det, for der var stadig forhandlinger, og vi havde aftalt et nyt forhandlingsmøde,” siger Henrik Friis Vilmar.

Inden overenskomstforhandlingerne i DR var der især lagt op til store lønforhandlinger. Du kan læse, hvad DR's ledelse og de ansatte havde på forhandlingsbordet, her.

Journalisten forsøger at få en kommentar fra DR.

Rettet klokken 09.55: Det er fjernet, at AC-ansatte journalister skulle være en del af konflikten.

15 Kommentarer

Michael Kjærgård
19. MAJ 2020
Mit fagblad er et informationshul. Hvem er det DR vil lockoute?
Per Smith Vinther
19. MAJ 2020
Rubrikken KUNNE jo også lyde: DR er truet af lockout midt i coronakrisen. Men det valgte Journalisten så ikke...
Lis Lendal
19. MAJ 2020
Ønsker DR virkelig at lade TV2 være ene hane i kurven?
Jens Græsted
19. MAJ 2020
Hey - først det positive - jeg bakker op om strejkevarslet - så hellere undvære DR til der er ordentlige forhold for alle.
Dernæst det negative - læs lige den artikel igennem igen - den er i mine øjne meget dårligt skrevet. For meget det samme med en smule ændring i formuleringen - jeg havde forventet bedre journalistisk formulering og redigering. God dag i DR
Jens Ringberg
19. MAJ 2020
Nemlig, Per Smith Vinter.

Brandærgerligt at Journalistens misvisende rubrik nu breder sig til andre medier, her BT: "Midt i coronakrisen: DR er truet af stor strejke"

Faktum er: DR er IKKE truet af strejke. DR er truet konflikt, der er udløst af et overraskende og provokerende lockout-varsel fra DRs side.

Flere

Læs også

Henrik Vilmar

DR-ansatte: Vi vil have mere i løn

27. APRIL 2020