Derfor har Danwatch ingen overenskomst

Danwatch har – ligesom Zetland – ikke overenskomst med Dansk Journalistforbund. ”At man ikke har overenskomst, betyder ikke, at man ikke har ordentlige forhold,” siger direktør

Zetlands medarbejdere får bedre vilkår uden en overenskomst med Dansk Journalistforbund, lød det fra adm. direktør Tav Klitgaard i sidste uge. Det vakte livlig debat hos Journalistens læsere.

Men Zetland er ikke det eneste af de mindre nyere medier, som ikke har overenskomst med DJ. Et af de andre er Danwatch. Danwatch er et uafhængigt medie, som skriver nyheder, rapporter og undersøgende journalistik om blandt andet klima, investeringer og arbejdsforhold i ulande.

Danwatchs adm. direktør, Jesper Nymark, forklarer, at mediet ikke har noget principielt imod at tegne overenskomst, men det har ikke været et emne, der er blevet diskuteret på arbejdspladsen.

”Det har faktisk ikke været efterspurgt nogen steder fra,” siger han.

Til ansættelsessamtaler er der blevet spurgt, om Danwatch har overenskomst med Dansk Journalistforbund, men Jesper Nymark har ikke oplevet, at hverken medarbejderne eller forbundet har rettet henvendelse for at få en.

Vigtigt med plads til nye medier

Direktøren understreger, at en overenskomst ikke er en forudsætning for at have fair forhold.

”At man ikke har overenskomst, betyder ikke, at man ikke har ordentlige forhold. I de år, jeg har været på Danwatch, har vi kontinuerligt forbedret vilkårene for vores medarbejdere. Mig bekendt flugter vores forhold fint med dem, der for eksempel er på Zetland,” siger Jesper Nymark.

Men de har netop heller ingen overenskomst ..? 

”Du kan ikke sammenligne os med et større og etableret medie som fx Politiken. Vi er nok mere sammenlignelige med internationale undersøgende medier. I en dansk kontekst er vi en underlig størrelse. Men der kommer nye medier, som gør tingene på nye måder, og det tror jeg er vigtigt, at der er plads til,” siger Jesper Nymark.

Han tilføjer, at Danwatchs individuelle kontrakter har været omkring Dansk Journalistforbunds rådgivere, ligesom Zetland også har påpeget, at deres kontrakter har.

”Mange nye medier har fokus på at overleve. Centralt for os er, at vi vil udvikle den journalistik, vi brænder for, og gøre den bæredygtig i en eller anden form. Overenskomst er nok ikke det, man som nyt medie starter med at kigge på,” siger Jesper Nymark.

Usikker forretningsmodel

Danwatch har i dag en fornuftig økonomi, forklarer direktøren. Men den er skrøbelig.

”Vi laver journalistik i et besværligt krydsfelt, og vi insisterer på, at den skal være tilgængelig for alle. Derfor arbejder vi ikke med betalingsmure eller abonnementer. Det giver en indbygget usikkerhed i vores forretningsmodel.”

Jesper Nymark mener, man skal passe på med at slå alle over én kam, når man taler om overenskomster, fordi der er forskel på etablerede medier og nye medier med usikre forretningsmodeller. For Danwatch har det været hensigtsmæssigt at tegne individuelle kontrakter, hvor man kan tage hensyn både til mediets særlige forhold og medarbejdernes særlige ønsker, siger han.

”Vi har meget forskellige ansatte. Vi har en Cavling-vinder, og vi har en nyuddannet. De har forskellige behov, og derfor giver det mening med personlige kontrakter.”

Altid åbne for at snakke

Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, har til Journalisten forklaret, at DJ ser overenskomster som et bundniveau, man kan bygge ovenpå. For eksempel med særlige personlige vilkår, bonusordninger og så videre. Men bundniveauet sikrer, at man ikke skal til at forhandle om forholdene, når der sker noget – for eksempel at en medarbejders livssituation ændrer sig.

Kan overenskomsten ikke bare være et bundniveau, I kan bygge ovenpå?

”Jeg forstår godt hendes pointe, men det er vigtigt for mig at understrege, at man sagtens kan have gode og ordentlige forhold uden en overenskomst. Vi har også oplevet særdeles svære situationer for medarbejderne, som intet havde med deres arbejde at gøre – og det har vi løst fint i samarbejde med de pågældende,” siger Jesper Nymark.

Hvis medarbejderne kommer til dig og siger, at de gerne vil have en overenskomst – hvad vil du så sige? 

”Vi er altid åbne for at snakke med alle om, hvordan vi driver vores medie. Så vil vi selvfølgelig høre, hvad de har at sige.”

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Overenskomst eller ej? Det handler om meget mere end det, siger Zetland-journalist">

Overenskomst eller ej? Det handler om meget mere end det, siger Zetland-journalist

06. AUGUST 2020
Zetland-direktør: Vi har ikke brug for en overenskomst

Zetland-direktør: Vi har ikke brug for en DJ-overenskomst

03. AUGUST 2020
Tine Johansen

DJ-formand: Derfor er overenskomster en god idé

05. AUGUST 2020