
Tine Johansen, formand for DJ. Foto: Jacob Nielsen
DR er truet af storkonflikt, der kan ende med at lukke det meste af DR den 1. juni.
Efter at et lockoutvarsel er blevet sendt fra ledelsen i DR til en mindre gruppe medarbejdere i DR, har de ansatte og Dansk Journalistforbund svaret igen med et strejkevarsel.
Varslerne om lockout og strejke er sendt i forbindelse med de forhandlinger om en ny overenskomst, der for tiden pågår i DJ. Strejkevarslet gælder for ansatte på DJ-overenskomst i DR.
Formand i Dansk Journalistforbund Tine Johansen har svært ved at forstå, at DR’s ledelse i første omgang har sendt et lockoutvarsel rettet mod en lille gruppe medarbejdere.
”Der er nogle forhandlinger i gang, som helt ærligt så svære ud, men vi mente bestemt ikke, at mulighederne for en aftale var udtømte,” siger Tine Johansen.
”Vi modtog det meget overraskende lockoutvarsel fra DR i går, og det stillede tingene anderledes. Det er dybt besynderligt, at DR på den måde varsler en selektiv lockout med så mange undtagelser. Det stiller DJ’s medlemmer i en meget svær situation i en konflikt, hvis kun meget få bliver lockoutet. Det er derfor, efter meget svære overvejelser, at vi er endt med dette modsvar, som er et strejkevarsel per den 1. juni.”
Svært med konflikt i krisetid
I lockoutvarslet fra DR var mange af DR’s ansatte undtaget – dette omfattede især ansatte, der arbejder med nyheder og ansatte i DR-regionerne.
DJ og de ansattes strejkevarsel undtager også en gruppe ansatte – her er det en meget mindre gruppe, som arbejder med nyhedsdækning på Radioavisen og dr.dk.
Hvorfor er visse ansatte ikke omfattet af strejkevarslet?
”Overvejelserne har været, og de har været svære, at midt i en krisetid vil der være behov for, at man trods alt kan orientere befolkningen om, hvad der foregår,” siger Tine Johansen.
Tror du, det reelt kan ende med strejke og lockout?
”Vi havde et forhandlingsmøde mere i kalenderen med DR. Konfliktvarslerne lægger mere pres på forhandlingerne i sagens natur. Men det er varsler. Vi håber ikke, de bliver aktiveret.”
Har du nogen idé om, hvorfor DR har sendt et så ”selektivt” lockoutvarsel?
”Jeg vil ikke gætte på deres motiver. Men selvfølgelig er de ligesom os bevidste om, at vi befinder os i en ekstraordinær tid, hvor der er brug for journalistik og information.”
Økonomien skiller
Det store punkt på forhandlingsbordet har været en lønstigning til de ansatte på DR. Her ønskede DR’s ansatte inden forhandlingerne en lønstigning på 8,1 procent – helst i basislønnen.
Ligeledes var der lagt op til forhandlinger om en højere startløn og den sabbat, som DR’s ansatte optjener.
Ifølge Tine Johansen er det netop på løn og økonomi, at der er uenighed i forhandlingslokalet netop nu.
”Det er den økonomiske ramme, hvor parterne står meget langt fra hinanden.”
Journalisten arbejder på at få et interview med ledelsen i DR.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.