DR og en række fagforeninger er blevet enige om en ny overenskomst med ikke-journalisterne. Resultatet er det samme som DJ's aftale med DR, og det betyder et fald i reallønnen. Men aftalen betyder, at bl.a. teknikerne afblæser trusler om strejke.
For halvanden uge siden indgik Dansk Journalistforbund overenskomst med DR for de næste to år.
Resultatet blev en stigning i basisløn på 0,7 procent af lønsummen per år i den to-årige periode (2012-2013), plus 0,6 procent til individuelle lønforhandlinger. Det betyder, at medarbejderne står til at falde i realløn, da lønnen stiger mindre end priserne.
Overenskomsten blev indgået, mens der hang trusler om strejke i luften fra andre faggrupper i DR, for eksempel teknikerne. De var utilfredse med DR's udspil – og forligsmanden forhindrede en strejke i sidste øjeblik.
Men nu har teknikerne, der er organiseret af Dansk Metal, fundet fælles fodfæste med cheferne i DR. Overenskomsten blev indgået i fredags, og den dækker også Akademikernes Centralorganisation, Ingeniørforbundet i Danmark, HK, 3F, Maler-forbundet og MDR.
Samme lønfald som for journalisterne
Lønaftalen har taget udgangspunkt i DJ's aftale og er landet på de samme procentsatser. Det betyder, at der også for ikke-journalisterne kommer til at ske et fald i reallønnen.
"Vi skal udvise økonomisk ansvarlighed med de penge, som licensbetalerne har betroet os. Vores opfattelse er, at lønnen til medarbejderne i DR generelt ligger på det rigtige niveau, og derfor giver vi lønstigninger, der svarer til arbejdsmarkedet omkring os. Det er det, aftalerne om overenskomstfornyelse i DR er udtryk for," udtaler Elisabeth Geday, der er kommunikations- og HR-direktør i DR.
Næste skridt er, at fagforeningernes berørte medlemmer skal godkende overenskomsten. DJ's medlemmer har heller ikke givet deres mening til kende endnu.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.