search

Den usynlige streg

Orker vi endnu en omgang Muhammed-snak? Næsten ikke - men hele diskussionen om ytringsfrihed presser sig på endnu en gang, idet Journalisten kan påvise, at både Politiken og Berlingske har bortredigeret tegninger, der - hvis de var blevet trykt - måske kunne have rippet op i den gamle sag.

Orker vi endnu en omgang Muhammed-snak? Næsten ikke – men hele diskussionen om ytringsfrihed presser sig på endnu en gang, idet Journalisten kan påvise, at både Politiken og Berlingske har bortredigeret tegninger, der – hvis de var blevet trykt – måske kunne have rippet op i den gamle sag.

Det er for eksempel tegningen af en muslimsk udseende mand med stort skæg og et bombebælte om livet, der gemmer sig i et hjørne af en detaljerig tegning. Han blev retoucheret bort fra forsiden af Berlingskes 2. oplag. For "koldhjertet", lyder forklaringen i dag.

Og det er en tegning i Politiken, hvor Flemming Rose – manden, der som kulturredaktør på Jyllands-Posten i sin tid bestilte Muhammed-tegningerne – er afbildet med en turban med en bombe i. Den tegning blev aldrig trykt. Angiveligt eksisterer der i dag en mere eller mindre nedfældet norm på Politiken om, at "man ikke skal lave bomber i turbaner", som det formuleres over for Journalisten.

Alt i alt er der mindst fem eksempler på, at bladtegnerne på de to ovennævnte aviser har fået bortredigeret tegninger, der refererede til den oprindelige Muhammed-sag.

Min personlige holdning er, at det på den ene side er godt, hvis dansk presse er ramt af en efterrefleksion, hvor retten til at ytre sig går hånd i hånd med retten til at tænke sig om – vi behøver ikke håne andre kulturer for at demonstrere, at vi selv bestemmer, hvordan vi ytrer os. Retten til at redigere er en del af ytringsfriheden.
Men på den anden side, så viser eksemplerne også, at der har sneget sig en usynlig hånd ind, hvor der redigereres anderledes, end vi udadtil bryster os af. Vi forstiller os. En journalistisk overdommer forkaster i dag illustrationer, som tidligere ville glide lige igennem sekretariatet. Dermed skal tegnerne illustrere op imod en anden moral – som ikke er formuleret åbent – end de skulle tidligere. Det er måske ikke censur. Det er uskrevne regler, der skal regulere udtrykket – uden at vi taler om det.

Kald det bare opdragelse eller opfordring til selvcensur.

Flere af de konkrete tegninger er eksempler på, at tegnerne – som altid i dansk bladtradition – tolker en situation og viser deres subjektive og ofte ganske spontane bud. Når disse bud udelukkes, tilmed uden at vi har taget en åben diskussion om det, så er udgangspunktet for bladtegningen forrykket. Stregen har flyttet sig; vi ytrer mindre frit.

Det gælder også, når Journalisten stiller spørgsmål til de konkrete sager. Forklaringerne lyder som bortforklaringer. Og det er måske det værste: Vi vil gerne lade, som om intet er forandret. Men det er det. Måske for altid.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen