På Instagram kan du på Gitte Skovs profil se en lille tegneserie, der illustrerer tegnerens tanker om, at hun er nomineret til Pingprisen for Årets Journalistiske Tegner. En pris, hun er nomineret til to gange før – men aldrig har vundet.
Alligevel kan du i taleboblerne læse, at Gitte Skov tør drømme om at få overrakt prisen denne gang.
”Men hvad nu hvis …” står der i en boble. Og nede fra gulvet ses svaret fra hunden: ”Så skal du på scenen og takke. Og helst sige noget vittigt.”
I næste taleboble kan du næsten fornemme den sukkende tone i teksten: ”Og bagefter bliver man interviewet til Journalisten.”
Det var alligevel en invitation til interview, der var svær for Journalisten at afslå. Også selv om resultatet af prisoverrækkelsen endnu er ukendt.
Væk fra sin comfort zone
Trods den satiriske stribe på Instagram frygter Gitte Skov faktisk, at hun skal på scenen og modtage prisen. Hun beskriver sig selv som meget privat.
”Jeg tegner for Weekendavisen, og det er trygt og godt, fordi jeg sidder hjemme i min egen boble og tegner,” siger hun.
”Jeg er vitterligt aldrig ude af min comfort zone.”
Den lille tegneserie på Instagram er derfor en metode for Gitte Skov til at udfordre sig selv.
”Folk siger, jeg skal være mere synlig, men jeg slog syv knuder på mig selv, inden jeg lagde det op, for jeg havde egentlig ikke lyst til det,” siger hun.
”Pludselig kommer der ord ud af min mund”
Gitte Skovs tegninger indeholder ofte en god portion satirisk sans.
”Når jeg får en opgave på Weekendavisen, får jeg en ramme. Og så leder jeg efter de små sprækker i rammen,” siger hun.
Men det er nyt for hende at vende blikket mod sig selv, som hun har gjort i illustrationen på Instagram.
”Her er det mig, der bliver synlig. Pludselig kommer der ord ud af min mund. Normalt er det et andet filter, hvor jeg fortolker andres ting, og hvor man ikke fornemmer mig som person. Det her er jo lidt selvudleverende.”
Man kan også koge suppe på at tabe
Selv om det er en fremmed ting for tegneren at sætte fokus på sig selv, lader den lille tegnede serie altså en dør stå åben til muligheden for, at hun rent faktisk vinder prisen.
Ofte nævner folk, der er nomineret til priser, slet ikke muligheden for at vinde. Hvordan kan det være, at du går den anden retning her?
”Det er lidt at sige det, man ikke bør sige. Men omvendt har jeg gjort op med mig selv, at jeg ikke har noget investeret, for jeg har alle mulige idéer til, hvordan jeg kan få noget ud af ikke at vinde. Det kan jeg godt koge en suppe på, og så har vi jo en ny stribe,” griner hun.
”Man kan få noget ud af at få prisen, men man kan faktisk få lige så meget ud af ikke at vinde,” uddyber hun.
Men vil du ikke helst vinde?
”Det vil jeg ikke forholde mig til. For de andre gange har jeg været så tæt på ikke at tage til prisoverrækkelsen, fordi jeg havde så lidt lyst til at være en del af det. Denne gang har jeg meldt mig ind i det med denne her stribe, men jeg har både en plan B og C,” siger hun.
Pingprisen uddeles hvert år og er et samarbejde mellem Dansk Tegneserieråd, Nummer 9, Komiks.dk og Storm P-museet. I år uddeles prisen den 9. juni, og feltet af nominerede i samme kategori som Gitte Skov består af:
Mia Mottelson
Philip Ytournel
Bob Katzenelson
Christoffer Zieler
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.