»Den danske mediebranche er i teknologisk granatchok«

Danske medier skal vågne op, mener Didde Elnif, projektleder bag stor konference om nye medier, New Media Days. »Vi vil gerne prikke til branchens selvforståelse og minde om, at der er nogen i andre lande, der laver noget, der er bedre.«

Danske medier skal vågne op, mener Didde Elnif, projektleder bag stor konference om nye medier, New Media Days. »Vi vil gerne prikke til branchens selvforståelse og minde om, at der er nogen i andre lande, der laver noget, der er bedre.«

»Langt hen ad vejen handler det om at råbe vagt i gevær nogle steder, hvor vi kan se, at der er en bremseklods i medierne mod at udvikle sig i retning af nye medier.«

Det er formålet med New Media Days, hvis man spørger Didde Elnif. Hun er projektleder og programansvarlig på konferencen, der holdes hvert år i Danmark. I år ligger den 9.-10. november. New Media Days har som et af sine formål at udfordre den danske mediebranche på de emner, hvor vi tror, vi ved nok.

»Vi vil gerne prikke til branchens selvforståelse og minde om, at der er nogen i andre lande, der laver noget, der er bedre. Vi har en branche, der er lidt i granatchok over de teknologiske forandringer, og hvis vi kan få folk til at nytænke deres platforme i stedet for at genskabe det, der har været, så er det vores ultimative opdrag,« siger Didde Elnif til Journalisten.dk.

På New Media Days handler en af debatterne om den nye radiokanal, som skal have et budget på omtrent 100 millioner skattekroner og være reklamefri. Kravene til udbuddet af kanalen lægges frem i starten af 2011. I panelet sidder Suzanne Moll (afdelingschef, International Media Support), Mikael Kamber (mediedirektør, DR) og Jim Receveur (Radio 100FM).

Didde Elnif ser debatten om radiokanalen som et godt eksempel på gammeldags tænkning i mediebranchen. Vi tør ikke tænke den nye radiokanal som én platform af mange.

»Det er problematisk, når man taler om den nye radiokanal, at der ikke er nogen, der taler om, hvordan vi kan brede det ud på andre platforme. Alle taler kun om radiojournalistik, og Kulturministeriet definerer det i den grad som en radiokanal. Jeg er spændt på at høre, hvordan mediehusene foreslår, at man bruger stoffet på forskellige platforme i forskellige udgaver. Kan man begynde at tænke i, hvor den og den historie bliver formidlet bedst?«

New Media Days lancerede programmet i går, og den trykte udgave er på vej. I programmet er også debat om den danske mediestøtte. Her vil konferencens bagmænd stille spørgsmålstegn ved, om mediestøtten i virkeligheden er så vigtig for demokratiet – eller om den snarere er en stopklods. Der kommer også mange oplægsholdere fra udlandet, blandt andet fra den amerikanske radiokanal NPR.

Hvad er anderledes på New Media Days i forhold til tidligere år?

»Vi forsøger at have lidt mere kant, og vi vil sætte tingene på spidsen. Og så har vi mere fokus på den filosofiske del af, hvordan medierne udvikler sig. Vi arbejder ikke så meget med at komme med løsninger og sige, at 'sådan her er den rigtige måde',« siger Didde Elnif.

1 Kommentar

Kasper Bergholt
21. OKTOBER 2010
Re: »Den danske mediebranche er i teknologisk granatchok«

Brandes sagde jo det samme for mange år siden om de litterære hovedstrømninger...

Glæd mig til NMD!

 

/K