Lisbeth Knudsens 'revolution i Pilestræde' danner nu forbillede for resten af Mecom-imperiet. I Tyskland gør man således klar til at lade journalisterne arbejde for flere medier på en gang.
Mens medarbejderne i Berlingske Media er i fuld gang med den komplette integration mellem forskellige medier og platforme, forberedes en lignende revolution i Berlin.
Tidligere løse planer om en sammenlægning af den trykte avis Berliner Zeitung og websitet Netzeitung ser nu ud til at blive alvor.
Den tyske arm af Mecom-imperiet droppede ellers tanken tidligere i år i forbindelse med en sparerunde, men nu oplyser Berliner Zeitung, at man gør alvor af tanken, og snart flytter Netzeitung ind på 13. etage hos Berliner Zeitung i mediehuset i Karl Liebknechtstrasse midt i Berlin.
Den fysiske sammenlægning anses for at være første skridt på vej mod den komplette integration, og det tyske journalistforbund, Verdi.de, har været stærkt involveret i sagen og er nu nået til enighed om projektet.
Sammenlægningen vil dog angiveligt betyde en ny fyringsrunde, hvilket har fået blandt andre Medienlse.com og andre medier til at tale om, at Netzeitung er døden nær.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.