Aviser bliver for en lille eksklusiv skare, der elsker fornemmelsen af gammeldags papir. Peter A. Petersen, NORDJYSKE Holding, sidder midt i et multimediefirma og kigger frem. Udviklingen er kimen til et langsigtet demokratisk problem, mener han.
"Det er med aviser som med rødvine! At holde fast i sin avis svarer til at foretrække rødvin på flasker med korkpropper, selv om det er irrationelt. De mugner og ødelægger vinen. Det er meget bedre at købe vin i mælkekartoner."
Sammenligningen kommer fra Peter A. Petersen, administrerende direktør i NORDJYSKE Holding. I 1987 kom han til TV Aalborg, den gang en af arbejderbevægelsens tv-stationer. I dag en del af TvDanmark 2 og ejet af NORDJYSKE Holding. Peter A. Petersen udgør selv den ene fjerdedel af ledelsen for mediekomplekset, NORDJYSKE Holding, der udover TvDanmark 2 Aalborg også favner dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende, Aalborgs svar på metroXpress – 10minutter, 11 ugeaviser, syv radiostationer, en lille tv-station i Frederikshavn, snart en i Hjørring, internetudgaver, etc.
"Vi er det mest totalintegrerede medie i Europa," siger Peter A. Petersen, som dog retter det til en mere nordjysk version: "Vi er blandt dem, der er længst fremme."
Han er uddannet journalist fra 1979, har arbejdet på Midtjyllands Avis og Aktuelt – blev siden freelancer, inden han kom til TV Aalborg. Han betegner med et smil sig selv som en avislæser, der kan lide at sidde ved morgenbordet og smide halvdelen af avisen væk.
"Der vil være folk, der er parate til at betale for at få den oplevelse, og avisen er en oplevelse, men man skal rette den præcist efter den målgruppe. Både vores radio og 10minutter er utroligt præcise, og det bliver dagbladet også," siger Peter A. Petersen.
Multijournalister
Da han kom til tv-stationen for 15 år siden, lagde han en plan. Den hed: Vejen frem mod det totalintegrerede medie.
"På TV Aalborg har vi i mange år arbejdet med flermedial journalistik på radio, tv og internet. Da vi begyndte med mediekonvergens i Frederikshavn sidste år, nåede vi endelig det, som vi forestillede os i 1987," siger Peter A. Petersen. Den gang han kom til TV Aalborg, var der så få penge, at man måtte samle de 250.000 kroner, som et nyt kamera kostede, ind blandt seerne.
I dag er det anderledes. Snart har alle fotografer på NORDJYSKE Stiftstidende både fastbilled- og videokamera med i bilen. Det begyndte med, at Frederikshavn konvergerede, nu skal redaktionen i Hjørring i gang. Skridt for skridt skal hver eneste redaktion på NORDJYSKE konvergeres: Avis, radio, tv, internet, ugeaviser skal spille sammen.
Når NORDJYSKEs lokalredaktioner skal vænne sig til konvergens, godt hjulpet af konsulenter fra CFJE og en arbejdspsykolog, så siger de på TvDanmark 2 Aalborg, at det har de da gjort i mange år. Når nogle af avisens journalister frygter at skulle levere deres historier til elektroniske medier, så siger de på TvDanmark 2 Aalborg, at deres journalister skal kunne skrive til 10minutter, lave nyheder til de ældre lyttere på radiostationen ANR Guld og til de unge på ANR Hit. Journalister skal simpelthen kunne levere information om et givet emne til folk, som vil bruge tid på det – og gerne også betale for det.
Målgruppe-fikseret
TvDanmark 2 Aalborg får ofte besøg af såvel danske som udenlandske mediefolk, fordi journalisterne spænder over så mange medier.
"Transformationen til flermedialitet kræver, at printmedierne køber sig adgang til de elektroniske medier," siger Peter A. Petersen og forklarer, at på TvDanmark 2 Aalborg nøjes man ikke med at arbejde på tværs, man udvikler også selv den nødvendige software.
"Vi skal opfinde nye indtægtsmedier lige så hurtigt, som indtægterne fra dagbladene forsvinder. Men nye medier er ikke kun radio og tv, det er at levere troværdig information. Kun ved at gøre det får vi penge for det, vi laver," siger Peter A. Petersen og tilføjer, at det stiller helt særlige krav til journalisterne.
"De skal kunne rette deres ting præcist ind efter målgruppen. Alt, hvad vi laver, er til præcise målgrupper. Journalister skal kunne indgå i forbrugerefterspurgte opgaver. De skal kunne skifte varen ud, uden at det går ud over integriteten. De skal kunne levere den information, folk vil betale for."
Samtidig siger han, at selvfølgelig kan alle ikke lave alt, men som uddannede journalister bør de professionelt kunne målrette til alle målgrupper. Det er ikke et spørgsmål om mikrofon, tv eller blok. Man arbejder sammen og gør det, man er bedst til.
Avis for nostalgikere
Peter A. Petersen mener, avisen er et historisk medie, der kun vil tiltrække folk, der stædigt fornægter, at plastikpropper er langt bedre end korkpropper.
"Vi udkommer på papir en hel del år endnu, men der kommer helt andre medieformer. De bærbare tynde skærme, som bliver rare at tage med. Vi kommer til at bruge medier på en helt anden måde, end vi kender i dag, men der vil selvfølgelig være nogle, der stadig vil foretrække papiret."
Ifølge Peter A. Petersen kan de fleste dagblade med en blyantstreg forlænge oplagskurven og nøjagtigt regne sig frem til, hvornår de ikke længere har råd til at udgive avisen. Men faktisk oplever dagbladet NORDJYSKE i øjeblikket en lille fremgang i oplagstallet.
"Det skyldes blandt andet et effektivt samspil med de andre medier i huset," siger han. Han forklarer, at overlevelse er en væsentlig drivkraft.
"Man bliver fascineret af, at det kan lade sig gøre. Vi stopper ikke."
Peter A. Petersen mener, at medieforliget vil lave meget om på hele den danske mediestruktur.
"Konsolideringen er først lige startet. Det begyndte med Orkla i 2000, alt andet før har blot været krusninger." Ifølge Peter A. Petersen vil medieforliget ændre hele det danske mediebillede.
"Internationaliseringen er i et lille sprogområde som det danske en trussel mod journalistikken," siger han.
Savner krav om indhold
En forløber for Medieforliget indtraf i marts i år, da den forhadte koncessionsafgift blev afskaffet. For TvDanmark 2 Aalborgs vedkommende ville den ellers være løbet op i 3,5 millioner kroner i år.
Men selv om de lokale tv-stationer har kæmpet for at slippe for koncessionsafgiften, så er Peter A. Petersen ikke ubetinget tilfreds med det kommende medieforlig. Han frygter, at det vil ødelægge den danske mediestruktur.
"Jeg tror, der bliver sat meget over styr. Om få minutter vælter de internationale radiostationer ind over. Medieforliget beskytter ikke de lokale private radioer. Det vil give megaproblemer. Man har fjernet en dæmning uden at bygge diger i stedet. Jeg tror, vi vil se voldsomme kampe på markedet, og jeg forstår ikke, at politikerne ikke har stillet krav om indhold. Vores drøm var flere trin, hvor der også blev stillet krav om lokalt indhold."
Peter A. Petersen henviser til, at der på tv er krav om, at der skal sendes mindst en halv times lokalt tv hver dag.
"Det skulle der også have været på radio. Det havde været mindst lige så fornuftigt, som at DR skal udlicitere 150 millioner kroner. Der sker et balanceskred i hele mediebilledet, og udliciteringen af TV2 bliver helt uoverskuelig. Det bliver dyrt, rigtig dyrt."
Aviserne taber til radioerne
Peter A. Petersen tror ikke på, at der kommer flere annoncekroner til at betale for de danske medier. Derimod tror han, at kronerne vil blive fordelt på en ny måde, og det vil gå ud over aviserne.
"I øjeblikket omsætter de lokale radioer 225 millioner kroner. Jeg tror, det tal vil vokse til mellem en halv og en hel milliard kroner. De vil tage pengene fra aviserne, og det bliver svært for aviserne, for de har endnu ikke nået at lave et set-up til omstruktureringen. Det er også ærgerligt, fordi mange radiofrekvenser blot vil blive brugt til "Palles Tivoli" i æteren. Selvfølgelig vil nogle høre journalistik, men 20 procent af lytterne vil gå over til de helt nyhedsfrie radiostationer. Det er kimen til et langsigtet demokratisk problem, hvis befolkningen ikke er orienteret om, hvad der foregår."
LÆS OGSÅ: Bedre økonomi og flere job på lokal-tv ogMidtjysk multimedie lokaljournalistik
NORDJYSKE HOLDING
– Stiftet 1.7. 2002, tidligere var det Aalborg Stiftstidende A/S, der var det overordnede selskab.
– Selskabet har fire direktører. Det er administrerende direktør og chefredaktør, Per Lyngby, administrende direktør, Peter A. Petersen, markedsdirektør, Poul Sørensen, og økonomidirektør, Jan Rahbech.
NORDJYSKE Holding
Omsætning: 615 millioner kroner
Overskud: 13,5 millioner kroner
Egenkapital: 219 millioner kroner
Ansatte: Cirka 650
EJER:
– NORDJYSKE Stiftstidende
– 10minutter
– TV Aalborg (TvDanmark 2 Aalborg)*
– ANR-Hit, ANR-Guld og fem andre ANR-stationer i Nordjylland
– Nordjyske Ugeaviser, der udgiver 11 i alt fra Holstebro til Skagen
– http://www.nordjyske.dk/
– Nordjyske Biler
– Nordjyske Job
INDTÆGTERNE KOMMER FRA
– Annoncer til gratisavisen, radio, tv og ugeaviser samt på annonce- og forbrugersalg til dagbladet
– Distribution og trykkeri
– Internet
Kilde: NORDJYSKE Holding
*)TvDanmark 1 sender via satellit fra London.
TvDanmark 2 består af otte danske kommercielle tv-stationer, sender lokale nyheder, er jordbåren.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.