Radiokanalen Radio24syv sender fra juni måned live fra et nyt studie i Filmby Aarhus, oplyser kanalen og film- og mediecenteret i en pressemeddelelse.
Radio24syv etablerer en jysk afdeling i Aarhus. Det bunder i et ønske om at styrke radioens udbredelse i Vestdanmark, siger radiodirektør Jørgen Ramskov.
»Med et nyt livestudie og live-udsendelser fra Aarhus styrker vi nu vores forankring uden for København, så vi endnu bedre kan afspejle hele landet. Vi er en landsdækkende radiokanal, og derfor er det naturligt, at vi også er til stede med et studie i landets næststørste by,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Radiokanalen starter i juni med at sende en uges landsdækkende natradio hver måned live fra Aarhus i film- og mediecenteret Filmby Aarhus. Planen er dog at udvide aktiviteterne løbende. Radioen vil særligt benytte sig af eksperter, forskere og debattører fra Aarhus-området, der skal deltage live i radioens debat- og nyhedsprogrammer.
»Radio24syv er en af de mest nyskabende radiostationer i mange år, og derfor er vi meget stolte over, at radioens jyske brohoved nu kommer til at ligge i Filmby Aarhus. Vores erklærede mål er at være Vestdanmarks regionale film- og mediecenter, og her passer Radio24syv som landets nye public service-kanal perfekt ind,« siger chefen for Filmby Aarhus Carsten Holst.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.