”Et oplagt sted at starte er at kigge nærmere på tilsynet med bettingselskaberne – så reklamerne i det mindste holder sig inden for loven og for eksempel ikke vildleder.” Foto: Jacob Nielsen

I dag forekommer det helt paradisisk. Men det er kun ni år siden, at Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti lavede en udramatisk medieaftale, hvor den mest vidtgående forandring var Per Stig Møllers idé om en ny taleradio. Resten af forliget signalerede ro og regelmæssighed.

Den samlede licens skulle være på samme niveau, DR skulle have arbejdsro og forskånes for detailstyring. Faktisk fik DR 40 millioner licenskroner til at være lidt mere alsidig, regional og levere mere kvalitet.

Jeg ved, at det lyder rimeligt old school, når man tænker på, hvad der fulgte efter.

Hvis de seneste par års mediepolitik her på kanten til 2020 beviser noget, så er det, at mediepolitik er blevet en kampplads for folketingspolitikere med det lange lys sat på værdipolitik – og det udstiller, hvor afhængige medierne er af politikernes luner og egeninteresse.

I 2014 kom mørklægningsloven med paragraffen om ministerbetjening, som fortsat har opbakning fra et flertal på Christiansborg.

I 2018 fulgte Mette Bock og Dansk Folkepartis uskønne medieaftale. Det smalle forlig betød, at partierne ikke behøvede at tage hensyn til andre end sig selv. De benyttede lejligheden til at gøre DR til et ”smalt fyrtårn” (nedlæggelsen af 382 stillinger) og kræve Radio24syv flyttet til provinsen. Forliget gjorde intet for at beskytte nyhedsmedierne mod techgiganternes indtog.

Nu er det så den socialdemokratiske regering, der skal tegne mediepolitikken. Hvor Mette Frederiksen står, er svært at blive klog på. Skal DR for eksempel igennem den anden del af de varslede nedskæringer på 255 millioner kroner?

Hvis Socialdemokratiet vil skrive sig ind i historiebøgerne, bør det følge sit eget medieudspil fra sidste år og forlange, at Facebook, Google og Netflix bidrager til det danske mediestøttesystem.

Techgiganterne har gjort meget godt for det danske samfund, men for mediernes økonomi har de været en regulær katastrofe. Det seneste årti har de dygtigt overtaget det digitale annoncemarked uden at betale andet end småpenge i skat.

”De digitale giganter er dem, der har pengene,” som den franske finansminister, Bruno Le Maire, sagde i et interview, da Frankrig introducerede en techskat, der forventes at give 3,7 milliarder kroner i statskassen om året.

Ungarn har også en techskat, og den er på vej i Tjekkiet, Storbritannien og Spanien.

Når der er fyringer på for eksempel Nordjyske Medier og Jysk Fynske Medier, er det på grund af den accelererende annoncekrise. Hvis en dansk regering nogensinde skal gøre noget markant for at stoppe de journalistiske arbejdspladsers dødsspiral, må det netop være at indføre en techskat, som medierne får del i.

Gerne med et bredt flertal, tak – ligesom klimaloven.

De seneste 10 år har været techgiganternes årti. Det næste årti bør være mediernes.