»Den Hemmelige Krig« gav tilstrækkelig journalistisk dokumentation for

• at regeringen vildledte/gav urigtige oplysninger til Folketinget

• at afghanske fanger blev mishandlet

»Den Hemmelige Krig« gav ikke dokumentation for

• at danske specialstyrker ‚rutinemæssigt' overdrog fanger til amerikanerne

• at fangerne blev udsat for tortur eller sendt til Guantanamo

DOKUMENTAR. Var filmen »Den Hemmelige Krig« et politisk partsindlæg lavet i samarbejde med den yderste venstrefløj? Var filmen smækfyldt med fejl og fordrejninger? Eller fremkom filmen med nye oplysninger, der gav statsminister Anders Fogh Rasmussen et stort forklaringsproblem?

Christoffer Guldbrandsens »Den Hemmelige Krig« er en af de mest omtalte danske dokumentarfilm i nyere tid. Men også en af de mest kritiserede. Anført af især Nyhedsavisen blev filmen hurtigt en del af den løbende kulturkamp og brugt som et bevis på, at DR ikke bryder sig om den borgerlige regering.

Men »Den Hemmelige Krig« har også modtaget opbakning og ros. Ikke kun fra oppositionen på Christiansborg, men også i branchen. I foråret modtog »Den Hemmelige Krig« Billed-Bladets TV-Oscar for årets bedste tv-dokumentar-program.

Rapporten om »Den Hemmelige Krig« forholder sig til, om den samlede dokumentation er journalistisk i orden i filmen.

Og rapporten frikender på en række punkter Christoffer Guldbrandsen og hans medtilrettelægger Nils Giversen.

Konklusionen er, at der var tilstrækkelig journalistisk dokumentation for at sige, at behandlingen af fanger i Afghanistan ikke foregik i overensstemmelse med principperne i Genève-konventionerne.

Filmen dokumenterer også i tilstrækkelig grad, at regeringen gav Folketinget urigtige/vildledende oplysninger, da den fastholdt, at fangernes rettigheder blev overholdt.

Med andre ord: Selv om især Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen efterfølgende kritiserede filmen for en række fejl og mangler, har det ifølge rapporten ikke undermineret Christoffer Guldbrandsens grundlæggende påstande.

»Christoffer Guldbrandsen har den type beviser/indicier, som man kan forvente af en journalistisk dokumentarfilm,« konkluderer rapporten.

Undersøgelsesgruppen understreger, at man alene har kigget på, om dokumentationen i filmen lever op til de standarder for korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm – ikke om filmen har ret eller ej.

Men »Den Hemmelige Krig« kritiseres også for at skyde over målet. Filmen kan for eksempel ikke dokumentere, at fanger blev udsat for tortur i amerikansk varetægt, eller at de blev sendt til Guantanamo. Det er ifølge rapporten ‚problematisk'. Påstanden om tortur bliver nemlig omtalt i filmens indledning og afslutning og spiller dermed en central rolle i »Den Hemmelige Krig«.

De dårligst dokumenterede påstande får dermed den mest fremtrædende placering i filmen, hvilket undersøgelsesgruppen ‚undrer sig over'.

Et andet kritikpunkt er brugen af ekspertkilder i filmen. Ifølge rapporten betyder filmens klipning, at seerne sidder tilbage med oplevelsen af, at eksperten, lektor i statsforfatningsret Jens Elo Rytter, mener, at der er grundlag for en rigsretssag mod Anders Fogh Rasmussen på grund af samtlige påstande i filmen – inklusiv påstanden om brug af tortur.

Reelt udtaler Jens Elo Rytter sig mere snævert.

Han siger, at statsministeren over for Folketinget fortiede, at de amerikanske styrker i Afghanistan kun ville overholde Genève-konventionerne, hvis de ‚fandt det passende'. Dermed kan Anders Fogh Rasmussen som regeringsleder ikke leve op til den politiske aftale om, at aktionen skulle finde sted inden for rammerne af Genève-konventionerne.

Et andet kritikpunkt er, at ekspertkilden Jens Elo Rytter siger, at statsministerens fortielse kan være grundlag nok til at rejse en rigsretssag. Ifølge rapporten ville det have været ‚ønskeligt om instruktøren havde undersøgt, om der blandt juridiske eksperter er enighed om denne vurdering.‘

Op til premieren på »Den Hemmelige Krig« i Grand-biografen i København den 4. december 2006 lykkedes det Christoffersen Guldbrandsen at skabe omtale af filmen i Politiken og TV2 NEWS.

Den angrebne part, forsvarsminister Søren Gade, måtte imidlertid ikke se filmen, og det er en krænkelse af det journalistisk fairnessprincip, konkluderer rapporten. /