Berlingske og Politiken afviser artikel-tyveri

Siden i mandags har der på sociale medier floreret anklager om, at Berlingske og Politiken skulle have stjålet en freelance-historie. Aviserne fortæller, at det er en misforståelse, og forklarer her deres version

Mandag postede freelancejournalist Helle Maj et indlæg på sin Facebook-profil, der startede med ordene: ” Mon de har en god smag i munden?”

Det meget delte indlæg forklarede efterfølgende, hvordan Helle Maj og hendes partner, Jørn Stjerneklar, havde sendt et artikelforslag til både Berlingske og Politiken, hvorefter begge aviser havde taget kontakt til deres hovedkilde i Uganda.

Helle Maj fortæller til Journalisten, at hun har svært ved at tro, at det er en tilfældighed:

»Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg synes, det virker usandsynligt, at de to aviser henholdsvis tre dage og to dage efter, vi fortalte dem om hovedkilden, selv kontakter hende på eget initiativ. Som freelancere er det noget, vi desværre prøver ofte, og reaktionerne på Facebook har da også været, at det sker for andre freelancere, at aviserne på den måde tager historie-ideerne og lader deres egne journalister lave dem,« siger Helle Maj fra Sydafrika, hvor hun bor og arbejder med Jørn Stjerneklar.

Både Politiken og Berlingske forklarer, at de var opmærksomme på historien, før de blev kontaktet af Helle Maj og Jørn Stjerneklar. I korte træk handler historien om, at en danskejet farm i Uganda er blevet invaderet af en højtstående politiker med et tæskehold, og at de danske ejere nu kæmper mod systemet for at få deres land tilbage – eller få erstatning.

Historien er blevet endnu mere aktuel af, at udviklingsminister Christian Friis Bach i dag tager til Uganda, hvor det hele er sket. Jørn Stjerneklar og Helle Maj kontaktede Politiken og Berlingske henholdsvis fredag og lørdag i sidste uge – og mandag blev de klar over, at begge aviser har været i kontakt med deres hovedkilde, som er den danske farmer. Herefter skriver Helle Maj indlægget på Facebook, og Journalisten har sjældent oplevet at få så mange opfordringer til at kigge på en sag.

Både Politiken og Berlingske lader dog til at have gode forklaringer på, hvordan de fandt frem til historien på egen hånd. I fredags fik Jørn Stjerneklar fat i jourhavende på Politiken, som ville vende historien med udlandsredaktør Michael Jarlner:

»Jeg var til læsermøde, så der gik noget tid, før jeg talte med jourhavende. Han fortalte mig om historien, men på det tidspunkt var vi i fuld sving med at lave den samme historie. Jeg informerede dem om, at vi er i gang med historien, fordi jeg synes, det er mest rimeligt. Det er klassisk, at vi er flere, der får den samme ide. Når vi informerer om, at vi også er i gang med den, så har de en chance for at sende den videre til et andet medie,« fortæller Michael Jarlner. Han tilføjer, at han har arbejdet med freelancere i 20 år:

»Jeg er aldrig blevet beskyldt for det her før. Jeg kan godt forstå, atdet er frustrerende, når man sidder ude i verden med en god ide, og man har en følelse af, at man lige har givet den væk. Men vi kan også læse ugandiske aviser heroppe i dag til forskel fra for 20 år siden, og vi er afhængige af vores freelancere og har derfor brug for et godt tillidsforhold til dem – derfor ville vi aldrig stjæle deres historier,« siger Michael Jarlner, der pointerer, at han rent faktisk har modtaget en mail fra Jørn Stjerneklar, der udtrykker tillid til, at historien ikke er ”stjålet” fra ham.

Politiken blev ifølge avisens egen forklaring opmærksom på historien i fredags, da de i en anden sammenhæng var i forbindelse med en dansk kilde i Uganda, der hedder Søren Jegindø. Han har over for Journalisten bekræftet det forløb.

Efter at Politiken sent fredag giver afslaget til Helle Maj og Jørn Stjerneklar, sender de to freelancere tilbuddet om artiklen til Berlingske. Men på det tidspunkt har Berlingske Nyhedsbureau allerede kontakt til hovedkilden, forklarer chef for Berlingske Nyhedsbureau Jakob Weiss:

»Vores journalist har arbejdet på denne historie igennem længere tid. I løbet af sidste uge var vi også i kontakt med Udenrigsministeriet omkring den, og vi var både i kontakt med hovedkilden fredag og lørdag. Journalisten, der snakkede med hovedkilden, har ikke adgang til den mailboks, som Jørn Stjerneklar sendte til,« fortæller Jakob Weiss.

»Det virker, som om kilden gerne har villet have sin historie i pressen, og derfor har hun forsøgt at få kontakt til flere forskellige journalister. Den vej igennem hørte vi om historien allerede i februar,« fortæller Jakob Weiss.

Journalisten har snakket med hovedkilden, der har farmen i Uganda, Trine Riis Jensen. Hun bekræfter, at hun har forsøgt at få danske medier til at tage historien op igennem længere tid. Hun fortæller, at hun ad flere omgange var i kontakt med journalisten fra Berlingske Nyhedsbureau, og at han til at starte med ikke bragte historien. Derfor tog hun kontakt til ham igen senere og fortalte ham om, at ministeren var på vej til Uganda – og at der også var andre journalister, der havde vist interesse for historien. Hun kan dog ikke huske præcist, hvornår det var.

Ud over at Berlingske rent faktisk bragte en kort omtale af hændelsen allerede i december, har historien på trods af interessen endnu ikke været bragt i de store medier. Politiken-journalisten skal besøge den invaderede farm i forbindelse med ministerens besøg i disse dage, og Berlingske Nyhedsbureau arbejder med historien som forproduktion til påskeferien.

Journalisten har efterfølgende skrevet til Helle Maj, der i første omgang skrev på Facebook, og forklaret, at det lader til, at både Berlingske og Politiken har en god forklaring. Hun svarer:

”Det var for mærkeligt i mine ører. Og derfor skrev jeg ovenstående på Facebook. Hvis jeg har taget fejl, så undskylder jeg gerne. Men helt ærligt: Ville du ikke have tænkt som mig?” skriver hun i en email.

8 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
21. MARTS 2013
@ Jørn Stjerneklar, hvis du
@ Jørn Stjerneklar, hvis du synes, du kan tillade dig at kalde mig for en troll, så vil jeg også ta' mig den frihed, at kalde dig for en klaphat. Og så vil jeg sige, at jeg er meget uenig med dig, for uanset hvor mange papirer og stempler Trine Riis Jensen har, så er det bare ikke i orden, at rige vesteuropæer tager ned til et u-land, og for en slik opkøber fattige bønders jord.

Og så står der ingen steder skrevet, at de danske medier skal ikke være parate til, at bakke op om en gang neoimperialistisk jammer.

yankee go home...!

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Jørn Stjerneklar
21. MARTS 2013
Helt ærligt, skal vi så ikke
Helt ærligt, skal vi så ikke lige stoppe debatten om hvorvidt de danske ejere har købt jorden legat? Det har de. Punktum. NRE som han kort hedder på PF's hjemmeside er en velkendt troll. Han skriver hvad som helst hele tiden. Hvis nogen skulle være i tvivl, så spørg enhver PF'er. Hvem Marie Hjort er, aner jeg ikke, men hun skriver absolut mod bedre vidende. Vi, Helle Maj og jeg, har alle officielle dokumenter vedrørende køb af jord, de kompensationer der er blevet udbetalt til de berørte familier (efter enhver målestok i orden), og om det juridiske slagsmål der nu kører i Uganda, vi er for helvede seriøse journalister med over 20 år i Afrika - og ikke mindst i Uganda. Kan I dog for helvede ikke opføre jer anstændigt.
Hvis I stod til at miste 3 millioner kroner på en populistisk ministers korstog, fordi hun skal hente stemmer for den siddende præsident, ville I sgu nok også, have henvendt jer til pressen. Hele pressen. At den danske verdenspresse så ikke synes det er værd at skrive om, og venter før de får den forærende af os, perspektiveret, så selv de kan forstå alvoren, er bare sørgeligt.
Men det her drejer sig ikke om jordkøbet er i orden.Det er det! Det drejer sig om nogle mennesker der har investeret deres penge, deres liv, i god tro. Ikke mindst fordi Danmark og Uganda har en regeringsaftale om at beskytte hinandens borgeres investeringer i de respektive lande.
Kom op af sofaen og drag til Afrika og prøv at smide jeres sparepenge i et projekt, i stedet for at dømme folk fra den selvsamme sofa.
Lad os her skrive om tyveri af en historie eller ej.

Skide fu***** jantelov.

KH
Stjerneklar
Niels Riis Ebbesen
21. MARTS 2013
@ Marie Hjort

@ Marie Hjort

Du skal ikke længere end ned til sydeuropa, førend du ikke kan være 100% sikker på en ejendomshandel, og det hjælper ikke, at der både har været lokale ejendomsmæglere og advokater inde over handlen.

Og nede i Afrika er det vel forsat sådan, at det er dem der har den største hær, som ejer jorden.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Marie Hjort
21. MARTS 2013
Hvad går galt når farm-ejeren
Hvad går galt når farm-ejeren mener hun har købt legalt og der så er et argument om 43 familier som har mistet, muligvis, deres eksistensgrundlag. Selvom farmejeren har været i god tro ved købet så er der muligvis nogle som sidder og tjener på at tage jord fra de fattige og så sælge til de rige..... måske historien burde granskes alligevel
Niels Riis Ebbesen
21. MARTS 2013
Ja, det er da helt åbenlyst,
Ja, det er da helt åbenlyst, at Trine Riis Jensen har skudt sig selv i begge fødder, for hun har plantet historien så mange steder, at alle de store medier højst vælger at skrive en mindre notits om sagen, da det aldrig kan blive en rigtig solohistorie.

Derfor er det nu endt op med, at historien nok kun bliver bragt her på siden, hvor den bliver læst af nogle få hundrede brugere. Og Maj der rent faktisk skrev noget, hun får intet ud af sine anstrengelser.

Men den underliggende historie er muligvis, at udviklingsministeren slet ikke er interesseret i, at der skal komme alt for meget fokus på, at de fleste bistandskroner bliver kastet ned i et kæmpe stort sort hul. Det kunne jo rejse tivl om Christian Friis Bachs rejse til Afrika, hvor han bliver behandlet som en fyrste, så han drysser en hel masse penge af til en magtelite af korrupte afrikanske politikere.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen

Flere