BNB-ansat: »Det overrasker mig, at vi bliver solgt til fjenden«

Journalist på Berlingske Nyhedsbureau Michael Alsen kalder det »pisseærgerligt og enormt trist«, at Berlingske lukker bureauet. »Det er en rigtig ærgerlig følelse, når man har været med til at få noget op at køre,« siger han. Han beskriver BNB som en redaktion præget af en helt særlig energi

Journalist Michael Alsen var med på en telefonlinje fra sin ferie i Berlin, da hans kolleger på Berlingske Nyhedsbureau mandag fik beskeden om, at Berlingskes belgiske ejere lukker BNB.

Han ved ikke, om han fortsat har et job efter 1. december, hvor BNB afhændes til Ritzau, men 10 af bureauets journalister står til at blive afskediget. Selv har Michael Alsen været ansat på bureauet siden 2014.

»Det er pisseærgerligt og enormt trist, men vi har længe haft en fornemmelse af, at der var noget på vej. Allerede da De Persgroep overtog, var der forlydender om, at de stillede sig undrende over for BNB som opfindelse. Og da Lisbeth Knudsen gik af, accelererede rygterne,« siger han.

På et afdelingsmøde i oktober konfronterede Michael Alsen og kollegerne på BNB deres chef med rygterne.

»Han svarede meget ærligt, at han ikke kunne love noget. Derfor havde jeg på fornemmelsen, at det kunne gå den vej. Og jeg tror ikke, at nogen af os føler, vi er blevet holdt for nar,« siger Michael Alsen.

Et element af sorg

Selv om meldingen ikke kom som et stort chok for Michael Alsen, er han alligevel overrasket over, at Berlingske går tilbage til Ritzau:

»Det overrasker mig, at vi bliver solgt til fjenden. Og det ærgrer mig, at de definitivt lukker bureauet. Det er en rigtig ærgerlig følelse, når man har været med til at få noget op at køre. Nogle på redaktionen har været med, siden første telegram blev sendt ud, så det er enormt trist,« siger Michael Alsen.

Hvordan var det ikke at være sammen med kollegerne på en dag som i går?

»Det har jeg det både godt og skidt med. På den ene side ville jeg selvfølgelig gerne være der og snakke med de andre. Men omvendt er der jo også et element af sorg på en dag som i dag, som det måske er meget rart ikke at blive overvældet af,« siger han.

’Vi-skal-fandme-vise-dem’-energi

Michael Alsen beskriver BNB, der gik i luften 1. januar 2012, som en arbejdsplads præget af mange unge medarbejdere og en særlig energi:

»Gennemsnitsalderen ligger langt under de 30, og jeg tror, de fleste kan skrive under på, at der har været en helt særlig energi. En slags ’vi-skal-fandme-vise-dem’-energi. Vi er jo skabt lidt i trods mod Ritzau, og vi har fra starten mødt en del skepsis fra branchen, som ikke troede på, at vi kunne blive konkurrencedygtige,« fortæller han.

Michael Alsen mener selv, at BNB på det seneste har været fuldt ud konkurrencedygtige med Ritzau. Og da Berlingske i sommer vandt Jysk Fynske Medier som kunde, toppede stemningen for alvor, fortæller han.

»Der var lidt en fornemmelse af, at nu kunne det ikke blive større. Og vi har lige fået flere nye og rigtig dygtige folk, så det er rigtig ærgerligt, at det her sker netop nu,« siger Michael Alsen.

Fortrøstningsfuld på egne og kollegers vegne 

De ansatte på BNB fik på mødet mandag morgen at vide, at otte medarbejdere fra BNB kommer med over til Ritzau. Men det er endnu ikke afklaret, hvem de otte bliver.

Hvad tænker du om din egen situation nu?

»Det har jeg ikke nået at spekulere så meget over endnu. Men jeg er fortrøstningsfuld på både mine egne og mine kollegers vegne. Det er jo ikke dårligt at kunne skrive på sit CV, at man har arbejdet på et nyhedsbureau,« siger Michael Alsen.

0 Kommentarer