60 praktikpladser står tomme – men er manglen på pladser forbi?

60 ledige praktikstillinger betyder ikke, at problemet med mangel på praktikpladser er endeligt løst: ”Det er udtryk for et skvulp og ikke en tendens,” siger praktikkoordinator Pia Færing. Danske Mediestuderende er glade for udviklingen, men kalder den også ”bemærkelsesværdig”

Arbejdsgiverne mangler at besætte 60 praktikstillinger. Og cirka 15 studerende står uden en praktikplads.

Sådan er status knap en uge efter Store Match Dag – også kaldt Panikdagen – hvor medier og kommunikationsafdelinger ansætter journaliststuderende i praktik.

Opgørelsen står i stor kontrast til efteråret 2017, hvor billedet var det komplet modsatte, og der var 100 studerende, som stod uden en praktikplads.

”Jeg har aldrig haft 300 praktikpladser i en forårsrunde. Det nærmeste var i 2007, hvor jeg havde 290,” siger Pia Færing, praktikkoordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Formanden for Danske Mediestuderende, Sara Rud, er glad for udviklingen. ”Jo flere, jo bedre,” siger hun og tilføjer:

”Det er glædeligt, at vi for en gangs skyld har de her fortegn. Det tyder på, at det er gået i den rigtige retning.”

Er manglen på praktikpladser overstået?

Pia Færing giver fire grunde til, hvorfor der var så stor en overvægt af praktikpladser i denne runde.

”DR og TV 2 tog betydeligt flere, end de plejede. Derudover har vi fået 10 nye praktiksteder. Og endelig var der en stor rest af praktiksteder fra efteråret, der ikke fik en praktikant, som var med igen,” siger Pia Færing.

I 2017 besluttede bestyrelsen på DMJX at skære et halvt år af praktiktiden for at komme problemet med mangel på praktikpladser til livs. Det betød en forkortelse fra 18 til 12 måneders praktik for de journaliststuderende.

Pia Færing mener dog ikke, skolen kan konkludere, at problemet med manglende pladser er løst endnu.

”Det er udtryk for et skvulp og ikke en tendens,” siger hun og fortsætter:

”Nedsættelsen af praktiktiden er et treårigt forsøg. Først derefter kan man konkludere på det. Det kan man slet ikke lige nu.”

Det er bemærkelsesværdigt

Sidste år blev en praktikantaftale forhandlet på plads mellem Dansk Journalistforbund og arbejdsgiverne, som betød, at de studerende måtte gå ned i løn fra 16.621 kr. til 13.500 kr. om måneden.

”Det er da bemærkelsesværdigt, at vi er gået så meget ned i løn, når der kommer sådan et overvældende antal praktikpladser,” siger Sara Rud og tilføjer:

”Men hvad baggrunden er for det, ved jeg ikke. Jeg håber, at de sidste 15 studerende finder et match i løbet af det næste stykke tid.”

Men er det slet ikke et problem, at der er fire gange så mange praktikpladser end praktikansøgere tilbage?

”Nej, for vi praktikanter skal uddanne os. Praktikstederne må aldrig erstatte en stilling, som kunne være udbudt til andre. Derfor vil det aldrig blive et problem, at der er for mange pladser.”

Forkortelse af praktikperiode

Pia Færing mener ikke, at man på baggrund af det store antal overskydende praktikpladser kan konkludere, at det var en god idé at skære i praktiktiden eller lønnen.

”Jeg ved ikke, om vi havde fået 10 nye steder uden den lavere løn. Havde Zetland, Heartbeats og Verdens Bedste Nyheder også søgt en praktikant, hvis lønnen var omkring 16.500 og ikke 13.500?,” siger hun.

Pia Færing forventer, at der de kommende et-to år vil være et overskud af praktikpladser. Først derefter tror hun, at der bliver balance mellem antallet af studerende og antallet af pladser.

”Det kan være, at man om tre år vil sige: ’Hold da op, det var godt, vi gjorde det.’ Nu er der ligevægt igen,” siger Pia Færing.

Blandt praktiksteder, som stadig søger en praktikant, er ifølge den seneste opgørelse Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende, Forbrugerrådet Tænk, Nordjyske Medier og Gigtforeningen.

Du kan se hele listen på Mediepraktik.dk.

1 Kommentar

Gunner Før
18. AUGUST 2019
Hvor er alle kommentarerne henne til dette både komisk selvforstående og skolebladsagtigt ligegyldige mikroskrift?

Læs også

Studerende om nedbrudt digitalt praktiksystem: Under al kritik

28. FEBRUAR 2019

Lykke, Huda og mange andre studerende får ikke, hvad de har krav på

09. APRIL 2019