search

Tre mod én: Må du skrive navnet på en terrorsigtet?

DR, Berlingske og Ekstra Bladet har skrevet navnet på en terrordømt dansker, der i denne uge er blevet sigtet for igen at opfordre til terror. Politiken har som det eneste store medie ikke bragt navnet: »Dømt én gang betyder ikke dømt for altid«

En dansk statsborger, der tidligere er dømt for terror, blev i denne uge sigtet for den samme forbrydelse igen. Det skrev en lang række danske medier.

Stort set alle medier nævnte navnet på den sigtede mand i artikler og indslag om sagen. Som det eneste større landsdækkende medie valgte Politiken ikke at skrive navnet.

Berlingske: »Det skal ikke være en gætteleg«

Berlingske er ét af de medier, der har valgt at skrive navnet på den terrorsigtede i artikler om sagen. I avisens etiske retningslinjer står: "Artikler må ikke navngive folk, medmindre de er idømt minimum et halvt års ubetinget fængselsstraf". Dog med undtagelse af tilfælde, "hvor offentligheden har betydelig interesse i, at personens identitet offentliggøres."

»I det her tilfælde valgte vi at bringe navnet, fordi den sigtede i 2007 blev idømt tre et halvt års fængsel for at have opildnet til terror. På grund af den tidligere dom og den kendthed, han har, bragte vi hans navn,« siger Berlingskes ansv. chefredaktør, Lisbeth Knudsen.

Hvad talte imod?

»Vi har jo nogle retningslinjer, der siger, at vi som udgangspunkt ikke bringer navne på sigtede. Men der står også, at der kan være særlige situationer, hvor man kan træffe et andet valg. Og det har vi så gjort her. Det taler kraftigt for at bringe hans navn, at han er tidligere dømt for præcis det samme.«

Men det er vel ikke usædvanligt, at folk bliver sigtet for en forbrydelse, de tidligere er dømt for?

»Nej, det kan man sige. Men det ville efter vores vurdering været kunstigt at skulle skrive om en kendt dansk islamist, som tidligere er dømt for opfordringer til terror, uden at nævne hans navn. Vi skal jo heller ikke gøre det til en gætteleg for vores læsere,« siger Lisbeth Knudsen.

Politiken: »Dømt én gang betyder ikke dømt for altid«

Politiken har valgt ikke at skrive navnet på den sigtede, før han er dømt. Chefredaktørerne Bo Lidegaard og Anne Mette Svane er på ferie, så udlandsredaktør Michael Jarlner svarer for avisen.

»Vi har et etisk regelsæt, der siger, at vi som hovedregel ikke omtaler navne på folk, som kun er sigtet og ikke dømt endnu. Og vi synes ikke, der er noget i den her sag, som gør, at vi skal fravige det princip,« siger Michael Jarlner.

Taler det ikke for at fravige, at manden tidligere er dømt for netop at opildne til terror?

»Der er rigtig mange andre, som man formentlig vil kunne sigte efter de her paragraffer i terrorloven. Og vi mener ikke, offentligheden har nogen særlig interesse i at kende navnet på lige ham her. Da han i sin tid rent faktisk blev dømt for at have opildnet til terror, skrev vi hans navn. Men dømt én gang betyder ikke dømt for altid.«

Lisbeth Knudsen mener, det ville blive en gætteleg for læserne ikke at nævne navnet i det her tilfælde. Kan der ikke være noget om det?

»Jamen så taler hun jo i virkeligheden for, at man skulle ophæve alle navneforbud. For så har man jo ikke længere noget princip. Hvis du har et princip om, at folk ikke er dømt, før de ER dømt, så må det være den hovedregel, du følger.«

Ekstra Bladet: »Hvorfor skulle vi ikke bringe navnet?«

På etagen nedenunder på Rådhuspladsen havde Ekstra Bladet ikke betænkeligheder ved at bringe navnet. Det fortæller chefredaktør Karen Bro.

»Det er ikke bare en lille sag, vi taler om her, og den sigtede er langtfra bare hvem som helst. Så hvorfor skulle vi ikke bringe navnet? Manden er tidligere dømt for lignende forhold, han opererer selv i det offentlige rum via sociale medier, og ifølge PET udgør danske statsborgeres deltagelse i konflikten i Syrien en stor trussel. Derfor er det dybt relevant at vide, hvem han er,« siger Karen Bro.

Hvad er generelt jeres retningslinjer i forhold til at nævne navne på sigtede, der endnu ikke er dømt?

»Vi har ingen regler om aldrig at gøre det eller altid at gøre det. Det bliver let underligt, hvis man har en masse skabeloner, som journalistikken skal passes ned i, så vi tager stilling fra sag til sag. Selvfølgelig skal vi ikke bare hovedløst skrive deres navn, når folk ikke er dømt. Det har vi heller ikke gjort her.«

Men er der ikke noget om, at én gang dømt ikke betyder dømt for altid?

»Jamen, vi dømmer ham jo ikke. Vi fortæller, at han er sigtet igen,« siger Karen Bro.

DR: »Hensynet til offentligheden vejer tungest«

DR har også valgt at sætte navn på den terrorsigtede statsborger i både artikler og nyhedsindslag i løbet af ugen. Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup forklarer, at det var et dilemma.

»At offentliggøre identiteten på en person, der er sigtet, kan næsten være en større straf end den, vedkommende risikerer ved en dom. Så det er altid et etisk dilemma. Det har det også været her – og derfor har vi også diskuteret det. På den ene side er der hensynet til offentligheden, og på den anden hensynet til den enkelte. Her har vi vurderet, at hensynet til offentligheden vejer tungest,« siger Ulrik Haagerup.

Hvilke forhold ligger til grund for den vurdering?

»Når vi bringer navnet, er det, fordi den pågældende tidligere har været dømt og altså ikke bare sigtet for terror. Og stort set alle, der har interesseret sig for sagen, ved, hvem det drejer sig om.«

Politiken mener, at det svarer til ikke at have et princip, når man fraviger det. Har de ret?

»Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad andre medier gør. Jeg er af den opfattelse, at etik er svær at skrive på formler. Det vigtigste er altid at få afvejet hensyn over for hinanden og så træffe et bevidst valg,« siger Ulrik Haagerup.

Kommentarer
6
Erik Jensen
14.02.14 17:05
ATS nævnte da navnet - på sin
ATS nævnte da navnet - på sin egen underfundige måde - i onsdags. Politikens dobbeltmoral? Eller Journalistens mangelfulde research?
Fremhævet af Journalisten
Bjarne Binee
15.02.14 10:45
Navnet nævnes heller ikke i
Navnet nævnes heller ikke i denne artikel.
Journalisten er åbenbart enig med Politiken, hvad der næppe er den store overraskelse.
Fremhævet af Journalisten
Kim Henningsen
15.02.14 20:02
Erik Jensens kommentar
Erik Jensens kommentar betyder, at man ikke kan andet end at elske Politiken. Moral er godt - dobbeltmoral er dobbelt så godt
Fremhævet af Journalisten
Jesper Jensen
16.02.14 15:09
@bent Kure "80 procent af
@bent Kure "80 procent af alle danske journalister er venstreorienterede". Det er noget af en påstand. Hvor har du det fra?

Hvad angår, om Journalisten bringer navn eller ej, så følger bladet vel bare hovedanvisningen i de presseetiske regler..... Jeg vil mene, at man godt kan skrive artiklen uden navns nævnelse, uden samtidig at tage stilling til, om det er i orden eller ej, men det ville klinge hult at skrive boghandlerens navn, og så spørge diverse redaktører, hvorfor DE har gjort det.
Fremhævet af Journalisten
Niels Northroup
20.02.14 16:50
Journalistens journalist har
Journalistens journalist har desværre undladt at nævne, at Politiken flere gange indirekte har identificeret den nu fængslede ved at omtale ham som "boghandleren fra Brønshøj"
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
20.02.14 23:29
Denne sag er et typisk
Denne sag er et typisk eksempel på, at nogle medier har deres helt egen virkelighedsopfattelse, men det gør jo ikke noget, for læserne kan i løbet af et øjeblik Google sig frem til navnene på de personer, som p.g.a. navneforbud eller etiske hensyn er anonymiseret af artiklerne.

Og med Google's mulighed for, at søge efter lignende og identiske billeder, der er det som regel meget nemt, at finde de originalbilleder som er blevet sløret.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen