Mathias Øgendal er pressefotograf med 112-stof som speciale. Han har altid politiscanneren tændt og er ofte hurtigt ude til de mange påsatte brande, der i månedsvis har plaget den københavnske vestegn.
»Lige så snart scanneren tænder, og jeg ellers har fri, så sætter jeg mig ud i min bil, og så kan jeg dække det meste af Albertslund på fem-seks minutter,« siger Mathias Øgendal.
Natten mellem den 20. og 21. februar var han så hurtigt på pletten, at politiet fandt det mistænkeligt og sigtede ham for to tilfælde af brandstiftelse samme morgen.
Mathias Øgendal forklarer, at han mener, sigtelsen skyldes, at han kort forinden har varslet over for en betjent, at han vil klage over betjenten. Klagen skyldes, at Mathias Øgendal mener, at betjenten uberettiget har ransaget hans bil. Det er samme betjent, forklarer han, der få minutter senere anholder ham.
»De anholder mig først, da jeg fortæller ham, at jeg ønsker at klage over ham. De anholder mig ikke de fem gange, jeg er i kontakt med dem inden,« siger Mathias Øgendal, der får lov at sidde på stationen i godt 10 timer, inden politiet slipper ham løs igen, uden at han har været for en dommer.
I Pressefotografforbundet har formand Lars Lindskov svært ved at se det rimelige i det forløb, Mathias Øgendal beskriver.
»Det lyder jo fuldstændigt grotesk, ret meget andet er der næsten ikke at sige til det.«
»Det er jo meget alvorligt med de mange brande, der har været, og hvis politiet mener, at de har en, de vil gå så langt som til at anholde, så skal de gøre det noget hurtigere. Og man skal jo ikke gå rundt og anholde folk for sjov,« siger Lars Lindskov.
Et af de billeder, som Mathias Øgendal nåede at tage af brandene, inden politiet anholdt ham for at have startet dem.
Baggrunden for sammenstødet mellem fotografen og politiet er en episode, hvor Mathias Øgendal den pågældende nat havde parkeret sin bil ved et brandsted, han tog billeder af.
»På et tidspunkt så jeg, at der stod to betjente, jeg ikke kendte, og lyste ind i min bil med lommelygter,« siger Mathias Øgendal.
»Jeg bemærkede, at min bagageklap åbnede, og så gik jeg ned til bagenden, hvor der var en betjent, der var ved at tage min computer og andre ting ud på jorden,« siger Mathias Øgendal.
Da han spurgte betjenten, hvad der foregik, så fik han at vide, at han var ved at ransage bilen.
»Så sagde jeg, ”du skal ikke kigge i min bil uden at spørge om lov. Du kan sagtens få lov, men hvis du ikke spørger, skal du ikke kigge,”« siger Mathias Øgendal.
Betjenten svarede ifølge Mathias Øgendal, at han hverken behøvede Øgendals tilladelse eller en ransagningskendelse.
Mathias Øgendal sagde, at han ville klage over ham og bad om patruljenummeret.
»Så gik jeg tilbage til min bil, og der løb han nærmest efter mig. Jeg nåede lige at sætte mig, så bankede han på ruden og sagde, at jeg var anholdt for de to ildebrande den morgen,« siger Mathias Øgendal.
I patruljevognen på vej mod stationen hørte Mathias Øgendal over politiradioen, at politiet skulle til at ransage hans bil igen, og han insisterede derfor på at være til stede imens. Det fik han lov til.
»De tog min jakke ud og snuste til min kaffekop, men de fandt selvfølgelig intet i min bil,« siger Mathias Øgendal.
Mathias Øgendal har indbragt sagen for den uafhængige politiklagemyndighed.
»I første ombæring havde det jo været alt rigeligt med en undskyldning fra den pågældende betjent – den kunne han have givet mig ude på gangen, så havde vi været ude over det problem. Men nu er det nødvendigt med en officiel undskyldning,« siger Mathias Øgendal.
Mathias Øgendal fortæller, at han ellers har et rigtig godt samarbejde med politiet.
»Normalt, når jeg er ude, kalder de mig over og siger: ”Kan du ikke lige tage billeder af de her fodaftryk”, eller også rekvirerer de efterfølgende,« siger Mathias Øgendal.
Noget kan dog tyde på, at politiet deler Mathias Øgendals opfattelse af forløbet. Den 11. april modtog han nemlig et opkald fra en anklagerfuldmægtig ved Københavns Vestegns Politi.
»Martin (anklagerfuldmægtig, red.) ringede til mig i tirsdags og sagde, at de frafaldt det hele, og at det var grundløst, og at han slet ikke kunne forstå, at jeg i første ombæring havde været anholdt,« siger Mathias Øgendal.
Dagen efter fik han det på skrift, og han hæfter sig især ved, at politiet kalder anklagerne ”grundløse”.
»Det er det største tiltalefrafald, man kan få. Han kunne have skrevet ”mangel på beviser” eller andre ting, hvis det havde været en dårlig sag, men ”grundløse” det er det samme som, at man er anholdt ved en fejl,« siger Mathias Øgendal.
Klagerne over betjenten og politiets håndtering af forløbet generelt er dog endnu ikke afgjort, og Mathias Øgendal har ingen planer om at trække dem tilbage.
»Absolut ikke. Jeg synes i den grad, at de har handlet forkert,« siger Mathias Øgendal.
Vestegnens Politi oplyser, at de ikke vil kommentere en verserende klagesag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.