Mediejurist Vibeke Borberg peger på, at det er en overvejelse værd, om man skal ændre bevisbyrden i visse sager i Pressenævnet, så det er op til mediet at bevise, at en klager har uret i sin klage. I dag påhviler det klageren at bevise, at mediet har overtrådt god presseskik.
En omvendt bevisbyrde kunne gælde i sager, hvor Pressenævnet er ude af stand til at afgøre en sag, fordi den ikke har adgang til dokumentationen for eksempel i form af råbånd eller andre interview-optagelser.
»På den måde bliver mediet og ikke klageren sorteper i sager, hvor der er usikkerhed om beviserne, ud fra en betragtning om, at mediet har meget bedre mulighed for at gemme og indsamle dokumentation,« siger Vibeke Borberg til Journalisten.
Samme holdning har Peter Lind Nielsen, advokat i virksomheden Bird&Bird og underviser i medieret på DMJX:
»Pressen kan i princippet på nogle klagepunkter sabotere en sag ved at nægte at fremlægge dokumentationen,« siger han om reglerne i dag.
Bedre retssikkerhed til klagere
Forslaget kommer, efter at juraprofessor Sten Schaumburg-Müller over for Journalisten har kritiseret Pressenævnet for at undlade at høre parterne mundtligt i klagesager.
Kritikken faldt på baggrund af en klage over kulturmediet Doxa, hvor klageren følte sig fejlciteret. Pressenævnet havde imidlertid ikke adgang til hverken lydfil eller interview-udskrift.
Derfor havde nævnet ”ikke grundlag for at fastslå, at DOXA har tilsidesat god presseskik”, som der står i kendelsen.
Sten Schaumburg-Müller mener, at det er et problem, når parterne ikke høres i sager, hvor nævnet ikke har adgang til tilstrækkelig dokumentation på skrift.
”En del sager falder så ud på den måde, at Pressenævnet ikke kan tage stilling,” skrev han på mail til Journalisten og konkluderede: "Dette forekommer retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.”
Vibeke Borberg er ikke enig i, at Pressenævnet bør indføre mundtlige forhandlinger. Men også hun mener, at der er mening i at overveje, om klagerens retssikkerhed kan styrkes i sager, hvor dokumentationen mangler.
»Mundtlige forhandlinger vil betyde, at sagsbehandlingstiden bliver længere og dyrere for klageren, som kan få udgifter til en advokat, som de ikke har i dag. Jeg peger på en nemmere vej: nemlig at man lader bevisusikkerheden komme mediet til skade i stedet for klageren,« siger hun.
Mediet bliver sorteper
Vibeke Borberg uddyber med henvisning til sagen om Doxa. Hun foreslår, at nævnet simpelthen vender sin formulering om, når arbejdet strander i sager på grund af manglende dokumentation:
»I stedet for at sige, at man ikke kan udtale kritik, fordi man ikke har adgang til dokumentationen, kan man sige: Da mediet ikke har sørget for at gemme dokumentationen og dermed ikke kan bevise, at klageren er citeret korrekt, udtales der kritik,« siger hun og tilføjer: »På den måde bliver det mediernes ansvar at bevise, at man har overholdt det presseetiske ansvar.«
Den omvendte bevisbyrde kan overvejes, fordi medierne typisk sidder på den dokumentation, der vil være udslagsgivende i en given sag:
»Medierne optager for eksempel ofte interviews på bånd. De har arkiveringssystemer og bedre mulighed for at redegøre for, hvordan samtalen faldt. Almindelige mennesker tænker slet ikke i de baner,« siger hun.
Den slags ser man på andre retsområder for eksempel i færdselsloven, hvor reglen om såkaldt objektivt ansvar gælder – det vil sige, at skadevolder altid er ansvarlig for hændelige skader og uheld, uanset om han har skyld i ulykken eller ej.
»Vi har i samfundet forskellige typer ansvar og bevisbyrdeformer, som vi indretter, så vi får den effekt, vi gerne vil have,« siger Vibeke Borberg.
Omvendt bevisbyrde til mediernes fordel
Også advokat Peter Lind Nielsen ser fordele i en model, hvor bevisbyrden påhviler mediet i visse typer af klager – nemlig dem, hvor en klager hævder, at et citat er taget ud af sammenhæng, eller de påstår sig fejlciteret.
Han henviser for eksempel til DR’s Cavling-vindende serie om danskere i skattely, hvor DR afviste at fremlægge de såkaldte råbånd som dokumentation for deres uskyld bl.a. for Pressenævnet:
»Der kunne nævnet få den ret at sige: Kære medier, I har dokumentationen og kan fremlægge den. Vil I ikke det, vil det komme jer til skade. Ellers risikerer vi et Pressenævn, hvor det simpelthen ikke kan betale sig at klage,« siger Peter Lind Nielsen.
Faktisk kan en ændret praksis på området i sidste ende komme mediet selv til gavn, mener han:
»Mange gange er de kilder, der føler sig dårligt behandlet, ikke ude efter penge, men efter oprejsning. I dag kan det nærmest ikke betale sig for en kilde, som føler sig fejlciteret, at gå til Pressenævnet. Jeg anbefaler, at han går direkte til domstolene. Med den anden model kunne man måske bevare sagerne i nævnet,« siger han.
Præciseret klokken 9.33: Journalisten understreger, at de to mediejurister ikke præsenterer et politisk forslag, men mener, det er værd at overveje, om omvendt bevisbyrde er en god ide i visse Pressenævnssager.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Thomas Pallesen
Du spørger, om problemet med bevisbyrden i Pressenævnet er så stort, at det er nødvendigt med de indgreb, der her foreslås.
En overfladisk søgning i Pressenævnets online arkiv giver følgende resultater:
2015
Pressenævnet vil ikke tage stilling til Økonomisk Ugebrevs valg af kilder:
http://www.pressenaevnet.dk/Om-Pressen%C3%A6vnet/Nyheder.aspx?M=News&PID=79&NewsID=8095
2014:
Parterne har givet modstridende forklaringer... "Sådan som sagen foreligger oplyst, kan nævnet imidlertid ikke taget stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige":
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=93&NewsID=7908
Pressenævnet kan ikke tage stilling til antal sager i LLO mod en udlejer og om forholdet er forkert eller korrekt beskrevet:
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=93&NewsID=7912
2012:
Parterne har givet modstridende forklaringer. "Sådan som sagen foreligger oplyst, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige":
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=88&NewsID=7563
2009:
Modstridende forklaringer. Nævn har ikke mulighed for at tage stilling til hvilken forklaring der er rigtig:
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=67&NewsID=7075
2008:
Nævnet kan ikke tage stilling til hvem der har ansvar for IT-problemer:
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=68&NewsID=6657
2007:
Pressenævnet kan ikke tage stilling til om et dokument er udleveret under tvang eller om det er en forfalskning:
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=69&NewsID=6676
Modstridende forklaringer. Nævnet kan ikke tage stilling til, hvilken der er den rigtige:
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=69&NewsID=6675
Nævnet kan ikke tage stilling til, om forbrugerminister er citeret korrekt:
http://www.pressenaevnet.dk/Default.aspx?M=News&ID=69&NewsID=6058
Jeg har intet ønske om at garantere, at dette er en udtømmende søgning af sager, hvor nævnet har manglet mulighed for at verificere oplysninger fra den ene, den anden eller begge parter.
Men det virker ikke som om det er et kæmpe problem.
At indføre omvendt bevisbyrde i Pressenævnet virker som en meget voldsom og indgribende løsning på et stort set ikke-eksisterende problem.
Det er bekymrende, at netop DMJX mediejurist kan finde på at lufte sådanne ideer på så tyndt et grundlag.
Udgangspunktet i dansk ret er, at der er ligefrem bevisbyrde, hvilket vil sige, at den, der påstår at have et krav, skal godtgøre, at kravet består.
Det er helt i tråd med at det ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention er forbudt at anvende omvendt bevisbyrde i straffesager. Jvfr. artikel 6 stk 2., Ret til retfærdig rettergang: "2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven."
Helt indlysende vil et krav om omvendt bevisbyrde i Pressenævnet blive brugt - og især misbrugt - til at presse medier til at fravælge "besværlige" historier, alene af ressourcemæssige årsager. Det er nærliggende at antage, at sådan et krav vil belaste den undersøgende og magtgranskende journalistik.
I England har man i injurielovgivningen omvendt bevisbyrde. Men i det mindste har man med den seneste revision, 2013 Defamation Act, lagt et krav ind om, at sagsøger skal dokumentere, at de har lidt skade før sagen kan rejses.
Læg mærke til at klagen:
»Jeg har aldrig sagt, at det er en god idé med lovindgreb imod mænds henvendelser til kvinder på gaden. Jeg har udtalt mig generelt om tiltag imod sexchikane,«
DOXAs artikel hævder ikke at klageren "synes det er en god ide med lovindgreb" men derimod:
"Dansk talskvinde: Jeg ville bakke op om juridisk indgreb over for mænds henvendelser til kvinder på gaden".
DOXAs rubrik afspejler hvad klageren faktisk har fremført. Nemlig at klageren vil bakke op om lovmæssige indgreb. Det forhold at klageren vil bakke op om en lovindgriben betyder jo ikke at klageren synes at lovindgriben er en god ide.
Hvor er det trist at shaming mod, i dette tilfælde, DOXA skal føre til underlødig journalistik og ekspertudtalelser der de facto gør Borberg og Muller til nogen medierne ikke længere med god samvittighed kan anvende som eksperter på ret meget andet end deres egen tankevirksomhed.
Én kilde står bag Journalistens (smæde-) kampagne og eksperten angiver ikke et ekspert-udsagn men en normativ vurdering baseret på 1. klagerens udsagn 2. intet andet.
Ville det ikke have klædt fagbladet Journalisten at have fået en anden "ekspert" til at vurdere Sten Mullers "vurdering" eller er det kun DOXA, Den Korte Avis og andre xxx'er som skal underlægges den standard Sten Muller, åbenbart som den eneste ekspert, er fortaler for?
Spændende forslag. Spørgsmålet er, om det i praksis vil betyde, at medierne/journalisterne herefter vil blive nødt til at optage alle samtaler med kilder, skrive alle aftaler ned og føre omhyggelige journaler over hvert kildeforhold. Bare for en sikkerheds skyld, idet man jo aldrig kan vide, hvornår man tvinges til at bevise sin uskyld.
Er problemet med bevisbyrden i Pressenævnet reelt så stort, at vi har brug for denne kontrolsystem?
Hvorfor har Journalisten slettet https://journalisten.dk/nyt-kulturmedie-glemte-baade-pressenaevnet-og-god-presseskik ?
I linker selv til artiklen som ikke længere findes
Flere