I morges fik fire medarbejdere på Weekendavisen at vide, at deres stillinger ikke findes længere. Det drejer sig om tre journalister og en grafiker.
”Folk er selvfølgelig rystede over det, for det er ikke noget, vi er vant til på Weekendavisen. Jeg har aldrig været ude for det før udover sparerunder dikteret oppe fra koncernen,” siger tillidsrepræsentant på Weekendavisen, Hans Mortensen.
En voldsom beslutning
Hans Mortensen er overrasket over ledelsens beslutning.
”Jeg synes, at det er en meget voldsom beslutning på en avis, hvor det økonomisk og oplagsmæssigt går godt, at afskedige medarbejdere, som har været på avisen i mange år og aldrig fået at vide, at det, de lavede, ikke var noget, man ønskede,” siger han.
Ifølge MediaWatch har Weekendavisen de seneste tre år haft overskud på den gode side af ti millioner kroner.
”Det er rigtigt, at det går godt for Weekendavisen," siger Martin Krasnik til Journalisten.
"Men vores økonomi er stram ligesom alle andres, så hvis vi vil ændre nogle ting, må vi finde pengene, inden for de rammer vi har."
Ingen genplacering
Martin Krasnik fortæller, at det ikke er tale om en nedbemanding på avisen.
"Det er en omstrukturering, hvor vi nedlægger nogle stillinger og opretter nye," siger han.
Ifølge Hans Mortensen har ledelsen ikke været interesseret i at genplacere de fire journalister i andre funktioner.
”Jeg har ikke oplevet, at ledelsen har været synderlig nem at få til at afprøve andre løsninger,” siger han.
Til det svarer Martin Krasnik, at han sagtens kan forstå, at det kan virke uretfærdigt.
”Der er tale om mennesker, der har været på avisen i mange år og gjort et fremragende stykke arbejde. Men det handler ikke om kvaliteten af den enkelte journalists arbejde, men om at vi skal lave en nødvendig omstrukturering.”
Kunne de fire medarbejdere ikke varetage de nye funktioner?
”Det vurderer jeg ikke,” siger Martin Krasnik.
Han ønsker ikke kommentere, hvilke nye funktioner, der er tale om. Heller ikke Hans Mortensen kan oplyse noget konkret.
”Der er sagt meget lidt, men vi har fået meddelt, at der kommer information på fredag,” siger Hans Mortensen.
3