Her til eftermiddag melder DR Nyheder de ændringer ud til medarbejderne, som DRs nye strategi for de næste fire år indebærer for nyhedsproduktionen. DR ændrer strategien hvert fjerde år i takt med frekvensen for medieforlig fra Christiansborg.
Den nye strategi har fået navnet »Værd at dele. Stadig original. Mere digital«. For hele huset og ikke mindst for DR Nyheder betyder det, at DRs indhold skal være debatskabende, samt at DR skal lave mere originalt kvalitetsindhold og være bedre til stede digitalt.
»Vi kan ikke – som i meget gamle dage – leve af at versionere andres historier, vi skal fastholde, at vi skal afsætte flere kræfter til original journalistik, og så skal vi for alvor ud i en ny medievirkelighed, hvor især de unge har andre medievaner end du og jeg,« siger nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.
Omstruktureringen indebærer ingen fyringer. Til gengæld bliver ledelsen i DR Nyheder slanket fra otte til seks chefer i en ledelse, der kommer til at fungere som en fælles chefredaktion for DR Nyheders knap 500 medarbejdere.
Den nye ledelse består af ud over nyhedsdirektør Ulrik Haagerup og underdirektør Anders Kern af:
Naja Nielsen, chef for innovation og events, herunder den digitale udvikling
Thomas Falbe, ny fælles chef for Radio- og TV-avisen
Sandy French, indholdschef, det vil sige chefredaktør for alle fagredaktioner
Christian Lindhardt, chef for DRs Nyhedscenter samt dr.dk, der lægges sammen
Nyheder skal vælges med omhu
DR Nyheder får »lidt flere ressourcer« med den nye strategi, siger Ulrik Haagerup. Men de fleste kræfter til at hæve egenproduktionen og kvaliteten af journalistikken skal komme fra bedre planlægning og samarbejde på tværs:
»Det er ikke et spørgsmål om at løbe hurtigere, men om at vide, hvor man skal løbe hen. Vi prioriterer skarpere, hvad vi går efter, og vi deler hurtigere med hinanden på de hurtige historier, så journalister fra flere redaktioner for eksempel ikke løber efter samme banale udtalelse fra en minister,« siger Ulrik Haagerup.
Skarpere prioritering skal blandt andet realiseres ved sammenlægningen af nyhedscentret og dr.dk under Christian Lindhardt. DR oprettede det såkaldte nyhedscenter i efteråret 2014. Her har en prioritering på tværs af alle platforme fundet sted. Nyhedscentret fungerer altså som et centralt organ med styr på alle historier, reportere i marken, ensretning af stavemåder mv.
»Nyhedscentret fusionerer vi ind i dr.dk, som bliver vores interne og eksterne Ritzau-rulle. Det betyder, at vi har ét centralt sted med styr på, hvilke historier vi går efter, og hvor vi er på vej hen,« siger Ulrik Haagerup.
Flere originale historier
Alle fagredaktioner – indland, udland, politik og erhverv & økonomi – samles under én fælles chef. Også den øvelse skal frigøre ressourcer og hæve journalistikkens kvalitet på de historier, hvor flere fagligheder er i spil – det kunne være i dækningen af terror, der spænder over udland, indland og politik.
Ambitionen er, at resultatet bliver bedre, hvis flere journalister med forskellige fagligheder sammen graver en sag ud, end hvis mange reportere fra adskilte redaktioner tager fat i hver deres flig af historien.
»Vi sætter flere folk af på de historier, vi går efter, så vi trænger længere ned. Det fantastiske ved medier er jo, at folk ikke ved, hvad de går glip, fordi vi sorterer det fra,« siger Ulrik Haagerup.
Er DR så færdige med at planke dagbladenes historier?
»Det er en myte, som nogle enkelte avischefer gerne vil fastholde. Men det er jo ikke rigtigt. Vi har mindst lige så mange citathistorier i andre medier, som vi citerer dem. Undersøgelser viser, at ingen netmedier har noget at lade hinanden høre angående det. Men vi kommer til at fokusere endnu mere på egen journalistik og innovation, altså at finde nye måder at lave moderne nyhedsformidling.«
Hvor meget vil vi se, at egenproduktionen stiger?
»Vi har ikke sat konkrete mål i denne omgang. Man skal passe på med at melde bombastisk ud, for så bliver målet vigtigere, end at historierne er gode og væsentlige.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.