search

Tell it – Don’t show it!

Af Lars Bjerg, journalist og lektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Af Lars Bjerg, journalist og lektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Er den gode, velfortalte journalistiske historie på tryk ved at gå af mode?
I al fald har vi de seneste par år set stadig flere artikler i aviser, magasiner og tidsskrifter, der helt eller delvist består af en – tilsyneladende – uredigeret båndudskrift: Spørgsmål – svar, spørgsmål – svar. Journalisten citerer sig selv lige så flittigt som kilden eller kilderne.
Jeg kan ikke finde nogle gode grunde til, at det er sådan. Jeg kan kun finde en masse gode grunde til, at det ikke burde være sådan.

***
De elektroniske medier kan så meget. Når de er bedst, giver de et skær af autencitet, fordi vi får alle nuancer i kildernes tonefald og tøven og pauser med – og i tv også mimikken. Musik, kunne man kalde det, som akkompagnerer ordene og giver dem en ekstra dimension.
Den skrevne historie er af en anden natur. Hvorfor så gøre sig selv til en håbløs kopi? En af de skrivende journalisters få, men vigtige fordele er, at fortælleteknikken er uendeligt meget smidigere. De elektroniske hugger i sten, de skrivende arbejder med ler.
De elektroniske er i meget højere grad bundet til at lade deres kilder fortælle historien – og der er så meget, der kan forstyrre. Tonefald og fortalelser og mumlen og mikrofonskræk og kikset fremtræden og en masse mere kan modarbejde historiens substans, så lytteren og seeren aldrig fanger pointen. Musikken stjæler opmærksomheden fra ordene, og det kan være svært at gøre noget ved.
For der er tekniske grænser for, hvor meget man kan klippe ud. Der er psykiske grænser for, hvor mange gange man kan tage om og stadig få folk til at lyde engagerede. Og der er æstetiske grænser for, hvor meget man kan bytte rundt på sekvenserne, før det lyder forkert – selv om det giver en klarere historie.
Fortælleteknikken er meget lettere at forfine på tryk. Der kan skabes spændende indgange, der kan laves sammentrækninger, fikse forenklinger, elegante overgange, sjove modstillinger og forførende sprogbilleder, og der kan modelleres en smuk udgang. Alt det, der tilsammen gør historien klar og overskuelig og rar at læse.
Og det hele krydres med saftige citater fra kilden – dér og kun dér, hvor kilden enten udtrykker sig specielt godt eller kraftfuldt eller kontroversielt. For det er jounalisten, der er fortælleren. Kilderne kommer til orde i historien, når det fremmer historiens liv og troværdighed. Resten af tiden genfortæller vi dem bare – for vi er, eller burde i al fald pr. definition være, bedre til at fortælle en historie end vores kilder er.
Men den trykte fortælling kan altså slet ikke på samme måde få underbetydningerne i en stemme eller et talende ansigt frem. Så det, der på radio eller tv kan være et meget afslørende eller bevægende interview, bliver som regel helt fladt, når båndet skrives ud. Man kan ikke lave grill-mad i en gryde på et komfur.

***
Men ét er at servere kogt, fersk flæsk for sine læsere. Værre er det at slaske en gang bænkevælling på bordet. Altså en almindeligt fortalt historie, hvor der pludselig optræder et, to eller tre kursiverede spørgsmål fra den personificerede fjerde statsmagt. Jeg er endnu aldrig stødt på en sådan konstruktion, hvor man ikke med lethed kunne have skrevet sig uden om spørgsmålet – og fået en mere læsevenlig og velskabt overgang ud af det.

***
Handler det om dovenskab? Selvfølgelig er det da meget lettere bare at skrive sit bånd ud – i stedet for at sætte sig og analysere sit materiale og lege med sine virkemidler og tænke på sin målgruppe, mens man skriver om et par gange. Faktisk så let, at man ikke
behøver være uddannet journalist for at gøre det. Måske er det allerede HK'erne, der gør det derude på redaktionerne?

***
Eller er det bare Har-I-hørt-mig?-har-I-set-mig?-driften, som nu også de skrivende vil have tilfredsstillet i arbejdstiden?
Jeg er stadig så gammeldags, at jeg synes, en god journalist er usynlig. Når folk har læst en artikel, skal de helst tænke: »Hold kæft, hvor er det for dårligt / smaddergodt / spændende / tankevækkende, at …..« De skal ikke tænke: »Nøhj, hvor er det dog en dygtig journalist«.
Jeg holder mig til, at interviewet først og fremmest er en journalistisk researchmetode: Vi spørger kritisk for at få noget at vide.
Det vi får at vide, skal vi fortælle befolkningen – for at de kan blive klogere, sådan at de kan handle mere hensigtsmæssigt. Læseren skal have informationen. Hvordan vi har skaffet den, er næsten altid fuldstændig irrelevant.
Men når man citerer sine egne spørgsmål, bringer man sig selv lige så meget i centrum som kilden. Nogle gange endda mere. Man kan godt få den grimme mistanke, at det af og til handler om at journalisten får demonstreret, hvor sej og smart og modig han er. I det mindste viser nogle af den slags udskrifter, at journalisten overhovedet ikke hører efter, hvad kilden faktisk siger. For ellers ville han vel opdage, at han ikke har fået et svar på sit kække, underholdende spørgsmål – eller har fået et svar, som skriger på en opfølgning. Måske kan vi også sætte HK'erne til at stille spørgsmålene …

***
For mig at se er der én eneste situation, hvor det er i orden at offentliggøre sine spørgsmål: Der hvor kilden taler sort eller udenom, selvom vedkommende i kraft af sit embede har pligt til at svare. Nogle gange er der ikke andet at gøre end at udstille det.
Og der er én eneste situation, hvor det er i orden at lade kildens citater bære artiklen, men stadig uden vore spørgsmål: Der, hvor vi interviewer en stor ånd, som på én gang udtrykker sig dybt og klart.
Men ingen af delene er hverdagskost. I alle andre situationer må vi fastholde og dyrke vores ekspertise som historiefortællere.

***
Jo, jeg kan forestille mig ét ædelt motiv for den selvciterende artikel:
Nogle vil måske mene, at denne ‘research for åben mikrofon på tryk' er en mere nøgen og ærlig form for journalistik. For når man ordner og omformer virkeligheden til en historie, er der selvfølgelig et element af manipulation. Og megen dårlig research kan som bekendt skjules i en god fremstilling.
Men dels kan man også redigere i et båndudskrift, dels og navnlig nytter det ikke at ofre klarhed og læsevenlighed for at opnå troværdighed. Så kunne man vel lige så godt tage konsekvensen fuldt ud og også bare aftrykke sine skriftlige kilder – og så ellers overlade det til folk selv at danne sig et overblik og uddrage det væsentlige. Som når aviserne gengiver dronningens nytårstale i sin fulde længde. Gør-det-selv-journalistik.
Men det er vist at strække indholdet af den gode gamle ‘Show it – don't tell it' for vidt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen