search

I konsultation hos radiodoktoren

En god historie skal ikke have noget budskab. Det handler i stedet om at følge nogle spilleregler og gå helt ind i sin historie. Dorte Palle vil besøge en ven på dødsgangen i Texas. Hun fik 30 minutters coaching af Mogens Rukov.

Dorte Palle rækker en konvolut til Mogens Rukov.

"Jeg tænkte, du ville se den," siger hun.

Mogens Rukov vender brevet.

"Huntsville, Texas," mumler han.

"Det var hans første brev. Det er tre år siden," siger Dorte Palle.

Vi er i Radiohusets studie 7B. Udenfor det lydtætte rum er over 200 mennesker samlet til "Radio Days", en fagfestival for radiofolk.

Dorte Palle, der er journalist på DR-Ung er til konsultation hos "radiodoktoren", som Mogens Rukov er blevet døbt. Han er til daglig leder af Filmskolens manuskriptlinje og selv medforfatter til en række af de mest succesrige danske film. I dag og i morgen skal han give journalister førstehjælp i at udvikle ideer og manuskripter. Hjælpe med at føde den gode historie.

Mogens Rukov kigger tålmodigt på brevet.

"Skal jeg læse det."

"Nej," siger Dorte Palle undskyldende og fortæller om Carlos, der sidder på dødsgangen i fængslet i Texas.

 

"Narcissismeræs"
Dorte har skrevet med Carlos i tre år. Hun opfatter ham i dag som en god ven. Nu vil hun besøge ham. På dødsgangen.

"Er du den eneste, han skriver med?" spørger Rukov.

"Det siger han," griner Dorte forlegent.

"Men vi er sgu blevet ret gode venner," tilføjer hun alvorligt.

"Er du blevet forelsket?" spørger Rukov.

"NEJ," fastslår Dorte.

"Jeg har planer om at besøge ham i januar. I Texas. Og jeg kan ikke rigtig dy mig for at lave en historie. Men jeg er i tvivl."

"Det kan jeg ikke forstå," siger Rukov.

"At være i intens korrespondance med et andet menneske – det betyder noget." Rukov taler om, hvor uforpligtende et brevforhold er. Uden irritationsmomenter, som i et parforhold.

"Et enormt narcissismeræs," siger han.

"Ja, og det er også derfor, jeg er i tvivl," siger Dorte.

 

Tvivlen
Flere af Dortes kolleger har stillet spørgsmålstegn ved, om historien overhovedet kan laves. Kan man tillade sig at lave en historie om sig selv på bekostning af en fange på dødsgangen. Bliver det for selvsmagende. Er det overhovedet interessant?

"Det er billigt," tordner Rukov og rækker hånden ind over bordet.

"Vi bruger hinanden – alle sammen. Tag min hånd. Tag min hånd."

Dorte rækker hånden ind over bordet.

"Se. Ahhh. Du hjælper mig," siger Rukov.

Han læner sig tilbage igen.

"Folk, der skal dø, vil ikke have sådan noget sentimentalt sukker. Jeg ville betragte ham som en hvilken som helst andenperson," siger han koldt.

Der er gået ti minutter. Dorte ser en lille smule betuttet ud i sin blå lænestol. Der er ikke blevet spurgt "hvad vil du fortælle med den historie" eller andre traditionelle spørgsmål.

Rukov tænder en cigaret og hoster sprødt. Han rømmer sig en gang til, og pludselig går det stærkt.

 

Skrot budskabet
"Du har sikkert tænkt dig at lave den i dagbogsform."

Dorte: "Ja."

Rukov: "Gør rutinerne selvfølgelige. Det er meget vigtigt. Man er altid meget sød ved sig selv. Det er det farlige."

Dorte: "Ja, men jeg kunne også lave den på tv. Så er der en kameramand med. Jeg laver både radio og tv."

Rukov: "Lav et stort teater på radio. En stor opera."

Dorte nikker.

"Men du må tænke meget i form."

"Hver gang, du er i et nyt rum, kan du få en anden til at beskrive det. Så får du en spilleregel. Vær opmærksom på noget, der ikke er dig selv. Så meget som muligt, som vil verfremde dig selv."

"Har du et budskab?" spørger Rukov pludselig.

Dorte kigger op: "Jaaa."

Hun tænker sig om.

"Den måde han har sat mit liv i perspektiv. Det er noget med at spejle sig," siger hun.

Svaret fra Rukov kommer som en skudsalve.

"Det er det værste, hvis du har det der i hovedet hele tiden. Det, der bekymrer mig, er, hvis du har et budskab."

Dorte: "Men skal man ikke have det som journalist."

"Det tror jeg ikke. Du skal finde punkter, som du er nysgerrig overfor. Jeg ser aldrig tv. Alle de der budskaber kan jeg ikke tåle.

Jeg kan ikke fortælle en historie, hvis jeg på forhånd skal give et budskab. Bestem noget du ikke ved. Du skal være nysgerrig."

 

Følg reglerne
"Hvordan bor han?" spørger Rukov.

"Han er i en enecelle hele tiden."

"Aldrig ude?"

"Nej."

"Jeg var blevet sindssyg."

"Selv om vores liv er så forskellige, har vi alligevel mange ting tilfælles. Interessen for litteratur for eksempel," siger Dorte.

"Det kunne godt være, du skal sige til dig selv, at du kun vil se ham i en halv time. Hvorfor? Fordi så koncentrerer du dig mere. Det handler om at disciplinere og fokusere din egen historie," siger Rukov.

Han trækker vejret larmende.

"Jeg vil anbefale dig at følge andre end dig selv – nemlig nogle spilleregler. Det er vigtigt, at det ikke bliver historien om en pige, der skal være sød over for en fyr, der skal dø. Jeg vil hellere høre om de breve, I har skrevet," siger han.
Dorte: "Og om Harry Potter."

"Hva?"

"Vi skriver om Harry Potter-bøgerne".

"Det er da sjovt," siger Rukov.

"En pige, der har rejst 27.000 kilometer for at tale med en ven en halv time. Og så taler de om Harry Potter."

Mogens Rukov rejser sig pludseligt. Der er gået en halv time, og konsultationen er forbi.

Læs også: 300 til Radio Days og Begræns dig selv

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen