Chefen skal fortælle historier, for at de ansatte fatter virksomhedens visioner og strategier. Kantinesladderen skal indsamles for at skabe en bedre virksomhedskultur. Nogle mener, at historier er det eneste, der virker, når virksomheder skal klare sig over for konkurrenterne.

IBM gør det. Novozymes gør det. B&O gør det. Grundfos gør det. TDC gør det. Orange gør det. Erhvervsfremmestyrelsen gør det. Det norske forsikringsselskab Vestas gør det. En stribe andre danske virksomheder gør det uden at vide, at de gør det. Og mange flere gør det snart.

De fortæller historier om sig selv.

Sidste skrig inden for værdibaseret ledelsesteori.

Hidtil har historiefortælling handlet om at fortælle en historie om produkterne – eksempler er Polle fra Snave og brødet fra Kohberg.

Nu skal virksomhederne til at vende mikrofonen indad og snakke om sig selv. Det kaldes corporate storytelling, virksomhedsfortællinger, og det er så hot, at mange er bange for at brænde fingrene på det.

Men det kommer de til, siger de professionelle storytellers. Historiefortællere, kalder de sig. Og dermed bruger de en titel, der er lige så gammel som mennesket selv.

"Virksomhederne skal til at vænne sig til, at historier er et ledelsesredskab. Hvorfor ikke bruge historierne, når de er der. Folk elsker at høre en god historie. De hører efter og danner deres egne billeder inde i hovedet," siger storytelleren Svend-Erik Engh, der er partner i konsulentfirmaet PS4. Han har i en årrække undervist personale og chefer i danske virksomheder i kunsten at fortælle historier og har netop afviklet en tremåneders workshop og en konference i corporate storytelling.

Han skelner mellem tre typer historier: Jeg-historier – personen/chefen fortæller om sig selv. Vi-historier – fortæller noget om fælles værdier. Springboardhistorier – historier, der kan bane vejen for kontroversielle forandringer i virksomheden.

Konklusionen efter denne workshop og konference er, at historier journalistisk set er en gammel nyhed. Og at det er via denne mundtlige fortælletradition, at virksomhederne fremover skal profilere sig.

"At historiefortælling først kommer nu, handler om, at tiden er meget turbulent, og at konkurrencen er meget skærpet. Verden er blevet mere og mere global, og vi har opdaget, hvor ens vi fungerer," forklarer Steve Denning, storyteller og manden bag springboard-stories.

Hvis en virksomhed skal klare sig, er der ifølge Denning kun en eneste ting, der virker, hvis den ikke skal tromles ned af konkurrenterne:

"Tell a story."

Og han fortsætter.

"Den virksomhed, der ikke begynder at bruge historier som ledelsesredskab, vil falde sammen. Indtil virksomhedens topledelse indser dette, vil den blive ædt op indefra af negative historier om direktionen. Man kan lige så godt gå i gang nu."

Fidusen er, at vi spidser ørerne, når vi får fortalt en god (sladder-) historie. Hør blot ordene: "Der var engang…", og der er straks åbnet for opmærksomheden hos tilhørerne.

At man også kan binde folk noget på ærmet med en god historie, er velkendt. Men, fremhæver både Denning og Engh, et nyhedsbrev eller en pressemeddelelse fra en virksomhed kan indeholde lige så mange løgne.

"De gode historier er dem, der bliver fortalt igen og igen. De dårlige dør. Der er ingen, der tror på en løgn," siger Svend-Erik Engh.

Han bakkes op af seniorkonsulent Søren Nymark fra KPMG Consulting, der har skrevet en ph.d.afhandling om corporate storytelling og værdiledelse (udgivet på forlaget Ankerhus). Han peger på, at der ikke skal være hemmelighedskræmmeri omkring ledelsens indsamling af hi-storier blandt de ansatte, og at det skal foregå, uden at personalet er bange for at blive fyret eller forflyttet.

"Brugt rigtigt er historier et stærkt redskab i virksomhedens interne kommunikation. Eksternt er medarbejderne den bedste form for PR. Men fortællingerne skal være i overensstemmelse med virksomhedens kultur og værdier. Ellers falder det hele til jorden," siger han.

Læs også: Manden bag, Den lille and og projektlederen, Journalister skabt som storytellere og Coporate storytelling