Tv-tilrettelægger Maria Holst husker lørdag den 24. august 2013 meget tydeligt. Ikke fordi det var en flot sommerdag med solskin og 23 graders varme. Eller fordi hun som så ofte før gik en tur i Frederiksberg Have med sin kæreste.
Dagen bliver et vendepunkt i hendes liv, fordi det går op for hende, at hun er alvorligt syg af stress. Under gåturen kan hun pludselig hverken huske, hvem hun selv er, eller hvor hun er.
”Jeg siger det højt ud i det blå og får et panikanfald. Min kæreste er ret cool og siger: "Jeg ved, hvem du er, og jeg skal nok følge dig hjem." I bakspejlet kan jeg godt se, at der havde været masser af stress-symptomer. Men alvoren går først op for mig den dag. Der står det klart for mig, at den er helt gal,” siger Maria Holst.
Journalisten beskrev i sidste uge et voksende antal sager med stressede tv-produktionsfolk, herunder eksempler på besvimelser under optagelser og folk, der kaster op, mens de sidder og redigerer.
”Nå ja, så har du også været der”
35-årige Maria Holst er altså blot en af mange medarbejdere i tv-produktionsselskaberne, der har prøvet at gå ned med stress. Men hendes eksempel hører til i den helt alvorlige ende.
Efter hendes panikanfald i Frederiksberg Have gennemgik hun et tre år langt forløb, hvor hun var sygemeldt med stress og depression. I dag er hun kommet ovenpå igen og har det seneste år arbejdet på fuld tid som tv-tilrettelægger på forskellige produktioner.
Maria Holst har arbejdet i tv-branchen som tilrettelægger, klipper, postproducer og produktionsleder siden 2007.
”Jeg har set både kolleger og redaktionschefer gå ned med stress. Men mit indtryk er, at der bliver taget lidt let på det. 'Nå ja, så har du også været der', lyder reaktionen ofte.”
I dag ærgrer det hende, at hverken hun selv, chefer eller kolleger greb ind, før det var for sent, og hun røg helt ud over kanten.
I et halvt år op til hendes panikanfald kom der flere og flere symptomer, og de blev mere markante, mens hun arbejdede på forskellige tv-produktioner på korte kontrakter i private produktionsselskaber. Arbejdsdage på 14-16 timer var helt almindelige for hende.
”Jeg havde meget ondt i maven og var ofte svimmel. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og blev glemsom og langsommere til alting. Når jeg skulle lave et nedklip, så kunne jeg sidde og se det igennem igen og igen, fordi jeg simpelthen ikke kunne huske, hvad det var, jeg lige havde set igennem. Jeg kunne falde i staver og glemme, hvad det var, jeg egentlig var i gang med. Derfor begyndte jeg at skrive alting ned,” siger Maria Holst.
"Mindst halvdelen af skylden er min egen"
”Det er så let bare at sige, at det er branchens skyld. Men mindst halvdelen af skylden er min egen. Jeg skulle have sagt stop og sagt tydeligt fra langt tidligere. Jeg er perfektionist omkring mit arbejde, og det er en kunst at lære at slække lidt på det,” siger Maria Holst.
”Jeg er gået gennem et forløb, hvor jeg er blevet bedre til at sige fra. Jeg vil ikke derud igen. Jeg oplevede jo på den hårde måde, at jeg bare var en brik i det økonomiske spil ude i produktionsselskaberne. Før var jeg panisk angst for ikke at kunne få den næste kontrakt, hvis jeg viste svaghedstegn. Derfor arbejdede jeg alt for meget, så jeg kunne levere det bedst mulige, så jeg have en chance for at få en ny kontrakt igen og igen. Konkurrencen er meget hård.”
”I dag skal jeg fortsat kæmpe for den ene korte ansættelse efter den anden. Det bryder jeg mig stadig ikke om. Men min indstilling til det har ændret sig,” siger hun.
Maria Holst peger på stort tidspres og urealistiske deadlines kombineret med usikre ansættelsesforhold som de primære årsager til branchens stress-problemer og hendes eget sygdomsforløb.
Den produktion, som skubbede hende ud over kanten, beskriver hun således:
”Tv-stationen rykkede deadline på programmet, så vi skulle løbe virkelig stærkt. Det blev trukket ned over hovedet på os. Når jeg bad om mere tid, så skulle jeg kæmpe med en produktionsleder, der havde brugt sit budget. Deadline blev hele tiden forlænget, men kun en uge af gangen. Det var kompromisser og halve løsninger i stedet for, at der bare blev afsat den nødvendige tid til at få klippet programmet færdigt,” siger Maria Holst.
Journalisten kender navnet på produktionsselskabet og forsøger at få en kommentar fra den daværende producent på programmet.
"Jeg blev en rigtig kælling"
Hvad vil dit budskab være til andre i branchen, som måske risikerer at gå ned med stress?
”De skal passe på sig selv, for der er ingen i tv-branchen, der passer på dem. Og man skal passe på sine kolleger. Det var også kolleger, der i sin tid fik sendt mig hjem, da jeg kom tilbage efter tvungen ferie og sad og græd på arbejde. Når man er så stresset, så kan man ikke tage vare på sig selv. Man kan ikke selv se, at den er gal. Hvis man har en kollega, der arbejder alt for meget, så tal med vedkommende om det i stedet for at lade stå til,” siger Maria Holst.
Hun fortæller, at hun selv ændrede fuldstændig personlig karakter i månederne op til, at hun gik ned med stress. Og at det er et af de tegn, man ifølge stresspsykologer skal være opmærksom på.
”Jeg er normalt en meget glad person. Men jeg blev en rigtig kælling. Jeg fik en meget kort lunte og mistede enhver sans for humor og ironi, og jeg så alle henvendelser fra ledelsen som et angreb.”
Hvad mener du, at man bør gøre for at rette op på stressproblemerne i branchen?
”Man skal uddanne alle, der har en form for chefrolle, redaktionschefer og producere, i at kende og kunne se alle tegn på stress. Mine gamle chefer har siden taget sådan nogle kurser, og de har sagt til mig, at de kunne have trukket i håndbremsen langt tidligere, hvis de havde været på de kurser dengang,” siger Maria Holst.
Følte sig frosset ud af branchen
Hun forsøgte ad flere omgange under sit tre år lange sygdomsforløb at få nogle deltidsjob i tv-branchen, bare nogle få timer om ugen, for at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Men kun et sted var der bid. Efter et halvt år fik hun job som redaktionschef 30 timer om ugen på en produktion hos Sand TV.
Men ifølge Maria Holst var det urealistisk at klare arbejdsopgaverne på de timer, som hun fik løn for.
”Efter en måned finder jeg ud, at det her kan jeg ikke klare. Derfor beder jeg om et møde om, hvordan vi finder ud af det her. På det møde fyrer de mig, fordi jeg stadig er på prøvetid, og de fortæller, at de allerede har fundet en ny,” siger Maria Holst.
Den oplevelse var med til at udløse en svær depression.
” Jeg blev frygtelig ked af det. Jeg følte pludselig, at jeg ingenting var værd, når jeg ikke kunne arbejde, og ingen ville have mig.”
”Jeg følte mig glemt og frosset ud af branchen. Jeg har været skuffet over branchens holdning om, at man ikke vil hjælpe stressramte tilbage i arbejde igen. Når kontrakten er ovre, så er den ovre, derfor kan ingen nå at være sygemeldt og komme tilbage igen,” siger Maria Holst.
Den daværende producent på produktionen var Christian Vorting, der i dag er selvstændig tv-producent. Han ønsker ikke at udtale sig om en personalesag.
Den samme besked kommer fra Jesper Bruhn, som er direktør i Pipelines Production, det tidligere Sand TV.
”Jeg vil ikke udtale mig i pressen om en personalesag. Men det er godt, at der er fokus på problemet med stress i vores branche, også i fagbladet Journalisten. Det er blevet en hårdere branche de senere år, og vi forsøger hos os at undgå, at folk går ned med stress,” siger Jesper Bruhn.
Maria Holst troede, at hun aldrig skulle tilbage til branchen igen.
”Jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig mere skulle lave tv. Men DJ’s stresskonsulent sagde til mig, at det ville være synd med det CV, jeg havde, og at det skulle være mig selv og ikke tv-branchen, der skulle bestemme, hvornår jeg skulle forlade den. Det var et dejligt råd og rart at blive anerkendt for det, jeg havde lavet.”
Mentorrolle på Filmværkstedet vendte bøtten
Det, som vendte tingene for Maria Holst, var, at hun kom i aktivering og siden i virksomheds-revalidering på Filmværkstedet i København, hvor hun fungerede som mentor for stedets dokumentarister og lige så stille kom op i tid.
”Det var så fint et forløb – helt uden deadlinepres,” siger Maria Holst.
Hun blev raskmeldt den 1. september 2016 og har siden arbejdet på fuld tid som tilrettelægger på en række korte kontrakter på forskellige produktioner. Hun har for nylig fået en halvt år lang kontrakt på produktionsselskabet Must.
”Det er en meget lang kontrakt i vores branche. Jeg er glad for at være kommet ind i sådan et selskab, der ikke kun laver tv-programmer, men også har noget kommunikationsvirksomhed. Her kan jeg se nogle muligheder for også at lave noget andet,” siger Maria Holst.
Hvorfor overhovedet gå tilbage til den branche, som har forvoldt dig så meget smerte?
”Jeg elsker at lave tv. Jeg kan bare ikke lide arbejdsforholdene, og det gør nok også, at jeg ikke skal være i branchen i mange år endnu. Jeg ville ønske, at der var mere tid til fordybelse. Det ville der også komme bedre tv-programmer ud af,” siger Maria Holst.
Jagthunden Balder sikrer korte arbejdsdage
I dag føler hun sig rask, men hun har stadig mén,
”I dag kan jeg sagtens klare en travl dag, men jeg er meget træt. Og min lunte for, hvornår jeg føler mig stresset, er meget kortere end tidligere. Men jeg er også blevet meget klogere på mig selv af det her forløb. Jeg vidste, at jeg ikke skulle tilbage, før jeg var sikker på, at jeg kunne klare presset. Og jeg går ikke længere med på at arbejde fra klokken 7 til 23,” siger Maria Holst.
Hun har skaffet sig en jordnær og praktisk foranstaltning, som altid sikrer, at hun sørger for at gå tidligt hjem.
”Jeg har fået en hund, så jeg har en undskyldning for at tage tidligt hjem. Sådan en skal jo luftes. Det betyder, at jeg i lighed med folk, der har børn, har en god undskyldning for, at jeg ikke kan blive længe, over for både chefer, kolleger og mig selv. Det tvinger mig til at tage tidligt hjem,” siger Maria Holst.
Maria Holst anskaffede sig oprindeligt jagthunden Balder, mens hun var sygemeldt. Hun tog jagttegn under sit sygdomsforløb, hvor hun i stor stil brugte naturen som terapi.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Bevægende historie om skandaløse forhold. God vind til Maria Holst - og mand jer dog op, chefer, i stedet for at gemme jer bag klichéen om ikke at ville udtale jer om "personalesager".