"Vi møder medlemmer, der falder sammen og besvimer under optagelser eller kaster op, mens de sidder og redigerer. Folk, der bliver kørt hjem eller kørt på hospitalet i en ambulance. Nogle skal helt derud, hvor der er en læge, der siger: "Det der kan du dø af, og der skal ske et eller andet."
Sådan fortæller Eva Jakobsen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund, om den aktuelle situation i film- og tv-branchen.
Eva Jakobsen tager sig af hovedparten af de medlemmer, der henvender sig til forbundet med trivselsproblemer. Typisk henvender de sig med stress, hvorefter de får tilbud om strukturerede forløb på tre samtaler.
I de ni år, Eva Jakobsen har været ansat, har hun i gennemsnit haft 100-150 samtaler med medlemmer om året, oplyser hun.
"I år kommer jeg op på 300," siger hun.
Dertil kommer akutte samtaler, og desuden har DJ været nødt til at lægge 30 trivselssamtaler hos en ekstern konsulent, fordi DJ's egne folk ikke har tid.
"Enormt stort pres fra oven"
Det er i særdeleshed film- og tv-folk, der melder sig med stress.
"I 2016 og 2017 har vi set flere fra tv-branchen end tidligere. Og rigtig mange af dem kommer fra arbejdsforhold, der har været helt absurd hårde. Med vildt lange dage, enormt stort pres fra oven – om at levere det ypperste – og en fortælling i branchen om, at hvis jeg siger nej, så står der bare tre, der vil gøre det for den halve pris eller gratis," siger Eva Jakobsen.
De medlemmer, der henvender sig til forbundet, er kun toppen af isbjerget, vurderer hun.
"Vi ser kun dem, der ikke kan få hjælp på deres egen arbejdsplads – enten fordi de er freelancere eller selvstændige, eller fordi de er på arbejdspladser, der ikke har tilbud til dem."
Eva Jakobsen gør opmærksom på, at flere og flere arbejdspladser har private sundhedsforsikringer, hvor medarbejderne kan få psykologhjælp, hvis de bliver ramt af stress.
Presset "bliver tungere og tungere"
Billedet bekræftes af Johannes Pico, der er freelance-instruktør og klipper. Han er også formand for Film- & TV-Gruppen i Dansk Journalistforbund.
"Vi kan virkelig se, at der har været mere pres på produktionsmiljøet her det sidste år. Presset kommer oppefra, og så ender det nede hos os, der har hænderne på kameraet, blokken og klippebordet. Det er et pres, der bliver ved, og som bliver tungere og tungere – og så er det, vi knækker," siger han.
"Det ser ud til, at der i de sidste år tre-fire år har været en stigning i, hvor mange der går ned med stress. Vi får alle mere og mere travlt. Og det virker, som om det virkelig er gået amok i det sidste års tid," siger Johannes Pico.
Han har også selv været ramt.
"Jeg er selv gået ned med stress, fordi jeg havde for mange deadlines. Og jeg har også været ude for at trække stikket i en måneds tid."
En måned – det var ikke lang tid..?
"De fleste af mine kolleger og jeg tænker: 'Shit, vi bliver nødt til at komme op på hesten igen'," siger Johannes Pico.
Mistede hukommelsen på motorvejen
Men det er ikke alle, der kommer lige hurtigt op på hesten, fortæller Eva Jakobsen.
"Vi ser hukommelsestab, koncentrationsbesvær, folk, som midlertidigt mister evnen til at læse, og som pludselig ikke kan træffe en beslutning, selvom de er vant til at træffe 1.000 beslutninger på en dag," siger hun og fortsætter:
"Vi har haft opringninger fra medlemmer, der ringer ude fra en motorvej og ikke ved, hvor de er på vej til eller fra, men hvor DJ’s nummer er det sidste, de har tastet ind på telefonen. Stærke unge mennesker."
Eva Jakobsen fortæller også om en ung VJ, der filmede en psykisk syg person i 24 timer på en opgave i Jylland. Så snart vagten var slut, skulle han køre tilbage til København og aflevere optagelserne, men blev nødt til at køre ind på en rasteplads, fordi han var ved at køre galt.
"Så sagde jeg: "Du må ikke arbejde i 24 timer ad gangen," og så sagde han: "Der er ikke penge til hoteller." I øvrigt skulle han tilbage og aflevere optagelserne, fordi der var kort produktionstid," fortæller Eva Jakobsen.
"Det, der er sygt, er, at jeg sidder her og forsøger at sætte plaster på. Men ofte vender de tilbage til den samme arbejdsplads, som gjorde dem syge, og som ikke har ændret sig,” siger hun.
Derfor er problemet opstået
Særligt to faktorer er skyld i det stigende stressniveau, vurderer Johannes Pico. Den ene er eksplosionen af tv-kanaler i midten af 00'erne. Den anden er streaming-tjenesternes indtog.
Lad os starte ved det første: Tv-branchen gik gyldne år i møde for omkring ti år siden. Der kom flere og flere nichekanaler, og seerne og tv-stationerne ville have dansk indhold.
"Der eksploderede det for os film- og tv-folk," husker Johannes Pico.
"Men det, at vi producerede så meget dansk indhold, betød ikke, at der fulgte ekstra mange penge med," tilføjer han.
I stedet skete der det, at "man begyndte at tvinge folk til at levere mere, hurtigere," siger han:
"I gamle dage – lige efter opsvinget for omkring 10 år siden – var der, når man gik ud på en nyhedsudsendelse, en tonemester, en fotograf og en tilrettelægger som minimum. Og på større produktioner var der en lysmand og mange andre funktioner på holdet."
"Men så fandt man ud af, at man skulle spare. Tonemesteren blev sparet væk på nyhedsudsendelser. Pludselig var det fotografen, der skulle løse dén opgave. Så fandt man ud af, at fotografen måske skulle præklippe lidt af indslaget. Og tilrettelæggeren skulle også være god til at klippe. Alle funktioner skulle være bredere – man skulle løse flere ting, for at man på den måde skulle spare på funktionerne," siger Johannes Pico.
"Vi skulle alle sammen løbe hurtigere. Og det sagde mange stiltiende ja til," siger han.
Så kom Netflix og HBO
Mens presset voksede, meldte de store streaming-tjenester sig på banen. Netflix lancerede sin danske portal i 2012, og i 2013 åbnede HBO Nordic i Danmark. Trenden begyndte for alvor at påvirke film- og tv-branchen for tre-fire år siden, fortæller Johannes Pico – af den årsag, at streaming-mastodonterne satsede på amerikanske serier i stedet for dansk indhold.
"Streaming-tjenesterne begyndte stille og roligt at tage seere fra flowkanalerne. Og tv-kanalerne begyndte at blive nervøse," fornemmede Johannes Pico.
"Og i takt med at broadcasternes seertal faldt, blev de rigtig pressede," opsummerer han.
"Tv-kanalerne begyndte at blive rigtig bange for at købe noget i god tid. De ville gerne forudsige, hvad de andre kom ud med, og de begyndte at lurepasse på hinanden. I dag ser man ofte, at broadcasteren bestiller rigtig sent, hvilket så gør, at man måske kun har halvanden måned at producere i. I gamle dage havde man måske et halvt år," fortæller han og konkluderer:
"Vi konkurrerer mere mod hinanden i stedet for at være kolleger. Vi har større huller i kalenderen. Og når vi endelig er i arbejde, skal det gå meget hurtigere."
Ikke kun de andres skyld
Men det er ikke kun omverdenens skyld, at stressniveauet stiger. Branchen er også plaget af nogle kulturelle problemer, understreger Eva Jakobsen.
"Der er en fastgroet myte om, at mediebranchen er permanent fritaget fra arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser om fridøgn og hviletids-bestemmelser. Jeg er bange for, at mange ikke ved, at de er beskyttet af arbejdsmiljølovgivningen," siger hun og fortsætter:
"Når de her ting – aftaler, systemer og lovgivningen – smuldrer i folks bevidsthed, så bliver det dig og mig i konkurrence mod hinanden – og ikke et system, der passer på os."
Eva Jakobsen møder i film- og tv-branchen en tendens til, at mange går alene med skylden og ansvaret. Og dét er en af grundene til, at branchen er kendt som et 'cowboy-land'.
"Man vender det indad i stedet for at stå sammen og sige til arbejdsgiveren: "Produktionsselskabet har fået betaling af broadcasteren til at producere en Lada. Derfor kan de ikke få en Rolls Royce. Nu har vi arbejdet i 16 timer, og nu går vi hjem"," siger hun.
Men der er ikke meget organisering at finde i film- og tv-branchen, der har et løst forhold til fagbevægelsen, typisk uden overenskomster og ofte uden tillidsmænd. Og som Eva Jakobsen sige:
"Det er ikke, fordi dem, der arbejder i branchen, ikke er medlemmer i DJ. Men når de kun arbejder sammen i tre måneder ad gangen, når de knap at lære hinanden at kende og kan næsten ikke nå at holde en stiftende generalforsamling."
22 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Journalisten - tak for en vigtig og oprørende historie. Jeg håber den giver stof til eftertanke i branchen - også hos de medlemmer, som køber indslag af freelancere.
Per Roholt, DJ Kommunikation
Jeg vil gerne gøre opmærksom på et kursus på www.mediernesefteruddannelse.dk, som kunne være relevant i forbindelse med denne artikel. Kurset begynder i januar og kunne være supergodt for både ledere og ansatte i tv-film-branchen. https://mediernesefteruddannelse.dk/kurser/stress-pas-paa-dig-selv-og-de-andre/
Jeg ønsker ikke at stå frem med navn af frygt for at blive dårligere stillet til et job. Men jeg oplever præcis hvad, artikler beskriver. Hvordan kan vi ansatte uden tillidsmænd kritiserer de redaktører, som efterfølgende skal ansætte os? Overarbejde kaldes interessetimer. Og siger vi fra, må vi vælge en anden branche. Det er ærgerligt, når man elsker sit fag og har kæmpet for at komme en på en uddannelse til jobbet og samtidig ikke kan tage en ny bachelor før seks år efter den første. Det ville heller ikke ændre branchen, men blot være at give op.
Det er særdeles beskæmmende og direkte skræmmende at læse. Desværre er vores branche også stadig præget af en holdning, hvor det er mere "in" at sende blomster, sygemelde og sige "sådan skal det heller ikke være" BAGEFTER, end det er at tage alvorligt, når nogen siger; "Jeg tror ikke, jeg kan holde til det her".....
Der er desværre stadig - og mere end nogensinde måske - mere respekt om at dratte om end at sige fra......
Jeg har selv for kort tid været ramt af stress efter alt for meget hårdt arbejde som VJ. Alt for høje forventninger, for meget ansvar og for korte deadlines. Korthuset væltede, som det jo måtte gøre før eller siden.
I dag har jeg langt sværere ved at overskue mange ting, end jeg havde før. Jeg har sværere ved at koncentrere mig. Det er en sygdom, selvom den ikke kan ses. Måske skal jeg leve med den resten af livet, men det håber jeg fandeme ikke.
TV-branchen er spændende, lidt glamourøs og herligt omskiftelig. Jeg tror der findes få brancher med så mange sjove og interessante karakterer. Men vi har også en arbejdskultur, der gør mange af os syge. Vi trækker på skuldrene, når redaktøren for tredje gang vil have urimelige rettelser. Vi griner, når budgettet kun rækker til at bo på Cab-in. Vi siger pyt, når en medvirkende ringer, skælder ud og hopper fra. Det bliver man syg af.
Nu er jeg tilbage i branchen igen. Produktionsselskabet har tacklet min sygeperiode flot. Med omsorg og forståelse. Men alligevel føles noget helt galt. Der bliver ikke spurgt hvad der kunne have gjort for at undgå min sygemelding. Ikke en samtale, ikke en mail. Jeg tror de er bange for at høre svaret, for de ved godt de alligevel ikke kommer til at ændre noget.
Jeg har mistet troen på TV-branchen. Jeg har helt og aldeles mistet gnisten, lysten og motivationen. Skal jeg stræbe efter at blive redaktionschef, når alle dem jeg møder er fyldt af frustrationer? Skal jeg stræbe efter at blive producent, når dem jeg møder er overrendt og ude af sig selv? Redaktør???
Når jeg en dag gror et par nosser, så forlader jeg denne spændende, lidt glamourøse og syge branche. Jeg håber, for mine kollegaers skyld, at branchen en dag bliver sund igen.
Flere