Lokaljournalistikken på nettet går i meget små sko, men det befriende er, at tilgangen er uden bagtanker og tonen ren og godhjertet.
Uskylden findes – også i den moderne medievirkelighed. Man skulle måske ikke tro det, men den er god nok. Så god som dagen er lang, faktisk. Og den eksisterer et sted, hvor journalistikken ikke blot er lokal, men "hyperlokal", og hvor skribenterne ikke vil kaldes journalister, men "borgerjournalister".
Gå for eksempel til JydskeVestkysten, hvor denne genre er grundigt udviklet og sat i system, så den kommer "helt tæt på dig", som der står. Det er ganske rigtigt. At læse disse tekster er som at være part i en sludrende samtale over nabohækken. Det er – i bedste eller mest neutrale forstand – de glade amatører, som her skriver og kommunikerer, og så får læseren alle disse rørende petithistorier om biltyve og indbrud, vejfester og udflugter, koncerter og fritidsaktiviteter.
Det er ofte lige så primitivt skrevet, som det er godhjertet i tonen. For eksempel i følgende 51 ord (og fire udråbstegn) om en lokalsucces: "Hvem sagde Zumba !!!! Så er vi igen kommen godt igang med Zumba i Vejrup, den nye sæson er startet, og med succes, der kom ikke mindre end 140 kvinder og et par mænd, for at få sig rørt til de latin amerikanske rytmer, og komme i godt humør og svede lidt."
Det befriende ved disse meget vakkelvorne tekster er netop, at de i modsætning til så megen anden netjournalistik er renset for gustne, platte og smagløse tendenser. Der er hverken bagtanker eller skjult dagsorden. Ligesom tonen aldrig bliver falsk, fordi skribenterne overhovedet ikke kunne finde på at lefle for nogen eller noget. Hvorfor skulle de det? De sludrer jo blot med naboen over hækken.
Derfor også den herligt ligefremme og lakoniske stil. For eksempel i følgende linjer om ringridningsfesten i Nybøl (hvor man så må bære over med, at en nyhed tages en smule på forskud): "Teltballet kører igen for fulde gardiner, i aften er der tilmeldt ca. 150 spisende i teltet. Festen er et brag af en begivenhed i Nybøl. Efter ca. ½ time står de unge mennesker på bordet og synger i vilden sky! Det er bestemt ingen der tænker på søndag!"
I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog.
Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.